Læsetid: 2 min.

Spørger i vest og svarer i øst

Debat
26. maj 1999

En del amerikanske forfattere er dog ikke så ringe endda

LITTERATUR
I en munter kommentar i Information den 29. april diskuterer Bent Vinn Nielsen Ossi- contra Wessi-litteratur, og da jeg ser mig selv draget ind i sammenhængen, har jeg lyst til at komme med et par kommentarer. Jeg er naturligvis stolt over, at Vinn Nielsen synes, at jeg er bedre end John Updike (det synes jeg også), men det bekymrer mig samtidig lidt, at Bent Vinn Nielsen ikke er 100 procent fan af det, jeg laver. Det burde han være. Det er nu ikke mit hoved-ærinde, det der bringer mig til tangenterne er Nielsens noget overfladiske omgang med kvalitetskriterierne i det hele taget.
Lad gå med at Isaak Babel er bedre end Hemingway, men hvis nu Bent Vinn Nielsen lod være at køre med Tordenskrald-Rundetårn-modellen ville han måske have en større chance for at se, hvor god Hemingway er, når han er bedst trods alle Babeler og Stendhaler og Maupassanter eller hvem Hemingway nu ellers målte sig med eller havde læst.
Det samme gælder de øvrige amerikanske forfattere, Bent Vinn Nielsen fejer af bordet. Joseph Hellers Punkt 22 er utvivlsomt hans bedste bog, men tænk bare at have skrevet den! Og hvad Philip Roth angår, så er hans Amerikansk pastorale, som netop er udsendt på dansk, et hovedværk og mindst på højde med Portnoy's genvordigheder. Hvis Bent Vinn Nielsen ikke kan genkende kvaliteten i E. L. Doctorows Ragtime (for nu at tage et eksempel), er der noget i vejen med hans æstetiske balanceapparat, og John Irving har faktisk skrevet en fremragende roman (Garp), ligesom der angiveligt var ikke så lidt luft under vingerne i Jongs Luft under vingerne.

Ud med badevandet
Vi kan hurtigt blive enige om, at de pumpede hamburgerrygge, der går under betegnelsen 'bestsellere', ikke er værd at ofre hverken tid eller penge eller opmærksomhed på, og at det er synd og skam at så få kender Agota Kristof.
Men det behøver ikke i et anfald af irritation få en så tænksom læser som Bent Vinn Nielsen til at smide en halv snes agtværdige forfattere ud med badevandet, ja selv Updike's Couples plus en håndfuld af hans noveller er faktisk mere end læseværdige.
Jeg hører ikke til den kategori af forfattere, der sidder ved telefonen og venter på et opkald fra den svenske Nobelpris-komite og ynker faktisk dem, der gør. Til gengæld synes jeg, det bør understreges, at Det svenske Akademis sans for Ossi-litteratur er påfaldende, hvis det nu endelig skal være.
Jeg ved jo ikke, hvor ivrig en læser af Wislawa Szymborska, Bent Vinn Nielsen var, inden hun fik prisen i 1996, nogen bestseller-hamburgerryg kan man ikke kalde hende, ligesom betegnelsen ville sidde akavet på ryggen af Czeslaw Milosz (1980), Elias Canetti (1981), Jaroslaw Seifert (1984), Claude Simon (1985), Joseph Brodsky (1987) og Seamus Heaney (1995) - for nu bare at tage en håndfuld.
Idiosynkrasi er et godt salt i en kritisk bevidsthed, og jeg siger da også: At man skal være forsigtig med at fyre en alt for stor kanon af eller skyde med spredehagl, for kuglerne har tendens til at ramme folk, der faktisk ikke fortjener at blive lagt ned.
Quod erat demonstrandum. Og prøv så at læse Hellers erindringer, de er nå int' så ring endda.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her