Kronik

Mere uddannelse til de ledige

25. maj 1999

Årtiers ekspansion i uddannelsessystemet har ikke afskaffet den sociale arv. Det er
en potentiel trussel mod solidariteten i samfundet

I 1990'erne blev den sociale arv genopdaget. Vi har selvfølgelig altid vidst, at det enkelte individs livschancer er stærkt påvirket af hans eller hendes sociale oprindelse. I nogle perioder vækker denne kendsgerning dog ikke opsigt. Den betragtes netop som en selvfølgelighed og går til sidst i glemmebogen. I andre perioder som i 1990'erne bliver den sociale arv derimod opfattet som et alvorligt samfundspolitisk problem, som mange troede var løst.
Forklaringen på den nyvakte interesse for den sociale arv må søges i den krisestemning, som omgiver det velfærdsstatslige projekt. Gang på gang efterspørges en forklaring på, hvorfor arbejdsmarkedspolitikken ikke kan afskaffe langtidsarbejdsløsheden, hvorfor socialpolitikken efterlader en gruppe i fattigdom, hvorfor sundhedspolitikken ikke kan tackle den stagnerende middellevetid, og hvorfor uddannelsespolitikken bliver ved med at producere en stor gruppe uden erhvervskompetencegivende uddannelse, den såkaldte 'restgruppe'.
Nogle forsøger sig med forklaringer, der ikke fokuserer på samfundsmæssige forhold, men tværtimod placerer ansvaret hos den enkelte, der ikke vil tage hænderne op af lommerne. Eller man misbruger de biologiske forklaringers renæssance og peger på generne. Disse undskyldninger for mangel på social bevidsthed er dog ikke holdbare. Eksempelvis er røg og druk kun en del af forklaringen på sygdom og for tidlig død, og mangel på uddannelse er ikke en urokkelig egenskab hos den enkelte, men først og fremmest en systemfejl.
Gennem det seneste tiår er de sociale skævheder i det danske samfunds profil da også blevet dokumenteret gang på gang. Socialkommissionen skrev i 1992, at "børn af vindere bliver sjældent tabere, og børn af tabere bliver sjældent vindere."
En slagkraftig formulering, formodentlig skabt for at vække den sociale indignation, men alligevel betænkelig. Etiketten 'taber', hentet fra konkurrenceideologien, fremprovokerer nemlig snarere medynk end politisk handling.
Denne faldgrube håber jeg selv at have undgået med min bog En generation blev voksen fra 1995. Den omhandler undersøgelsen af en generation, der blev fulgt fra de som 14-årige gik i 7. klasse i forsommeren 1968 til de som 38-årige i efteråret 1992 var godt i gang med voksentilværelsen. I denne fase af livsforløbet viste de sig at være fordelt på de forskellige uddannelsesniveauer i overensstemmelse med deres sociale oprindelse. Den laveste procentdel med videregående uddannelse fandtes blandt dem, der var vokset op i arbejderklassen og den højeste procentdel blandt dem, der var vokset op i akademikerhjem eller i andre opvækstmiljøer med megen kundskabskapital.

Det endegyldige bevis på den sociale arvs styrke blev fundet i en begavelsestest besvaret i 14-års alderen. Når uddannelsesniveauet i 38-års alderen blev sammenholdt med 'begavelsen' i 14-års alderen fremstod det skæve sociale mønster stjerneklart. Også blandt dem, der i 14-års alderen tilhørte den bedst begavede tredjedel, var det nemlig som hovedregel den sociale oprindelse, der havde afgjort, om de gode evner var blevet udnyttet til langvarig uddannelse.
Dokumentationen af den sociale arvs styrke er blevet læst. Blandt andet fordi temaet fænger blandt mange studerende som emne for deres specialeopgaver. Undersøgelserne er heller ikke forbigået politikernes opmærksomhed. Regeringen har således nedsat et ministerudvalg om 'social arv' bestående af socialministeren, undervisningsministeren og sundhedsministeren. Ministerudvalget har herefter nedsat et embedsmandsudvalg, og dette udvalg har efterfølgende bedt en gruppe forskere om at redegøre for den eksisterende viden om den sociale arv.
Hermed er bolden spillet tilbage til forskningen. En helt rigtig fremgangsmåde, der alligevel må give forskningen problemer. Begrebet social arv har nemlig ikke nogen klar samfundsvidenskabelig definition. Det er tværtimod et begreb, som lever sit liv i et tomrum mellem forskning og politik, hvor begreber ofte gives indhold efter forgodtbefindende. Og i forskningen har begrebet social arv mindst to betydninger. Nogle tænker alene på skæbnen for personer, der er børn af forældre i ekstremt belastende sociale situationer som alkoholisme, kriminalitet og stofmisbrug. Disse børn vil sandsynligvis aldrig slippe helt væk fra deres skæve start på livsforløbet. Det kaldes efterhånden for negativ social arv.
Andre tænker simpelthen på den samfundsorden, der til alle tider og i alle samfund betyder, at det kræver en større indsats, flere afsavn og mere held at opnå lang uddannelse og høj indkomst for børn fra arbejderklassen end for børn fra andre samfundslag.

