Læsetid: 3 min.

Nostalgi og strålefare

19. maj 1999

Man kan ikke undgå at blive betænkelig og nostalgisk, når Kåre Ulbak igen sammenligner strålebelastningen med en flyvetur fra København til New York

RADIOAKTIV
Jeg vil godt, som Kåre Ulbak forlanger det (Inf. den 10. maj), undskylde, at nostalgien løb af med mig, så jeg kom til at kalde ham og hans stab på Statens Institut for Strålehygiejne for forstenede atomkrafttilhængere. Det er de naturligvis ikke.
Jeg er glad for, at Kåre Ulbak så klart medgiver, at der er en reel fare for, at radioaktivt affald ender som almindeligt affald, der kan deponeres på almindelige lossepladser eller genanvendes på forskellig vis. Det, der skiller, er vurderingen af, hvor farligt det er.
Men kan jeg ikke undgå at blive både lidt betænkelig og temmelig nostalgisk, når Kåre Ulbak igen bruger sammenligningen til strålebelastningen på en flyvetur fra København til New York. Den flyvetur hørte vi meget om for 25 år siden, da vi skulle overbevises om, hvor totalt ufarlig atomkraft er. Som om der ikke er forskel på en stråledosis, der kommer udefra og rammer hele kroppen i et begrænset tidsrum, og én der kommer indefra og rammer et lille område gennem et helt liv.

Støv i lungerne
Med det nye direktiv for lavaktivt affald vil f.eks. svagt radioaktivt bygningsaffald fra skrottede atomkraftværker kunne genbruges som fyld i veje eller under sportspladser. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det vil støve, både når det lægges ud, og når der senere skal laves f.eks. vejarbejde. Det støv kan havne i lungerne på uskyldige mennesker, og de radioaktive partikler bestråle lungevævet i årtier. Faren for lungekræft er overhængende. Og skulle lungernes rensemekanismer få støvet op, vil det blive sunket og de radioaktive stoffer vil kunne havne andre steder i kroppen og udsende deres stråling der.
Eller tænk på lavaktivt metalaffald, der smeltes om. Det giver radioaktive slagger, der vil kunne bruges bl.a. som fosforkilde i kunstgødning, hvorfra de radioaktive stoffer kan vandre ind i planterne og ende på vore middagsborde.
Kåre Ulbak er formentlig ikke uenig med mig i, at ethvert kræfttilfælde er ét for meget. Derfor kan man ikke bruge de ellers så populære cost-benefit analyser her. Uanset hvilket antal, vi taler om, kan det ikke være rigtigt, at mennesker skal undgælde med deres liv og helbred blot for at atomindustrien kan få løst et besværligt affaldsproblem.
Takket være den folkelige modstand mod atomkraften lykkedes det at holde den ude af landet. Derfor har vi ikke nogen nævneværdig produktion af lavaktivt affald hos os, og derfor er det sådan set ligegyldigt, hvad vores regler for affaldet er. Det vigtige er, at med EU's regler kan vi ikke holde hverken de radioaktive varer eller det radioaktive affald ude af landet - og der bliver ikke tale om nogen form for mærkningsordning. Derfor må Danmark kræve, at der i hele EU indføres regler, der mindst er lige så stramme som de nugældende britiske.

Britiske erfaringer
På et møde den 26 marts meddelte den britiske miljøminister, at UK ikke ville ratificere det nye direktiv, men fastholde den nuværende grænseværdi på 400 Bq/kg total (hvor grænsen i resten af EU er 100.000 Bq/kg). De 150 tilhørere fra atomindustrien klappede ikke. Jeg kender ikke den britiske ministers motiver, men erfaringerne med kogalskaben (BSE) er i frisk erindring i England. Der fastholdt eksperterne også, at oksekødet var ufarligt, indtil de blev overhalet af virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu