Kronik

Som ringe i vandet

Debat
12. maj 1999

Vi vil opfordre til at de rette personer i besiddelse af den berømte danske iværksætterånd starter en landsindsamling med det formål at købe et krydsermissil

En regn af humanitære bomber falder ned over Jugoslavien. Ikke mod den jugoslaviske befolkning, som NATO's talsmand, Jamie Shea, betoner. Nej, mod Milosevic. Dag efter dag fortæller massemedierne, at det er midlet, som fører os til målet. Danskerne yder ikke kun humanitær hjælp gennem staten. Befolkningen yder også humanitær hjælp på privat basis. Landsindsamlingen, der blev sat i værk for et par uger siden, fik afgørende betydning for vores selvforståelse som hjælpere. Der blev solgt slips og sunget sange, børn tømte deres sparebøsser, bøsser ofrede den private opsparing, parring blev afbrudt for at donere, donorer ofrede deres sidste dråbe, som gav ringe i vandet. Alle skel blev nedbrudt; polycentrismen var for et øjeblik egaliseret, vi var igen enhed - ikke Geselschaft, men Gemeinschaft - vi havde igen identitet som i gamle dage. Og hvad går hjælpen så til? Ikke til humanitære bomber, men til humanitær hjælp i traditionel forstand.
Der er en grundliggende asymmetri i dette forhold. Nu er asymmetrier dog noget af det mest livsbekræftende i denne verden. Et eksempel er, at et af danskernes foretrukne rusmidler er illegalt. Og ikke nok med det: Det fører også til asymmetri. Sådan er vi danskere åbenbart. Tyskeren er kendetegnet ved sin disciplin, englænderen ved sin højnæsede correctness, svenskeren ved sin askese, nordmanden ved sin kølighed og Ny Guineaneren ved sin fallokrypt. Danskeren er kendetegnet ved sin asymmetri. Vi bærer med smil vor byrde. Men det er et skævt smil...
Men just denne asymmetri imellem staten og det private er uholdbar og uudholdelig, i ét ord: uudholdbar. Den er kritisabel fra ethvert synspunkt. Vi vil derfor starte med at redegøre for 'hvert' synspunkt. Vi må eksaminere forholdet mellem staten, individet og moral:

Først var der menneskene, hvis samfund voksede. Ifølge Thomas Hobbes i en tilstand, som var præget af "alles kamp mod alle". Livet var som en barneskjorte - kort og beskidt. Derfor kom menneskenes stater. Det umoralske individ måtte stoppes! Derudover kunne individerne organiseret i én organisme agere mere effektivt, holde militær og sygehuse til at reparere på militærets skader. Her må vi citere den berømte fiktive Lex Luthor, Supermans arvefjende: "Problems are solutions in disguise". Vi må dog bagklogt tilføje: "Solutions are problems in disguise". Det er altså staten, der uden mennesker ville være tom og ikke omvendt: Menneskene ville ikke være tomme, hvis staten ikke fandtes... Så det er individernes kollektive vilje, Rousseaus almenvilje, som staten udlever.
Vi kan med udgangspunkt i ovenstående godt sige, at staten handler moralsk. Mere moralsk end de fleste af os ville gøre på egen hånd. Måske er statens væremåde endda en rettesnor for, hvordan vi synes, hele verden burde se ud. Og vi kan ikke lade være med at være lidt stolte, når vi hører udlændinges længselsfulde suk om det yndige, velbjergede og frisindede land i nord.
Der er imidlertid nogen, der ikke finder statens opførsel retfærdig. Det er samfundets såkaldt stærkeste. Deres handlinger viser, at i det mindste DE kender forskellen mellem stat og individ. De agerer ved simpelthen at stjæle de skattekroner tilbage, som staten på lovlig uretfærdig vis har stjålet fra dem. De hed selskabstømmere for nogle år siden, og gad vide hvad de hedder lige nu: det har staten ikke fundet ud af endnu. Men vi andre som stadig står stauningsk moralske tilbage i vores land, og måske bliver en smule våde i øjenkrogen over at se de røde faner den 1. maj, må støtte op om statens moral. Ikke mindst i den for staten svære krig, som vi for tiden fører imod Serbien.

