Men flere kvinder i Europa-Parlamentet giver ikke mere ligestilling.
Ligestilling handler om holdninger, ikke om biologi
VALGBARHED
I de allersidste timer af det, der ellers havde været en lidt politisk tam valgkamp op til Europa-Parlamentsvalget, faldt der mange og drøje hug. 'Kællingekrigen', kaldte en skuffet kandidat årsagen til hans manglende valg. 'Pjat', sagde nogen om at andre pointerede valget af både kvinder og mænd som et væsentligt ligestillingspolitisk budskab.
Resultatet, som efter åndeløse timer af fintælling nu er kendt, har givet en fordeling på 37,5 procent valgte kvinder og 62,5 procent valgte mænd.
Ser man på partiernes resultater i tal, er billedet straks mere blandet:
Tal er jo en sjov ting
Socialdemokratiet fik valgt 66 procent mænd, Radikale fik valgt 0 procent mænd, SF fik valgt 0 procent mænd, JuniBevægelsen fik valgt 66 procent mænd, Folkebevægelsen mod EU fik valgt 100 procent mænd, Konservative fik valgt 100 procent mænd, Venstre fik valgt 60 procent mænd og Dansk Folkeparti fik valgt 100 procent mænd.
Alvorlige problemer
Vi kan altså konkludere, at ligestillingsspørgsmål skal vi gå til de Radikale eller SF med - eller kan vi? Tal er jo en sjov ting, der indimellem bruges til at fortælle noget de ikke kan. Skulle tallene alene være en indikator på hvor høj prioritering ligestillingsarbejdet har, så har stort set alle partier alvorlige problemer. Ingen har en fordeling mellem kvinder og mænd, der afspejler kønssammensætningen i befolkningen.
Men selvfølgelig - vil nogen sige, var det jo også kun 50 procent af vælgerne, der gad bruge deres demokratiske ret og sætte et kryds den dag - og vi ved godt at kvinder er mere skeptiske overfor EU-samarbejde end mænd, så mon ikke det kunne have en indflydelse. Men det er faktisk ikke en forklaring. Uanset hvem, der har stemt - og hvem, der blev valgt - er det nemlig besynderligt hvordan kvinder - uanset deres øvrige politiske udmeldinger - fortsat og uafladeligt kædes sammen med en garanti for mere ligestilling.
Let at få øje på
Det kan godt være, at kvindelige kandidater nogen gange lettere får øje på ligestillingsproblemer og mulige politiske tiltag for at rette op på diverse kønsskævheder i vores samfund, men det kan faktisk lige så godt være, at mænd indtager udvalgsposter og prioriterer ligestillingsarbejdet højt som f.eks. Freddy Blak har gjort det i parlamentets kvindeudvalg, og Torben Lund forsøgte det i valgkampen.
Det kan også godt være, at miljø- og transportpolitik interesserer kvindelige kandidater mere end ligestilling.
Der er således ingen garanti for at man ikke får ligestillingsarbejde ud af at vælge en mand, ligesom der ingen garanti er, for at man får det, ved at vælge en kvinde.
Refleksionen over den forgangne valgkamp og valget, som det faldt ud, bør derfor medtage, at flere kvinder ikke automatisk og pr. definition giver mere ligestilling. Det at have kandidater af begge køn er imidlertid vigtigt, på samme måde som det, at have kandidater med forskellig uddannelses- og etnisk baggrund og fra forskellige geografiske områder, er det.
Samfundsafspejling
Det er en vigtig konsekvens af et samfund, der - i hvert fald i princippet - styres som repræsentativt demokrati, men det handler altså ikke automatisk om særlige politiske prioriteringer.
Et af de spørgsmål vi derfor passende kunne bruge de næste fem år til at drøfte, er hvordan vi sikrer, at sammensætningen af kandidatlister afspejler et repræsentativt demokrati.
Kun ved at partiernes kandidater afspejler befolkningen i al dens kønsmæssige, etniske, uddannelsesmæssige og geografiske mangfoldighed, kan vi sikre en bedre opbakning til den demokratiske beslutningsproces et sådant valg også er.
Et andet spørgsmål, som vi må og skal drøfte i forhold til Europa-Parlamentets arbejde og Amsterdamtraktatens nye bestemmelser om ligestilling, er hvordan alle 16 kandidater vil fremme det område, som alle lande har valgt at prioritere højt - også efter valgkampstumlen er stilnet af, stemmerne talt om og jobbet de næste fem år er sikret.
Men at kæde de to ting sammen og tro, at flere kvinder automatisk giver mere ligestilling er en forfejlet antagelse, som kan virke som backlash for både kampen for ligestilling, og kampen for et reelt repræsentativt demokrati.
Ligestilling handler om holdninger og prioriteringer - ikke om biologi - og det er kønnenes fælles ansvar, at politikområdet får mere end 37,5 procent opmærksomhed.
