Kronik

Europa for folket

Debat
5. juni 1999

På baggrund af Denis de Rougemonts bog fra 1970, Lettre ouverte aux Européens, skriver filosoffen Kai Aalbæk-Nielsen om nationalstatens forhindringer for udviklingen af den frie europæiske borger. Den virkelige nationalisme er ikke statens, men folkets og den er siden 1800-tallet blevet ødelagt af nationalstatens kulturelle ensretning

Når man skal henvende sig til dem, der bor på det vestlige forbjerg af det asiatiske fastland, dvs. det område, der almindeligvis kaldes Europa - kan det ske på tre måder. Man kan kalde dem tyskere, englændere, franskmænd, rumænere, svenskere, danskere osv. I alt ca. 30 forskellige betegnelser. Man kan også kalde dem baskere, katalaner, bretoner, korsikanere, bayere, friser, tyroler, skotter, lapper, færinger, jyder og meget mere. Det bliver langt over 100 betegnelser. Endelig kan man kalde dem europæere og nøjes med ét ord.
Men hvad mon indbyggerne i Europa foretrækker at blive kaldt? Hvis det afgørende er det sted, hvor man er født og sprogligt og kulturelt føler sig hjemme, er det egnen eller regionen, der er afgørende. Nationalstaten og verdensdelen kommer i anden og tredje række. Man er jyde, fynbo eller sjællænder, før man er dansker og europæer, og man er provencaler og bretoner, før man er franskmand og europæer.
Det kan ganske vist knibe med at være det. Nationalstaterne har gjort deres bedste for at udradere egnsforskellene og gennemføre en kulturel ensretning. Gennem skolen, pressen og hæren har vi fået indarbejdet en refleks, der får os til at sige, at vi er danskere, englændere og russere, og refleksen virker så godt, at vi har dræbt 50 millioner mennesker alene i dette århundrede for at kunne få lov til at blive ved med at kalde os danskere, englændere og russere. Og myrderierne er fortsat i Kosovo og det øvrige Jugoslavien.

Nationalstaternes oprettelse og deres eksistens i de sidste par hundrede år har været en blodig affære, og den har ført til større personlig og kulturel undertrykkelse end noget andet fænomen i historien. Derfor må det være på tide, at dette nationalstats-barbari hører op, men hvordan? Ved at skabe et forenet Europa, bestående af en føderation af regioner og ikke af nationalstater.
Det er det program, som den schweizisk-franske historiker og filosof Denis de Rougemont (1906-1985) fremlagde i 1970 i bogen 'Åbent brev til europæerne', hvor han gør sig til forkæmper for et forenet Europa i overensstemmelse med det føderalistiske princip. Et princip, der består i en kombination af fællesskab på nogle områder og selvstændighed på andre.
Nationalstaten er blevet en hellig ko, og den er så hellig, at det er den, de fleste i Europa identificerer sig med. Danskerne måske ganske særligt, fordi den kulturelle og sproglige ensretning hidtil er gennemført mere effektivt i Danmark end i så mange andre europæiske lande, og fordi vi i vore krige har tabt de områder, der i sproglig og kulturel henseende adskiller sig mest fra det nuværende Danmark. Begreberne jyde, fynbo og sjællænder dækker efterhånden mere over kuriositeter end realiteter.
Derimod føler mange færinger og grønlændere tilhørsforholdet til Danmark som national undertrykkelse, og de kan ikke identificere sig med nationalstaten Danmark. På tilsvarende måde kan baskerne ikke identificere sig med Spanien, Bretagnes befolkning kan ikke identificere sig i et og alt med Frankrig og skotterne ikke med Storbritannien for blot at nævne nogle få eksempler på europæiske nationer, der undertrykkes af nationalstater.
Nation og nationalstat er nemlig oprindelig to forskellige ting. Før det 19. århundrede betød nation en gruppe mennesker, der var knyttet sammen af et kulturelt og sprogligt fællesskab og derved udgjorde et folk. At respektere nationerne betød at respektere jyderne, færingerne, baskerne, skotterne, prøjserne, bayrerne o.s.v., men ikke danskerne, spanierne, franskmændene, englænderne og tyskerne. De fandtes ikke før det 19. århundrede, når man ved disse betegnelser forstår indbyggerne i nationalstater ved navn Danmark, Spanien, Frankrig, England, Tyskland o.s.v.

Nationalstaten er et barn af den franske revolution og det napoleonske kejserdømme. Den har naturligvis rødder bagud i tiden, men som den første moderne nationalstat blev Frankrig til i de sidste årtier af 1700-tallet. Frankrig blev snart efterlignet overalt i Europa og i andre verdensdele, og i det 20. århundrede har nationalstatstanken bredt sig, så der er dannet over 100 nye nationalstater i de tidligere europæiske kolonier.
At skabe en nationalstat vil sige at lade det administrative apparat, der kaldes staten, konfiskere nationsbegrebet. En eller som regel flere nationer eller dele af dem bliver underlagt det centraliserede statsapparats absolutte magt. Nationalstatens grænser trækkes dér, hvor en række krige bestemmer deres beliggenhed. Resultatet bliver, at en række meget forskellige realiteter, der ikke har nogen som helst grund til at have fælles grænser, med vold og magt tvinges til at fungere inden for samme landområde, realiteter som sprog, økonomi, civilret, udnyttelse af undergrunden for ikke at tale om ideologi og religion.

Det viser sig da også nu, at dette monstrum af en nationalstat har sværere og sværere ved at overleve. Og det af to grunden. For det første befinder flere nationalstater sig i en permanent krise på grund af modsætninger mellem nationer, der er tvunget til at leve inden for rammerne af den samme stat. Når nationalstaterne trods alt har været forholdsvis stabile i Europa efter den Anden Verdenskrig, skyldes det udelukkende den styrkelse af den centrale, udøvende magt, der har fundet sted i Østeuropa takket være den røde hær og i det vestlige Europa takket være den amerikanske dollar.
Men de indre, nationale problemer er dog blot den ene af de to grupper af vanskeligheder, som nationalstaten slås med. Den anden gruppe er problemer, som for en stor del er skabt af nationalstaten, og som ikke kan løses, så længe nationalstaten skal være rammen om løsningen af dem. Det var nationalstaterne, der koloniserede den øvrige verden i det 19. århundrede, og de problemer, som afkoloniseringen har skabt efter 1945, skal der mere end et forenet Europa til at løse, så meget mere som genoprettelsen af Balkan vil kræve mange kræfter i den nærmeste fremtid.

Industrialiseringen har skabt forureningsproblemer, som ingen nationalstat kan løse alene. Nye våben har skabt forsvarsproblemer, så end ikke de største magter kan forsvare sig selv. Hvad økonomien angår, er national økonomi noget af det mindst økonomiske, man har, og derfor en hån mod al økonomisk tænkning.
Med Denis de Rougemonts egne ord: "... den (nationale) selvstændighed medfører, at borgernes velfærd ofres for statens magt og deres personlige konkrete frihed for den kollektive, abstrakte frihed, der kaldes national uafhængighed. Nationalismen har fået masserne og den moderne elite til at tro, at den nationale uafhængighed er den højeste menneskelige værdi, siden man ofrer folkets sundhed, dets levestandard, økonomiske frihed og selve retfærdigheden for den."
Netop fordi nationalstaten er en uhensigtsmæssig ramme om det enkelte menneskes liv, må denne ramme sprænges, siger Rougemont. Da nationalstaterne i visse henseender er for små, må de samles til en europæisk union, og da de i andre henseender er for store, må de opløses i regioner, så det forenede Europa bliver en føderation af regioner, der svarer til de menneskelige realiteter i dag og virkelig tjener dem i stedet for at undertrykke dem.
Men hvad er da en region? Som Rougemont skriver, er den en helt ny organisme, som man tydeligt kan se spirerne til mange steder i Europa, hvor regionerne opstår som et resultat af flere kræfter: befolkningseksplosionen, den voksende bydannelse, industriens bevægelighed og som følge deraf en ny koncentration af intellektuelle, tekniske og økonomiske ressourcer. Regionens område er ikke defineret af skarpe grænser, der kan markeres i terrænet, men det bestemmes af udstrålingen fra den storby eller gruppe af byer, der udgør det dynamiske center for en befolkning på fra en til fem-seks millioner mennesker.

