Læsetid: 1 min.

Et rødt flag falmer

1. maj 1999

Når jeg ser et rødt flag falme

Når jeg ser et rødt flag falme
på en øl-blank forårsdag,
kan jeg høre den verdslige salme,
om da Verden endnu var vor sag.
Og det smældede stærkt under himlen -
var det modvinden, som gav os kraft?
Nu' vi ene og mætte midt i vrimlen,
har vi vundet - og tabt, hvad vi har haft?

Hør visionens sidste kramper:
Øllers kluk til flagets brus!
Sådan lyder idéer, der fordamper:
Første maj det er solskin og en rus.
Men jeg elsked dets farve som bette,
da min mor tog mig med i sin hånd
og beretted om alt det gode ved det:
Det var os, det var lighed, der var bånd.

Der er flere slægters striden
bag den fremtid, vi står i.
Blev de solgt eller brændt ud før tiden
for at føde på magtens pamperi?
Det var afsavn og kampe og storme,
fanen dengang stod levende i.
Den er mølædt af lyserøde orme -
den er ædt af konsensustyranni.

Den var håbets ene fane,
gjorde fronten vid og bred.
Nu er folk ligeglade af vane,
når de ser én, som ikke mér er med...
Den er bleg i en velstillet verden -
er du indenfor, har du det nemt!
Den var fanen, der favned alverden.
I dens folder er fremtiden klemt!

Dediceret Europas 'nye' socialdemokratier

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu