Læsetid: 3 min.

Pas dig selv

Debat
21. maj 1999

Vi er flanørens børn. Bange for hinanden, besatte af at være noget. Vi vælter os i ironi, og kalder virkeligheden for sprængt

MASSESTILHED MIKAEL
Der sidder en mand i Londons tube og læser Richard Sennetts The Fall of Public Man. Sikke et sted at læse sådan en bog, udbryder pludselig sidemanden, der hvast får besked på at blande sig udenom. Jamen, kan du ikke se, du er et slående symbol, fortsætter sidemanden, hvorpå den anden rejser sig for at stige ud.

Hvor uskyldigt dette intermezzo end synes at være, så kunne det have været interessant at høre, hvad sidemanden hentydede til. I bogen der udkom for 25 år siden, forsøgte Sennett at spore det offentlige livs deroute tilbage til det bornerte 19. århundrede, hvor protestantismen og kapitalismen ved fælles hjælp aflivede den offentlige samtale og disput, som århundredet forinden svælgede i. Pludselig blev der så stille på café'erne, i parkerne og teatrene, skrev Sennett, der mente, at massesamfundets vigtigste og farligste virkning var massestilheden.

Ordet vækker til forundring. Normalt antager vi massesamfundet for at være uhyre larmende. Det er det selvfølgelig også. Men bagved, mente Sennett, lå en afgrundsdyb stilhed. Optagede af ikke kun os selv, men selvet som sådan, er vi blevet bange for at konfrontere verden, for da slet ikke at tale om at gøre noget ved den. Forestillingen om selvet har fået så megen magt over sindene, at alle sociale anliggender, ligemeget hvor upersonlige de måtte være, skal oversættes til et sprog, hvor de bliver personlige og intime, før vi overhovedet forstår dem.
Politik bliver til sex, roman bliver til biografi, film til skuespillerpræstationer, idræt til navne, handel til en kamp mellem ministre, mens for-ståelsen af institutioner, ideologier, systemer er uden for vor rækkevidde i det intime samfund, Sennetts navn for det 20. århundredes Vesten.

Går man i byen i en dansk provinsby, mærker man hurtigt, at Sennett stadig har ret. I fald folk overhovedet taler sammen, er det med trusler lige før en slåskamp. Skiller man sig ud med en stor næse eller nye sko, får man det straks at vide med grynt eller ekstra ligegyldighed. Kom ikke her.
En voldelig stamme-tavshed råder, og her når ikke engang Radiator-bevægelsen ud, for biblioteket ligger øde hen eller er blevet nedlagt af det lokale nationalistparti ('Hvad skal Danmark med finkultur?'), og boghandlen er lavet om til døgnkiosk. Men vil du have et nyt tv (jae, næsten nyt), skal du bare gå hen på værtshuset.

I 1700-tallets teater mødte man en piften og klappen, der bragte alle implicerede parter i tvivl om, hvor scenen egentlig sluttede. Tilskueren var også aktør, og datidens mennesker havde i det hele taget ikke vores behov for at være én og den samme. Der var større distance til selvet, og kroppen tjente som mannequin.

Masker blev derfor heller ikke opfattet som et skjul for identiteten, men som visualiseringer af forskellige sider af tilværelsen, og teatrets æstetik var flettet ind i hverdagens.
Det 19. århundredes modstykke til den aktive tilskuer var flanør-skikkelsen; den tavse, unge mand der uden passion betragter storbyens liv, og som vil tænke over tingene nok engang, fordi han inderst inde tvivler på eget værd. Han er voyeur og tager ikke del i den offentlige sfære og annoncerer for Sennett dens snarlige død.
Vi er flanørens børn. Bange for hinanden, foruden de nødvendige masker, besatte af at være noget, ordløse. Fordi vi inderst inde godt véd, den er gal, vælter vi os i ironi, og kalder virkeligheden for sprængt.
Men hvem er det, der har slået den itu? Os selv, naturligvis. Vi betragter vore konger og dronninger, som er rykket ind i privaten og er blevet til middelklasseregenter uden stil og retningssans. Vi vil være som dem, og de som os. Tavse eller højst ironiske.

Hvad kan der gøres? Alt mellem himmel og jord.
For at holde mig til sidstnævnte, så kunne vi f.eks. begynde at tale mere på åben gade, svare på direkte henvendelser, skrue ned for frygten for andre, smile mere, flirte mere, og folde bogen sammen engang imellem, for som læseren nok har regnet ud, så var manden i tuben - mig!

*Michael Jalving er ph.d.-studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her