Med denne opfattelse af regionen ville der blive ni regioner plus Paris i Frankrig, en snes regioner i Italien, elleve i Vesttyskland for blot at nævne disse tre landes regionalisering efter Rougemonts mening i 1970. Flere af regionerne i Europa vil i øvrigt komme til at strække sig over et område, der i dag er delt mellem to eller tre nationalstater, fordi de nuværende grænser i Europa er trukket efter magtpolitiske synspunkter og ikke efter de økonomiske og kulturelle synspunkter, der giver den højeste grad af mulighed for personlig, menneskelig udfoldelse. I Skandinavien tænker man umiddelbart på den Ørestad, der er under udformning omkring bredderne af Øresund.
Men det vil tage tid at opdele Europa i regioner. Arbejdet må bestå i at strukturere regionerne og udstyre dem med de besluttende myndigheder, der vil være naturlige på det regionale plan. Disse myndigheder må indgå i det demokratiseringssystem, der har sit udgangspunkt i familien, og som strækker sig videre over beboelsen, arbejdsstedet, kommunen og regionen frem til den europæiske union. Slutstenen, unionen, bliver først mulig den dag, de regionale beslutningscentre har fået større økonomisk og kulturel betydning end regeringskontorerne i nationalstaternes hovedstæder, og når forbindelserne mellem regionerne indbyrdes har fået et større omfang end forbindelserne mellem regionerne og hovedstæderne i nationalstaterne. Europas opdeling i regioner og forening i en føderation er derfor to sider af samme proces.
Denne proces vil fremmes, fordi der ikke er nogen nationale grænser, der kan standse kulturel påvirkning, især ikke i radioens og fjernsynets tidsalder. Dertil kommer, og det er principielt vigtigere, at ingen nationale kulturer findes til trods for, at det er en indgroet tro. Hvad enten det drejer sig om musik, malerkunst, arkitektur, litteratur, filosofi, videnskab eller religion, er alle disse kulturformer blevet til som et resultat af hundreder af tråde, der tilsammen udgør én fælles europæisk kultur. Der findes lige så lidt en fransk malerkunst, som der findes en tysk kemi eller en russisk matematik, for forud for disse vilkårlige afgrænsninger ligger der et fællesskab af gensidige påvirkninger, det fællesskab, der hedder Europa.
Det er blot svært at få øje på dette fællesskab, fordi vi er opdraget til at tænke og se i nationale baner. Man forestiller sig umiddelbart, at nationalstaterne er evige og naturgivne, skønt de er et syntetisk produkt, der er ca. 200 år gammelt. Man forestiller sig derfor også, at historien nødvendigvis er nationalstaternes historie, skønt den kan skrives ud fra hundrede andre forskellige synspunkter, herunder et europæisk.

Men hvori består da det Europa, der er Rougemonts anliggende? Tidsmæssigt er det umuligt at angive en enkelt fødselsdag, og geografisk har Europas grænser varieret. Men den kronologiske og geografiske definition af Europa er også uvæsentlig. Europa er ikke først og fremmest et landområde, men mennesker der bekender sig til Europa som kulturbegreb. Og hvad det angår, er det afgørende en bestemt opfattelse af mennesket som person, dvs. mennesket i dets dobbelte realitet af selvstændigt individ og borger i et samfund, udstyret med både frihed og ansvar. Denne person er den europæiske kulturs absolutte menneskelige værdi, og Europas historie er derfor også en permanent revolution, der er vendt mod de kræfter, der undertrykker det ansvarlige og selvstændige menneske. Dette ikke at kunne være en person er den egentlige fremmedgørelse, og den bidrager nationalstaten i høj grad til at skabe. En føderation af de europæiske regioner har derfor intet andet formål end at give personen de størst tænkelige udfoldelsesmuligheder, idet føderationen i dag må betegnes som den mest hensigtsmæssige ramme om en videreførelse af den europæiske kulturrevolution. Denne revolution består i en særlig dynamik, der skyldes en kamp mellem lige værdifulde modsætninger, som f.eks. modsætningen mellem det åndelige og det fysiske, mellem frihed og ansvar, fornyelse og tradition, højre og venstre, revolution og reform, myte og videnskab, smag for risiko og behov for tryghed for blot at nævne nogle enkelte.
Føderationen - forstået som en forening af modsætninger - er derfor identisk med det fundamentale princip i europæisk kultur: dette at fastholde spændingen mellem modsætninger fremfor at udligne spændingen ved at undertrykke et af modsætningens elementer. Rougemont definerer da også Europa ved at sige, at det er den del af jordkloden, hvor mennesket uden ophør tager sig selv op til revision og ønsker at forandre verden, så dets personlige tilværelse på den måde får en mening. Et forenet Europa kan derfor kun skabes på demokratisk vis af mennesker, der er blevet sig selv bevidste som europæere, dvs. som mennesker, for hvem den højeste menneskelige værdi er den frie og ansvarlige person.

*Kai Aalbæk-Nielsen er filosof og forfatter

Denis de Rougemont: Lettre ouverte aux Européens.
Editions Albin Michel, Paris 1970

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her