Det er social arv i den sidstnævnte betydning, som berører det største antal mennesker. Og det er den sociale arvs styrke i uddannelsessystemet, der såvel her som i alle andre lande er den hårde nød, der ikke hidtil har kunnet knækkes. Problemets alvor skyldes, at samfundet efterhånden er blevet organiseret omkring de forskellige trinvist ordnede uddannelsesniveauer. Ordnet på en sådan måde, at der bliver en meget tæt forbindelse mellem arten og længden af en persons uddannelse og hans eller hendes livschancer, såvel i materiel som i kulturel betydning. Jo kortere uddannelse jo færre valgmuligheder har den enkelte.
Dette er ikke bare et individuelt problem. Det er også et samfundsmæssigt problem. Ikke fordi befolkningens gennemsnitlige uddannelsesniveau er for lavt. Det har aldrig været højere. Alle voksne, der i dag er under 50-års alderen, vil typisk have længere uddannelse end deres forældre. Samtidig må de dog erkende, at det absolutte omfang af deres uddannelse ikke i sig selv spiller nogen større rolle. Om ens egen uddannelse er tilstrækkelig eller ej, skal nemlig ikke måles i forhold til ens forældres uddannelse, men i forhold til uddannelsen hos alle andre i ens egen generation.
Det uddannelsespolitiske problem er, at årtiers ekspansion i uddannelsessystemet ikke har formindsket den relative afstand mellem de langvarigt uddannede og de kortuddannede. Det er denne urokkelige afstand, som er en potentiel trussel mod samfundets sociale sammenhængskraft.
At det ikke er et tilfældigt udvalg af befolkningen, der må nøjes med de korte uddannelser og dermed blive 'restgruppe', er kernen i den sociale arvs problematik. Ikke, som man ofte ser, fortolket på den måde, at sønnerne følger i deres fædres spor og døtrene i deres mødres. Som antydet ovenfor har forholdsvis få mænd lige så kort uddannelse som deres fædre. De arbejder som regel heller ikke i de samme stillinger. Og for kvindernes vedkommende er så godt som ingen placeret uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt som deres mødre.

Social arv indebærer derimod, at sandsynligheden for at tilhøre den dårligst placerede gruppe i den nuværende samfundsstruktur er størst, hvis ens forældre også i sin tid var dårligst placeret i den daværende samfundsstruktur. Det er denne forskel, der generer uddannelsespolitikere, som har den sociale bevidsthed i behold. Derfor har det siden restgruppebegrebets opståen i 1970'erne været en politisk målsætning, at restgruppen skal 'afskaffes'.
Når dette ikke er lykkedes hidtil, kan forklaringen kun søges i manglen på effektive uddannelsespolitiske redskaber.
Det kan måske bedst illustreres ved, at forslagene til løsning af restgruppeproblemet ligner hinanden fra årti til årti. Sandsynligvis fordi forslagsstillerne glemmer at se tilbage i tiden. De opdager derfor ikke, at deres forslag slet ikke er originale. Dermed heller ikke, at der er et udækket behov for nytænkning.
Vi kan se, at der går en linie i interessen for og forslagene vedrørende 'de ikke-bogligt egnede', de 'ikke-faglærte' eller 'restgruppen' fra 1940'ernes kommissioner til 1990'ernes. Fra Ungdomskommissionen af 1945 til 1990'ernes Socialkommission har forslagene været, at der skulle oprettes særskilte praktisk orienterede uddannelser for de ikke-bogligt egnede. Socialkommissionen anbefalede således, "at der etableres en ny gren i uddannelsessystemet, hvor praktisk oplæring på virksomhederne kombineres med kortere kurser og skoleperioder med et pædagogisk indhold tilpasset lysten og evnerne hos de unge, der er mindre skolemotiverede."
Nye båse til særlige grupper har dog ikke afskaffet den sociale arv i uddannelserne. Derfor er det unægteligt dristigt at afslutte med et uddannelsespolitisk forslag. Når det så ovenikøbet er et gammelkendt forslag, er det vel lige frem dumdristigt. Alligevel vil jeg nu, hvor regeringen lægger op til grundlæggende reformer af hele voksen-og efteruddannelsessystemet, pege på, at uddannelsessystemet til hver en tid næppe kan undgå at producere en restgruppe i ungdomsårene.

Apropos - Livslang uddannelse

Skal man bekæmpe den sociale arv må man konsekvent anskue uddannelse i lyset af det hele livsforløb. Man må acceptere, at en mindre ulige fordeling af uddannelsesgoderne i befolkningen kun kan realiseres, hvis uddannelsesmulighederne står åbne for de kortuddannede hele livet igennem.
Det er i tidens løb blevet kaldt livslang uddannelse, eller hvad jeg foretrækker: tilbagevendende uddannelse. Og måden at indrette det på er blandt andet benævnt et klippekortsystem eller en uddannelseskonto til alle.
Næsten alle synes, at det er en god ide, men når det gælder uddannelse i voksenårene er det alligevel fortsat de i forvejen længst uddannede der får mest.
Det bunder blandt andet i finansieringsproblemerne. Derfor kunne en vej frem gå via en afkortning af første gangs uddannelserne, altså de uddannelser der tages i ungdomsårene, og overflytning af de hermed sparede beløb til efteruddannelser og andre relevante uddannelser i voksenårene. Fornuften i et sådant forslag bliver næppe mindre, når det er en udbredt opfattelse, at erhvervet viden forældes med stigende hastighed.

Erik Jørgen Hansen

*De tre store fagforbund SID, KAD og NNF afholder i dag en konference på Christiansborg om efter- og voksenuddanelse, hvor blandt andre statsminister Poul Nyrup Rasmussen og undervisningsministeren Margrethe Vestager deltager. Teksten her er et uddrag af Erik Jørgen Hansens oprindelige artikel til konferencen "Den sociale arv og uddannelsespolitikken". Erik Jørgen Hansen er forskningsleder på Socialforskningsinstituttet med speciale i uddannelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu