Læsetid: 3 min.

5000 - 0 til alliancen

Debat
17. juni 1999

Man kunne have accepteret, at statsministeren talte om "en sejr for humanismen", hvis tragedien havde frembragt andre resultater end det frygtindgydende: Alt er som før, bare værre

FRED
Der er - som A. M. Rosenthal skriver i The New York Times - ingen grund til at åbne champagnen eller holde sejrs-parader efter NATO-alliancens 'sejr' i Kosovokrigen. Selv om man går på kattepoter og ikke har lyst til at udfordre nogen, er det svært at komme uden om kendsgerningerne. Hvad der var krigens udtalte formål - at standse Slobodan Milosovic' galmandsværk i form af etnisk udrensning - er ikke lykkedes.
Tværtimod satte luftbombardementerne først for alvor gang i rædslerne, så der nu kun er en ødemark tilbage i Kosovo, mens de overlevende i milliontal sidder udenfor og stirrer ind på ruinerne.

Hvad er der tilbage
Formål to var at få alle flygtningene tilbage til deres hjem, og et liv i frihed og uden overgreb. Men hvad vender de hjem til, udover ruinerne og gravene og landminerne og elefantfælderne? En serbisk befolkning, som - hvis den ikke allerede er flygtet - ingen Kosovo-albaner efter eget udsagn kan leve sammen med på baggrund af rædslerne.
Ifølge Time ser regningen for krigen sådan ud: Der blev fløjet 35.000 togter af alliancens fly, som tilsammen affyrede missiler og kastede bomber, i alt 20.000 stk., 40 broer blev ødelagt, 120 tanks, mere end 100 fly, 5.000 mand mistede livet, 1.200 civile omkom, en million Kosovo-albanere flygtede (hvor mange og hvem, der er såret og lemlæstet, har man ikke tal på), men prisen er for Serbien 40 milliarder dollars, for USA 2.2 milliarder dollars og for NATO mere end tre milliarder.

Han sidder der stadig
Alle synes enige om, at så længe Slobodan Milosevic sidder i Beograd (med sin lamme venstre arm efter et slagtilfælde), kommer man ingen vegne med demokratiseringsprocessen eller en tilbagevending til 'normale tilstande'. Men Slobodan Milosevic sidder der stadig, ligesom Saddam Hussein sidder i Bagdad og Mohammar Gha-daffi i Libyen, uantastet af dem, der prøver på at få ham dømt ansvarlig for Lockerbie-katastrofen.
Man kunne måske have følt sympati for aktionen, hvis bare et forhold var opfyldt på rimelig vis, hvis bare et menneske havde undgået sin skæbne under den etniske udrensning, hvis bare en bro var blevet stående, hvis Slobodan Milosevic og hans hird ikke sad, hvor de sidder.
Man kunne have deltaget i forargelsen og lyttet med sympati til den højstemte patos i alliancens propaganda, ja måske endda fundet det acceptabelt, at den danske statsminister efter fredsslutningen kunne tale om krigen som "en sejr for humanismen", hvis tragedien, som den udfoldede sig, havde frembragt andre resultater end det frygtindgydende status quo, der hedder: Alt er som før, bare værre.

En sen velsignelse
I sidste time lykkedes det en håndfuld danske og internationale intellektuelle at give en fortsat bombekampagne deres velsignelse.
Det må have glædet dem at læse om et heldigt togt, hvor en B 52'er omdirigeret specielt til denne opgave efter rati-ficeringen af fredsaftalen, ved hjælp af klyngebomber fik has på mere end 500 serbiske soldater på åben mark. Vel sagtens fra 10 kilometers højde.
Jeg er overbevist om, at Pia Tafdrup og Suzanne Brøgger og de andre kommer til at skrive mange glimrende bøger efter dette, men jeg misunder dem ikke, at de i en rum tid fremover sandsynligvis vil se Madeleine Albrights ansigt i stedet for deres eget, når de kigger i spejlet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her