Jo større staten er, des sværere kan det imidlertid være at skelne imellem statens vilje og de enkelte individers vilje. Dels har staten antaget menneskeform. Den har tilmed et 'ansigt udadtil', som mange individer i tredie verdenslande finder aldeles venligt: BNP som store rundetårnsøjne, en velplejet næseryg af et sundhedssystem, og en stor mund, hvori alle, som ikke behøver arbejde, kan sidde og spise. Det er den danske stats velfærdsimage. Og noget tyder på, at dette julemandsansigt er venligere stemt end mange af individerne. Her ses bagsiden af det tvungne ægteskab mellem stat og individ: Mange føler slet ikke, at staten handler på deres vegne.

På den anden side er der statens ideologiske kritikere. De første store moderne tvivlere med 'effekt' var nok Bakunin og Marx. Men Marx ville udnytte staten i form af proletariatets diktatur, som fører til statens opløsning af sig selv. 40 år senere betragter Nietzsche tilmed staten som del af en institutionaliseret slavemoral. Rækken af klager imod staten er pythonagtig lang, men har været knap så radikal som Nietzsches angreb. Og det seneste store angreb mod staten kommer fra Nietz-sches selvadopterede forældreløse børn: postmodernisterne. Disse akademiske punkere, som transformerer standpunkter og holdninger til flydeprikker og slipninger. Vi lægger øret til den postmoderne kakofoni og hører en røst overdøve en fragmenteret helhed, som nægter sin eksistens: Zygmunt Bauman. Hans problemstilling er: Hvem er skyld i holocaust?
"Sikke et tosset spørgsmål", vil den menige dansker nok sige. Skylden er selvfølgelig tyskernes ekstremt grusomme sindelag. Men på trods af denne viden, lader vi hver sommer disse barbarer besmudse vores dejlige danske vand. På trods af denne viden har vi indgået en militær og politisk alliance med disse vandaler. Og når vi møder dem er vi altid parate til at tale dette dødens sprog. Nej, Bauman mener ikke, at det hænger rigtigt sammen. Når Bauman indkalder den anklagede, er det ikke den tyske folkesjæl, selvom den er sej som læder og hård som Kruppstål. På anklagebænken sidder: Moderniteten.
Bauman tager til dels udgangspunkt i den amerikanske psykolog Stanley Milgrams berømte forsøg, hvor forsøgspersoner fik ordre af forsøgslederen til at påføre andre smerte. En konklusion var, at adfærd, som er utænkelig hos et individ, der handler på egen hånd, udføres uden tøven, når det sker efter ordre.
En anden konklusion er det omvendte forhold mellem viljen til at udføre grusomme handlinger og nærhed til offeret. Med andre ord: Jo længere afstanden er til offeret, jo mere offeret anonymiseres, desto større er tilbøjligheden til at udføre grusomheder, ofte i fornuftens navn. Det er denne mål-middel rationaliet, som er postmodernisternes røde klud.
Hermed aktualiseres begrebet 'Schreibtischtäter', som nu anvendes, fordi skrivebordsgerningsmand lyder endnu mere uæstetisk. Heinrich Himmler havde ingen vanskeligheder med at eksekutere tusindvis af jøder fra sit skrivebord, men da han første gang så en sådan henrettelse med egne øjne, brød han, ifølge den amerikanske journalist, William L. Shirer, grædende sammen. En sådan adfærd muliggøres af hierakiet, en hjørnesten i modernismens differentiering. En stor fortælling er død, vi kan ikke mere bøje menneskets præsociale moral for at nå fortællingens telos. Konklusion er, at civilisationsprojektet, som staten er en del af, er et umoralsk projekt. Kakofonien når sin enstemmige slutakkord: anarki-mol.
Hermed er banen kridtet op:
1. Det, som er rigtigt kollektivt, kan ikke være forkert individuelt. Adskillige store af de største tænkere er med os så langt. Rousseau, Locke og Hobbes synger alle i koret af internationale statstilbedere. De ser staten som et moralsk projekt i sig selv, mens individet i større eller mindre grad opfattes som egoistisk, hvilket selskabstømmerhistorierne viser er korrekt. Ud fra et rationelt politikersynspunkt er den traditionelle humanitære hjælp bekæmpelse af symptomer. For den virkelige årsagsbekæmpelse må ifølge vore førende politikeres ræsonnement stamme fra de humanitære bomber. Hjælpen på privat basis foregår ikke på samme måde. Efter at Kosovo-albanerne er blevet drevet fra hus og hjem, kan de få et telt med hilsen fra den danske borger. Det private initiativ bekæmper ikke årsagerne.
2. Det, som er rigtigt individuelt, kan ikke være forkert kollektivt. Allerede 1700- og 1800-tallets økonomer med Adam Smith i den liberale spids har forsikret os om, at forkastelige handlinger kan have positive følger. Dermed falder egennytte og almennytte sammen. Men det er ikke denne kobling vi refererer til.
Bauman har i sit postmoderne syrebad slået fast, at nærhed ophæves af det kollektive og får det kollektive til at reagere koldt og fornuftigt - umoralsk på en måde, som ikke eksisterer i individets præsociale moral. Det er med dette udgangspunkt, vi kan opstille ovenstående imperativ.

Asymmetrien er direkte uudholdbar. Hvis 1 er rigtigt, handler befolkningen forkert. Hvis 2 er rigtigt, handler staten forkert. Asymmetrien må ophæves! Vi i cirkelkredsen bryder vores konstitutionsbeseglede tavshed for at bevise, at den danske stat ikke er et umoralsk projekt.
Den danske befolkning ser nemlig ud til at dele standpunkt 2. Den konstaterede asymmetri bekræfter dette. Staten, men ikke den enkelte person, er i stand til at smide bomberne. Og det er her vi må, skal og vil råbe vagt i missil. Den eneste måde vi kan rette op på dette, er:
At hævde, at det ikke er umoralsk at smide bomber over Jugoslavien. Vi kan indtil videre kun hævde dette, da der ikke findes nogen universel etisk teori. Men hver dag får vi i massemedierne at vide, at det er moralsk rigtigt at kaste humanitære bomber. Vi må vise, at den enkelte også er i stand til at gøre det!

Vi vil derfor opfordre til at de rette personer i besiddelse af den berømte danske iværksætter-ånd starter en landsindsamling med det formål at købe et krydsermissil.
I forbindelse med et tv-show bliver der lavet en støttesang i overensstemmelse med We are the World-konceptet. Titlen kunne passende være Selv en bombe. Oplagt lead-rapper er L. Ron Harald med Niels Helveg Petersen som leder af et diskret skævt smilende kor bestående af post-pacifistiske socialdemokrater. Helveg er valgt på grund af sin radikale evne til at synge tvestemmigt med sig selv. Soloen varetages af Jodle-Birge, da han, som vi alle ved, lyder som et krydsermissil fem sekunder før nedslag.
Tv-showet hostes af værterne Kirsten Jacobsen og Svend Bergstein. Jacobsens fornemme opgave bliver at reducere den jugoslaviske nation til personen Milosevic - samt at bevise, at de to Kosovo-albanere, som den danske nation tager som flygtninge, formerer sig i en grad, som bevirker, at et Kosovo-albansk parti vinder folketingsvalget i 2038.

Bergstein fortæller om krydsermissilets funktionsmåde og foreslår oplagte mål i Jugoslavien. Det endelige mål afgøres via en telefonafstemning. For de indsamlede penge bestilles missilet direkte hos Pentagon, som også sørger for transporten til Danmark i en af den amerikanske marines atomdrevne ubåde.
Krydsermissilet køres i karet gennem København efter en på forhånd bestemt og husstands-omdelt hyldestrute.
Turen ender på Rådhuspladsen, hvor en repræsentant for landsindsamlingen vil tilføje missilet følgende påskrift: "Med venlig hilsen! Den danske borger". Herefter står borgernes eget krydsermissil i affyringsposition, mens børn fra diverse fritidsordninger får til opgave at dekorere det, så det får et individuelt dansk præg. Herefter vil missilet være klar til affyring.
Anden del af tv-showet følger Hans Hækkerups berømte motto: "Man kan ikke vende ryggen til!" Krydsermissilet startes fra Rådhuspladsen, efter at vi har sunget Der var et yndigt land. Og over det ganske land vil den danske familie sidde i sofaen og følge dette scenario.
Efter affyringen og et godt gedigent underholdningsprogram, klinger Claus Borres kommentator-stemme frem i æteren og billedet sendes nu direkte fra det kamera, som er installeret i missilets snude. Og det er næsten som om vi atter kan høre Gunnar Nu Hansens stemme: Nu! Nu! Nu!
Hvis dette ikke kan gennemføres, er moralen klar: Opløs Nato, opløs Europa, opløs Jugoslavien, opløs Danmark!

*Arne Johannsen og Janus Kodal er medlemmer af cirkel-kredsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her