Læsetid: 4 min.

Den dag cykelsporten døde

28. juni 1999

Cykelsporten er symptom på en ubalance, som ikke kun berører idrætsforskeren og sportsfanatikeren, men os alle

Tour
Egentlig er vi alle hyklere. En flok fascinerede hyklere. Præcis som da Jim Morrisson, Janis Joplin eller Curt Cobain døde, vidste vi egentlig godt, der var noget galt. En udpræget ubalance var til stede. Men så længe vi var betagede, så længe musikken spillede, og poesien flød, så længe kunne vi fint lukke et øje eller to, mens den ene store oplevelse afløste den anden.
Men så en dag var det pludselig slut. Således også med cykelsporten, den af alle sportsgrene, der gennem tiderne har været omgærdet af mest fascination, poesi, drama og mystik. Den sport digterne og forfatterne har skrevet mest om. Men i 90'erne begyndte sporten at skrante og troede fejlagtigt, den kunne medicinere sig ud af problemerne. Desværre endte behandlingen i et misbrug, og cykelsporten døde den dag, Marco Pantani blev pillet ud af Giroen.

Beviserne var der jo
Man kan undre sig over, hvorfor så mange mennesker har lukket øjnene, for det forløbne år har rygterne verseret, men hvor var beviserne? De var der faktisk hele tiden, tydeligst i Festina-affæren. Derudover har en australsk undersøgelse påvist, at 2,8 procent af alle eliteryttere har forhøjet hæmatokritværdi. Set i lyset af UCI's helbredskontroller, hvor over 25 ryttere er udelukket, og set i lyset af at 11 unge ryttere ved Schweiz Rundt (U-23) blev udelukket, vil det så ikke være forfriskende, om nogen undersøgte denne gruppe nærmere, nu da der rent faktisk findes en analysemetode. La Société du Tour de France kunne vise ægte vilje i stedet for kun at bortvise nogle hold i en tid, hvor stort set alle professionelle cykelhold har fået ryttere udelukket for lidt af hvert og det hele.

Forældet syn på sport
Hvilke værdier forventer vi os af elitesport i et moderne, kommercielt medie-samfund?
Her kommer man ikke uden om idrætsforskeren Verner Møller, som i forbindelse med lanceringen af en bog om doping (udkommer den 3. juli) i flere medier har givet sine standpunkter til kende: Elitesport er en illusion. Illusionen udspringer i vores grundsyn på sport, som er forældet. Sport er ikke længere lig med sundhed, men derimod højtbetalte atleter, som på flere tv-kanaler er villige til at gamble med helbredet for at nå deres mål. Hertil skal lægges, at doping blandt cykelryttere herhjemme, ifølge DCU's nye rapport, har bredt sig til amatørernes og motionisternes rækker.
I forlængelse heraf mener Verner Møller, det er naivt af sportens ledere at kæmpe for en ren sport, fordi det ligger i elitens natur at ville vinde for enhver pris. Følgeligt mener han også, doping er i orden. Bare atleterne ikke slår sig ihjel. Her begiver vi os så igen over i kunstens - eller rockmusikkens - verden. I den trives illusionerne og drømmene også i udpræget grad. Så meget, at det perfekte bedrag i nogen grad er blevet en del af vores kultur.

Jagten på et ideal
Selv om Verner Møllers synspunkter på mange måder er frisk luft i stuen, så er det ikke desto mindre bekymrende, at en af de mest markante idrætsforskere herhjemme argumenterer for at frigive doping. For i jagten på et nyt æstetisk ideal, sidestilller han utilsigtet cykelryttere med trafikofre - for hvem EPO blev opfundet - hvorfor det kunstneriske indtryk lander et sted mellem en film af volds-æstetikeren Quentin Tarantino og et maleri af mareridtsmaleren Michael Kvium.
For sport er ikke kunst. De to størrelser er på et punkt fundementalt forskellige: Kunsten er en abstrakt størrelse. Den lever i kraft af det finurlige, det utraditionelle og til en vis grad det forbudte, som udvider vores horisont. Det utæmmelige - det ukontrollerede - er selve kunstens eksistensgrundlag.
For sport gælder det modsatte, nemlig at lige børn leger bedst, hvorfor der nødvendigvis må være regler. Ellers forsvinder konkurrencemomentet og eksistensgrundlaget.
Samtidig er sport på en anderledes håndgribelig måde end kunsten en del af vores hverdag. Sport og idræt er en del af en bredere folkelig kultur og en integreret del af samfundet. Derfor har det omkringliggende samfund vedtaget en række love og regler, herunder at forbyde doping, hvilket måske overrasker en række hardcore cykelfreaks. Kunsten er naturligvis også en del af samfundet, og dens rammer reguleres flittigt, men kunstens udtryk reguleres ikke.

En verden i opbrud
I stedet må tiden være inde til at gøre op med den ligegyldighed, der hersker i en tidsalder, hvor traditionelle og prøvede grænser smuldrer og nye samfundsværdier og
-normer hastigt defineres. En lang række andre sportsgrene har store dopingproblemer, og måske er elitesportens krise kun et sympton på en verden i mere generelt opbrud.
Ligesom kunsten, afspejler sporten det omkringliggende samfund, som tilsyneladende er ved at udvikle sig til et kunstprodukt. På den måde er sporten med cykling i spidsen i fin trit med udviklingen: Kunstigt klon-liv, kunstig intelligens i form af computere, vækstfremmere, lykkepiller, medicinering af raske mennesker, hybridnet, internet, listen af surrogater som erstatning for det bestående er lang. Man kan undre sig over nytteværdien af disse håndgribelige fænomener. Med mindre man synes, underholdningsværdien i samfundet generelt er for lav.
Midt i det hele glemmes gamle værdier i bestræbelserne på at definere nogle nye.
Mest bekymrende er, at midt i flimmeret flytter vores virkelighedsopfattelse sig ud i gråzonen, ud i ingenmandsland, hvor der ikke er langt fra fascination til ligegyldighed. Men måske føler vi en tryghed i nuets absurde skalkeskjul, fordi vi ikke vil mindes om verdens forandring og forfald. En verden med flere og flere informationer og påvirkninger, som bliver sværere og sværere at overskue.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu