Kronik

Alle skal med toget

Debat
20. maj 1999

Vi er kommet ind i den globale økonomis verdensorden. Og den har givet os nye problemer, som vi kun kan løse gennem indførelse af nye spilleregler i verdenssamfundet

Da de borgerlige demokratier kom til for 150 år siden, skete det bl.a. fordi man ville have indsigt i og styr på de offentlige kasser. Ikke mindst havde den offentlige administration vokset sig stor og dyr i 1700-tallet med voksende skatter til følge. Nu skulle staten under offentlighedens kontrol og skatterne ned. Alligevel er det offentlige taget til i omfang og skatterne vokset under demokratierne. Især efter Anden Verdenskrig, hvor velfærdsstaten og forsørgerstaten blev til. For at standse denne vækst indsatte borgerne i slutningen af 1970'erne og 1980'erne liberale og konservative regeringer, men det offentlige og skattetrykket blev ved at vokse.
Mekanismen i dette vokseværk er selve det liberale demokrati. I dette finder enhver gruppe sine krav til det offentlige velbegrundede, hvorpå partierne for at sikre sig de sidste marginaler ved valgene giver sig til at imødekomme kravene. Da der altid er et problem, man gerne vil være fri for, er der også et parti, som lover at fjerne det. I lande med koalitions- eller mindretalsregeringer vil kravene fra marginalgrupperne følgelig have store muligheder for at blive opfyldt og dermed sikre den fortsatte vækst i den offentlige sektor og skattetrykket. I lande med flertalsregeringer sker det samme. Flertallet ligger som regel på vippen, hvorfor man skal have de sidste vælgergrupper med.
Derfor ser man det forunderlige, at man ikke kan vinde valg med løfter om skattenedsættelser. Borgerne tror ikke på løfterne og synes i øvrigt, at staten og kommunerne skal løse deres problemer. Vi får jo alle brug for de forskellige ydelser før eller siden, eller kender i det mindste en, som gør det.
Når mekanismen fungerer så stærkt i de liberale demokratier, skyldes det, at vi har indrettet os med en atomiseret familiestruktur. Familien forbliver kun sammen i op til 20 år, hvorefter børnene flyver fra reden og enhver skal klare sig selv. Kan vedkommende ikke det, skal det offentlige træde til. Ingen ønsker naturligvis at være bundet af forpligtelser og problemer, man kan få andre til at løse. Og derfor vinder de partier vinder, som lover at løse dem. Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, måtte det offentlige træde til med børnehaver og ældrepleje. Nu var der ikke længere den gratis hjemmearbejdskraft at trække på. Til gengæld fik det offentlige to indkomster i familien at trække skat af.

Det liberale, atomiserede samfund er et 'øjeblikssamfund'. Vi lever her og nu og regner ikke med noget efter døden. Vi sparer nok op til alderdommen under forudsætning af, at det kan betale sig i dag i form af skattefradrag. Forsvinder skattefordelen, forsvinder opsparingen, hvorefter vi forventer, det offentlige træder til, hvis vi overlever til pensionsalderen og står uden formue. Og står vi endelig med den, tager det offentlige den fra os, hvis vi får brug for dets støtte, hvilket selvfølgelig fremmer øjeblikkeligheden. På den måde bliver øjeblikssamfundet samtidig et konsekvensløst samfund. Vi tager ikke konsekvenserne af vore personlige valg, men forlanger, at de tages af det offentlige, som tager sig betalt via skatterne, som følgelig vokser. Derfor ser vi samtidig, at det konsekvensløse øjeblikssamfund normalt har store betalingsbalanceunderskud, lav personlig opsparing og stor statsgæld som følge af budgetunderskud.
Betalingsbalanceunderskuddet hænger sammen med her-og-nu-forbruget, som ikke levner plads til opsparingen; thi får vi problemer senere hen, stemmer vi på dem, der lover at løse os fra konsekvensen af vore handlinger, f.eks. at vi tog nogle charterrejser i de gode år i stedet for at spare op til de ældre år. En følge af denne mekanisme er statsgælden og budgetunderskuddet. Staten skal jo løse problemerne for os, men da vi samtidig protesterer mod alt for høje skatter, skal det ske ved, at staten låner penge i udlandet eller udsteder statsobligationer. Så er det jo ikke den stemmende generation, der skal betale for overforbuget, men kommende generationer, der ikke stemmer. Det var en mekanisme, allerede David Hume påpegede i 1752, hvor han skrev, at enhver finansminister budgetterer med budgetunderskud, fordi renterne først skal betales af efterkommerne, der ikke har stemmeret.

Over for denne liberale, atomiserede samfundsmodel, hvis drivkraft er markedet og kapitalismen, står en anden samfundsmodel med samme drivkraft, men uden samme liberale familiestruktur. Den bygger ikke på individet, men på familien som en stamme. I denne familiestruktur forbliver familierne samlede, også når alle er voksne, og man er indstillet på at skulle løse opgaver for hinanden. Man har derfor en høj personlig opsparing. Der kan jo komme til at ske noget senere i livet eller i familien, man skal klare. Man udskyder følgelig sit forbrug og har normalt overskud på betalingsbalancen, lavere skatter og som oftest budgetoverskud.
Disse stammekapitalistiske samfund er typisk de sydøstasiatiske, det japanske og i Europa det tyske. Deres lavere forbrug bevirker, at de importerer mindre og derfor lettere får eksportoverskud. Samfund med den liberale familiestruktur importerer mere end de eksporterer. Det skyldes deres højere her-og-nu-forbrug. En typisk amerikaner sparer således kun halvt så meget op som en typisk japaner eller sydøstasiat. Denne amerikaner bruger som pensionist sin opsparede formue til sundhed og rejser, hvorfor det amerikanske sundhedsforbrug som andel af BNP er det højeste i verden. Den liberale amerikaner med den atomiserede familiestruktur lægger ikke til side til børnene. Det gør derimod asiaten, hvis forbrug følgelig er mindre.
Vi står således ikke med én kapitalisme, men med to: Den atomiserede kapitalisme og stammekapitalismen. Den første importerer den sidstes produktions-overskud. Den dag, de liberalkapitalistiske lande, og ikke mindst USA, sætter ind overfor deres handelsbalanceunderskud, vil de stammekapitalistiske lande stå med et uafsætteligt produktionsoverskud og deres økonomi vil brænde sammen. Det er formentlig just, hvad der er ved at ske i verdensøkonmien.
Der produceres og tilbydes mere på verdensmarkedet, end der sælges, hvorpå priserne falder. Det øger realindkomsten hos os, men skaber kriser hos de andre, som derpå devaluerer, hvorefter vi kommer i krise, og så fremdeles i en nedadgående spiral. I stedet for en inflation får vi en deflation, som verden skal finde ud af at håndtere. Lige nu er det først og fremmest de internationale spekulanter, der forstår at håndtere deflationen med yderligere, nationale kriser til følge.

Vi står derfor med flere opgaver samtidig. De liberalkapitalistiske samfund kan ikke blive ved med at sende regningen til de ufødte vælgere. Det har vi langt om længe erkendt for miljøets vedkommende, hvor den konservative Burke's "kontrakt mellem generationerne" fra det 18. århundrede er blevet til vor tids krav om "bæredygtig udvikling". Vi er nu ved at erkende det samme for statsgældens vedkommende.
Derfor har EU stillet krav om, at statsgælden skal nedbringes. Men dette krav har naturligvis skubbet til kriserne i de stammekapitalistiske samfund. Der må tid, overgang og aftaler til. Og netop aftaler er nødvendige, hvis man skal undgå den internationale spekulation i den globale økonomi.

I dag vil ni ud af ti dollars, der omplaceres mellem valutaerne på Wall Street blive flyttet for at opnå nogle hurtige gevinster. Kun den sidste dollar har noget med handel og tjenesteydelser at skaffe. Kan vi indgå internationale aftaler, som rammer den kortsigtede spekulation til gavn for de få, der til gengæld skaber langsigtede problemer for de mange i de spekulationsramte lande, opnår vi at bevare markedets dyder uden at rammes af dets lyder. Skal markedet forblive frit, må det reguleres.
Det drejer sig ikke om at stoppe væksten og produktionen, men om at miljøforbedre og udnytte den, så de arbejdsløse får job og de tre mia mennesker, som kommer til mellem år 2000 og 2025 får uddannelse og arbejde.
Skal dette lykkes, skal der en økonomisk vækst uden sidestykke til i deres samfund. Og de skal have store handelsbalanceoverskud, hvilket logisk set fører til underskud hos os i samhandelen med dem. Men den går jo ikke, for vi har behov for overskud for at fastholde og udbygge vor velfærd. Vi skal skabe overskud andre steder og satse på, at de med deres voksende købekraft køber hos os.
Vi kan ikke alene leve af at levere tjenesteydelser til hinanden i vores atomiserede samfund. Der skal også penge ind i landet, hvilket forudsætter, at vi eksporterer varer og tjenesteydelser. Ellers forsvinder vores evne til at løse problemerne for hinanden. Og hvordan går det så med demokratierne i de liberale, atomiserede samfund?
Vi er kommet ind i den globale økonomis verdensorden. Og den har givet os nye problemer, som vi kun kan løse gennem ændringer hos os selv og indførelse af spilleregler i verdenssamfundet med henblik på at få alle med. I denne orden er den frie økonomi lokomotivet. Det er imidlertid en politisk opgave at tilse, at alle vogne er koblet på toget.

*Per Stig Møller er MF, dr. phil. og forfatter, der senest har udgivet bogen 'Magt og afmagt'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her