Læsetid: 4 min.

Den uundgåelige udvikling

Debat
26. maj 1999

Parabolerne er nået til Afrika. Som gigantiske pessarer stiller de skarpt på alt, hvad der rører sig på stjernehimlen

MEDIEHAVET
Et par gange om året får jeg et kanontilbud ind af døren. Det drejer sig naturligvis om TeleDanmarks uimodståelige hybridpakke, der kan forsøde min tilværelse med "ikke mere, men bedre tv" for en klatskilling af 3.995 kr. samt 140 kr. om måneden i abonnementsudgift.
Det siger sig selv at du så naturligvis osse selv skal grave skyttegraven til kablet fra dit hus ud til fortorvet, som jeg godt kan huske lignede Slaget ved Somme for et par år siden, da de lagde kablet ned. (Jeg troede dengang at det var gasledningen, men den kom året efter). Man sparer tusind kroner, og kan så se det hele. CNN, Discovery, Eurosnork. Hele svineriet, Den Store Pakke.
Men fruen bliver altid enig om, at det bliver der ikke noget af. Misundeligt skæver jeg til naboens, genboens og den anden genbos parabolantenne, men føler samtidig en vis blufærdighed over at skulle investere i sådan en tingest, og udstille den til offentligt skue.
Det er lidt som at lade sine pornoblade ligge frit fremme. Som gigantiske pessarer stiller de skarpt på alt, hvad der rør sig på stjernehimlen. Det diskrete kabel, der underjordisk penetrerer bungalow'en, giver knivskarpe billeder på samtlige 28 kanaler, og umærkeligt trækker de månedlige rater over PBS'en, tiltrækker mig langt mere.
Som gammel betonstrukturalist har jeg altid været skeptisk overfor postmoderne teorier om mediernes magt. Jeg har altid ment, at tanken om at tv-mediet i sig selv skulle være i stand til at determinere, hvad der er virkelighedens verden, var for langt ude.
Ganske vist er det klart, at tv er den herskende klasses opium for folket, men at tilkende medierne en egen social kraft, der skulle være i stand til at hæve dem over klassekampen, har jeg regnet for reaktionær. Som kritisk intellektuel har jeg derfor også udelukket, at tv skulle komme til at styre min virkelighedsopfattelse. På det seneste er jeg dog kommet noget i tvivl.

"Far, findes Casper Christensen i virkeligheden?", spurgte min søn for nogen tid siden. Stolt kunne jeg fortælle ham at vi faktisk kendte een, der kendte ham, så den var god nok, jo det gjorde han.
Men det er et godt spørgsmål. Visse mennesker virker i hvert fald som om, de ikke eksisterer uden for tv-kameraernes rampelys. Vore politikere, især en ny halvfemserhybrid, eksemplificeret ved Gerhard Schröder og ikke mindst vores egen Poul Nyrup har man nogle gange mistænkt for at slukke samtidig med at tv-apparaterne gør det. En interessant tanke - Lone, der tænder ham om morgenen ved et tryk på remoten.

Et af de mest tydelige eksempler på, at virkeligheden er ved at slippe seerne af hænde, er historien om den engelske gruppe journalister, der tog til Østeuropa for at købe en atombombe. Der verserede efterhånden så mange rygter om det sorte våbenmarked, der var opstået efter Sovjetunionens hendøen, at denne gruppe satte ud for at finde en bombe, give sig ud for at være terrorister, købe den, rydde forsiden, optrevle våbenmafiaen og redde verdensfreden.
Det viste sig imidlertid at være svært at finde en, og først efter lang tid og megen rejsen rundt i de østeuropæiske metropoler var der tilsyneladende bid. Stor var ærgrelsen derfor, da det viste sig, at dem de ville købe bomben af, var en anden gruppe journalister. De var ude og lede efter internationale terrorister.

Efterhånden har jeg erkendt, at virkeligheden er under konstant pres for at virke mere medieegnet. "Aqua-Lene smider bukserne for flygtningene" som kioskbaskeren forkyndte fornylig, er et foreløbigt højdepunkt for, hvorledes den øjeblikkelige Kosovo-konflikt diskret vinkles for at optimere salgs- og seertallene.
Jeg synes selv at jeg har tacklet denne erkendelse på en ret genial måde. Jeg er holdt op med at interessere mig for politik, og er i stedet begyndt at gå mere op i fodbold.
Hvor politikerne i stigende grad af mediehensyn specialiserer sig i at sige ingenting, ser vi en langt mere præcis udlægning af fodboldens virkelighed på fjernsynet, end den dommeren når at opfange.
Hvor mange off side-kendelser har vi ikke måttet erkende var fejlagtige gennem tiderne? I stigende grad ser jeg derfor kun fjernsyn, når der er fodbold. Og her er det, at man efterhånden er på den, hvis man ikke er koblet op på mere tidssvarende modtageforhold.

Igennem mit arbejde kommer jeg en del i forskellige afkroge af Afrika, og det er en stor fornøjelse, mest fordi man ikke bliver bombet konstant af medierne. Man begynder langsomt at finde ud af, hvad der interesserer een. Man opsøger den information, som man kunne tænke sig.
Og her er der virkelig sket noget de senere år.
Satellit-tv har gjort det muligt at følge med i de europæiske fodboldturneringer på en hel anden måde, end vi er i stand til herhjemme, hvor de nationale tv-stationer efterhånden ikke viser andet end kvindehåndbold.
For et par måneder siden var jeg så heldig at gense Mpwapwa, som jeg boede i fra mit niende til mit elvte leveår.
Mpwapwa er en lille by i det centrale Tanzania, et hyggeligt sted omgivet af bjerge. Da det nu var næsten 30 år siden, jeg havde været der, og jeg i de 30 år havde brugt næsten halvdelen af tiden på at studere udviklingsproblemer, var det naturligt for mig at stille mig selv det meget besynderlige spørgsmål: Havde stedet udviklet sig?
Udviklingen var blevet mere 'bæredygtig'. Nu skulle børnene betale for at komme i skole. Og de voksne skulle betale for at komme på hospitalet. Vejene var blevet dårligere.
Spurgte man folk, om de havde haft udvikling, sagde de "ja, vi er blevet mange flere". Og så havde de fået fjernsyn. CNN, Discovery, Supersport. Hele svineriet, direkte transmission fra både Premier og Champions League. Et udbud jeg aldrig ville få råd til herhjemme.
Det virkede virkelig uvirkeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her