Læsetid: 4 min.

Mørket sænker sig

14. maj 1999

Med krigen har den almindelige tiltro til Vesten fået et ordentligt knæk

Om krigen
Jeg var otte eller ni år gammel, da retssagen mod Adolf Eichmann blev udsendt i fjernsynet. På den sort-hvide skærm kunne man følge, hvordan vidnerne råbte og skreg, hvordan nogle af dem brød sammen i krampegråd, og hvordan den lille tynde mand, Eichmann, spagfærdigt prøvede at forsvare sig. Han havde kun gjort, hvad man bad ham om. Han var funktionær i et stort apparat. Han havde ikke begået nogen forbrydelse, men været en royal embedsmand. Under en af afhøringerne råbte og skreg vidnerne så højt, at jeg fik helt ondt af ham. Det var synd for ham, syntes jeg, han fik slet ikke lov til at svare på alt det grimme, de råbte til ham. Jeg sagde det til min far. Synes han ikke også, at det var synd? Min far var ikke nogen stortalende pædagogtype, han tog bare et hiv af sin Cecil og sagde, at ham der, den lille tynde Eichmann, han havde ikke fortjent bedre end at blive skudt med det samme.
At man ved sine handlinger kan sætte sig så langt udenfor det menneskelige, at man fortaber retten til at leve som menneske, at man kort sagt fortjener at blive slået ihjel, er ikke nemt at kapere. Hverken for et barn eller for et moderne, voksent menneske, der mener at være almindeligt humanistisk sindet og som er modstander af dødsstraf. Når man taler om den slags ting, sænker mørket sig. Har man nogensinde oplevet selv nok så progressive mennesker gå til kamp for krigsforbryderes ukrænkelige ret til livet? Eller bare folk der i ord har forsvaret misdæderne?
Vi er udenfor det menneskelige. Vi vil ikke have noget med det at gøre. Hvad skulle man have gjort ved Hitler, hvis man havde pågrebet ham i live ved krigsafslutningen? Indsat ham i fængsel på livstid? Skulle vagterne så sludre lidt med ham på den daglige gårdtur? Og hvad med pressen: Skulle man give efter for ønsket om at interviewe manden?
For øjeblikket producerer Eks-Jugoslavien krigsforbrydelser, og krigsforbrydere i et omfang, der ikke er set siden netop Anden Verdenskrig. De mest prominente af forbryderne har man indtil videre ikke pågrebet. Ingen skal komme og fortælle mig, at man ikke ved, hvor de er, og at man rent praktisk ikke ville kunne pågribe dem når som helst. Men man venter. Man afvejer fordele og ulemper ved at gøre det her og nu. En pågribelse vil medføre uro, netop nu hvor man har brug for den relative fred, der råder. Sådan må man ræsonnere. Det kaldes politisk klogskab, følelserne rangerer langt, langt lavere, det er ikke tiden for opfyldelse af ønsket om retfærdighed. Det er heller ikke sikkert, at ræsonnementet er helt forkert. Måske er den politiske klog-skab det bedste instrument lige for øjeblikket. Men mistanken om, at man i sidste ende simpelthen slår en handel af med serberne - som er og bliver de hovedansvarlige for alle rædslerne - breder sig unægtelig. Hvad er det serberne vil? Solsortesletten for 600 år siden kan naturligvis ikke retfærdiggøre, at man prøver at jage samtlige 90 procent af Kosovos befolkning ud af området. Retten til at slå muslimer ihjel, eller fordrive dem fra deres hjem, kan da ikke være en acceptabel mærkesag, - heller ikke for serbere.
Hvad foregår der? Udover at 'produktionen' af krigsforbrydelser og krigsforbrydere stiger og stiger. Og allerede har nået et omfang, som jo ikke engang fred vil kunne lægge låg på. I mange år efter vil verdens medier flyde over med rædselsberetninger med påfølgende krav om, at de skyldige bliver stillet for retten og dømt. Da Tyskland for nogen tid siden fik ny forbundskansler, gjorde politiske iagttagere en del ud af, at han - Schröder - er den første tyske kansler, der er født efter Anden Verdenskrig. Den første, der ikke er tynget af historien og som ikke behøver at føle sig 'skyldig' alene fordi han er tysker. Hans forgænger, Kohl, var ikke på nogen måde kompromitteret af nazitiden, men han var tysker og født under Hitlers regime.' Derfor forventede man en slags 'national anger' hos ham. Det viser, hvor lang tid der går, før historien selv slår en streg over de systematiske overgreb og krigsforbrydelser, som ens land har begået. Hvorfor skulle serberne slippe billigere?
For øjeblikket er Kosovo, slagmarken. Og selve Serbien, der får for 800 mio. kroner (eller dollar - hvem kan snart holde rede på det?) fuldfede NATO-bomber ned over sig i døgnet. Med såvel militære som civile tab til følge.
Bomberne har vist sig at være et langt mindre præcist våben, end man troede. Imens fortsætter fordrivelsen af og drabene og mishandlingerne på Kosovoalbanerne. Og de vestlige lande gør en temmelig ynkelig figur ved at fedte på det allermest pinlige med, hvem der skal tage hvor mange flygtningene.
Den særlige idræt går ud på at få så få som muligt. Og Nyrup og Helvegs Danmark viser sig på det punkt at være noget af et foregangsland, sådan som de jo helst ser kongeriget opfattet. Oprindeligt var det meningen, vi kun ville modtage 1.500 ud af 700.000 mulige, men nu er man - for skams skyld, vel? - gået med til en fordobling. Jojo.
Udtrykket civile tab har fået en udvidet betydning i disse tider. Udover den bogstavelige har den civile tillid til verdens magthavere lidt betydelige tab.
Ansvaret er først og fremmest serbernes, og Serbien kommer utvivlsomt også til at lide under det i mange år, men krigen har desuden hvirvlet så megen ubeslutsomhed, kræmmermoral og ren usselhed op i de vestlige demokratier, at den almindelige, civile borgers tiltro til, at Vesten virkelig er den bedste af alle verdener, har fået sig et ordentligt knæk.

Benn Vinn Nielsen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu