Forskningsminister Jan Trøjborg må til at anerkende nødvendigheden af en fri og langsigtet forskning, og give mere selvbestemmelse til universiteterne
Økonomi og politik
Dansk forskning har et problem. Det har forskerne selv været klar over længe. Men nu er forstandige mennesker i Folketinget, erhverslivet og Dansk Industri også blevet opmærksomme på, at den overdrevne politiske, anvendelsesrettede styring af dansk forskning har taget overhånd. Senest blev det dokumenteret i årsrapporten fra Forskningsforum og de seks statslige forskningsråd, hvordan de fleksible midler til universiteter, sektorforskning og forskningsråd er udsultet til fordel for de 'øremærkede' forskningsmidler til programmer med relativt snævre mål.
Forskningschef Børge Diderichsen fra Novo Nordisk har for nylig givet rapportens ophavsmænd ret i, at alt for få midler til dansk forskning er frie, og alt for mange er øremærkede til projekter af diverse detailstyrede 'cigarkasser'. Han beklager, at politikere og embedsmænd ikke i højere grad stoler på, at universiteter og forskningsråd selv er i stand til at kanalisere pengene hen til de miljøer, som skaber ny og spændende viden.
Folketingets forskningsudvalg med formand Hanne Severinsen (V) i spidsen har bebudet en uafhængig kulegravning af forskningens vilkår på baggrund af de gentagne advarsler. Det er højst tiltrængt, for grundforskningens alarmlamper har længe blinket rødt. Ledende skikkelser overalt i den danske forskningsverden har eksempler på, hvordan den anvendelsesrettede styring af midler til forskning har skævvredet balancen mellem øremærkede og frie midler. Det er blevet sværere at få midler til den langsigtede grundforskning og advarslerne går på, at vi efter nogle år kommer til at mangle resultater. Især på naturvidenskab, sundhedsvidenskab og de tekniske videnskaber er forskningen styret så hårdt af eksterne midler, at de dræner universiteternes frie forskningspenge og dermed truer fundamentet under fremtidens forskning. Midlerne er drænet af den omsiggribende 'medfinansiering', hvor universiteterne for at få en pose penge, må smide lige så meget oveni af egen lomme - og de midler kommer fra den samme 'frie' kasse. Mange som kunne præstere fornem grundforskning gør det ikke, men søger i stedet over i forsknings-emner, der kan trække penge fra eksterne bevillingsgivere.
Et andet dræn ind i de frie midler er Undervisningsministeriets ufleksible taxameterordning, som flere steder betaler universiteterne langt færre penge for den eksploderende mængde af undervisning, end den rent faktisk koster. Så når forskningsminister Jan Trøjborg hævder, at det skam er universiteterne og forskningsrådene, der fordeler pengene, er det en sandhed med efterhånden meget store modifikationer. Reelt udgør de frie midler nu langt mindre end halvdelen af de offentlige forskningsbevillinger - og Forskningsrådenes frie midler befinder sig f.eks. nu på et absolut lavpunkt i forhold til det samlede offentlige forskningsbudget med en andel på cirka fem procent.
Men den politiske favorisering af 'det nyttige' er ikke i samfundets egentlige interesse på trods af forskningsministerens og dele af erhvervslivets retorik om det modsatte. Problemet er reelt, at den frie grundforskning er det fundament, som den anvendelsesrettede forskning bygger på. De fleste med indsigt i hvordan forskning bedrives ved, at nyttige forskningsresultater ikke kan bestilles på en smørrebrødsseddel med programmidler, men forudsætter, at der er tid, plads og råderum til også at undersøge alternative muligheder, der viser sig at være interessante undervejs.
Den øgede styring via de mange cigarkassers tidsbegrænsede kontrakter lægger i sig selv en begrænsning på mulighederne for kreativitet og for at dreje forskningen i en anden retning. Mit yndlingseksempel er Alexander Fleming, som således næppe havde opdaget penicilinen, hvis han havde arbejdet på en tidsbegrænset kontrakt, men derimod smidt de 'forurenede' plader med dræbte bakteriekulturer ud. Denne banebrydende opdagelse ville nemlig ikke være defineret som mål i forskningsprogrammet. Den slags råderum findes ikke, hvis midlerne i overvældende grad er øremærket til forudbestemte programmer, defineret af embedsmænd og politikere som 'indsatsområder'.
Livrem og seler'-politikken giver yderligere problemer. Kompetencen, der er opbygget ved udløb af forskernes kontrakter forsvinder. Især yngre forskere risikerer af fare vild i svingdørene ud og ind af de mange tidsbegrænsede projekter. Langsigtet planlægning og ansættelsespolitik kan institutionerne skyde en hvid pind efter. Vi har længe kunnet forudse, hvordan alderspuklen bliver et gigantisk problem om få år. Forskningsområder, hvor der er opbygget en anerkendt kompetence risikerer at sygne hen. Der findes allerede adskillige eksempler på forskningsområder, som efter udløbet af øremærkede midler, er mere eller mindre forsvundet.
Samtidig er forskerne tvunget til at anvende en større og større del af deres arbejdstid på at skrive ansøgninger om støtte til de mange forskellige cigarkasser med programmidler. Den arbejdstid går igen fra forskningen, som i stigende grad bliver noget, som kan udføres gratis i forskerens fritid. Overarbejde på universiteter anerkendes nemlig ikke som begreb i Finansministeret. Retorikken fra forskningsministeriet og bl.a. Danmarks Forskningsråd (Forskningsministerens overordnede rådgiver) har ellers i et godt stykke tid kredset om forskningens umiddelbare nytteværdi for erhvervsinteresser under parolen 'Forskning skal være nyttig for samfundet' og 'Befolkningen skal have indflydelse på prioriteringerne'. Man aner en basal mistillid til hele sektoren bag de mange forslag: Universiteterne er vrangvillige og ukontrollable og evner ikke selv at styre og prioritere. De er blevet beskyldt for at være lukkede, ufleksible og uigennemskuelige og denne tankegang ligger også bag det nyeste tiltag på universitetsområdet: De såkaldte 'udviklingskontrakter', hvor universiteterne forpligtes på fastsatte mål, og handlingsplaner som angiveligt skal begrunde og forklare bevillinger til sektoren.
Paraden af management-termer om handlingsplaner, output-mål, benchmarking, stærk ledelse (=øget ekstern indflydelse), effektiv drift og optimering af nytteværdi har forståeligt nok fået forskere og universitetsfolk til at tale om djøf-isering og beskylde ministeriet for et fundamentalt ukendskab til forskningens væsen og til hvad universiteterne laver. Ud fra de erfaringer vi foreløbig har, er det mere sandsynligt, at en detaljeret og processtyret forskning, som kontrakterne lægger op til, vil føre til tilpasning, standardisering og forudsigelighed i stedet for den nyskabende forskning, der efterlyses.
Alt imens ministeriet og universiteterne forbereder sig på det nye store bureaukratiske kontrolskoleridt af alle de detaljerede planer, tyder meget på, at det væsentlige problem ikke ligger i den manglende styring, men nærmere i den overdrevne styring af de offentlige forskningsmidler.
Når politikerne efterlyser åbenhed og overskuelighed i hvad forskningsmidlerne går til, sammen med stærkere ledelse og prioritering er det mest oplagte første skridt en forenkling af den atomiserede offentlige forvaltningsstruktur. Forhåbentligt vil Forskningsudvalgets undersøgelse dokumentere, at den nuværende struktur, som bl.a. tvinger forskerne til at bruge flere måneder om året på at skrive ansøgninger, er uhensigtsmæssig. Samtidig kan den forhåbentlig bruges til at tage hul på en diskussion om hvem, der skal prioritere forskningsmidlerne - politikere og ministerielle embedsmænd eller universiteter og forskningsråd, som har kontakter og viden til hurtigt og ubureaukratisk at kanalisere midler derhen, hvor der opstår nye grundvidenskabelige eller teknologiske muligheder.
Men det handler ikke kun om hvem, der sidder på låget til kassen - politiske signaler om 'relevans' og 'samfundsøkonomisk nytteværdi' påvirker også. En helt ny undersøgelse af sociolog Heine Andersen dokumenter, at disse politiske signaler får f.eks. samfundsforskere til at vælge erhvervsliv, politik og forvaltning fremfor emner som familie, barndom, medier og indvandrere, som skriger på grundforskning.
Ingen kan være uenig i at der må finde en prioritering sted - dansk forskning skal ikke kunne være med over det hele. Spørgsmålet er om detailprioriteringerne skal foretages på det niveau, som har den faglige viden - eller om prioriteringer skal foregå mere eller mindre ukoordineret, som resultat af jagten på midlertidige midler fra diverse politisk styrede cigarkasser. Signalværdien ville derfor være stor, hvis forskningsminister Jan Trøjborg for en gangs skyld ville anerkende nødvendigheden af at sikre vilkårene for den frie, langsigtede forskning og give mere selvbestemmelse til universiteterne.
*Per Clausen er formand for Dansk Magisterforening
Apropos - Cigarkasser til forskning
Det vidtforgrenede og uigennemskuelige cigarkassesystem er en væsentlig hæmsko for en hensigtsmæssig koordinering. Allerede i 1994 anbefalede en OECD-rapport Danmark at forenkle forskningens finansiering.
Siden er det kun gået den forkerte vej. De offentlige midler til forskning er nu spredt ud over dels basisbevillinger til forskningsinstitutioner, dels program- og tilskudsbevillinger til både offentlige og private institutter og forskere. Basisbevillinger er igen fordelt på både Forskningsministeriet (universiteterne) og sektorministerierne.
Forvaltningen af program og tilskudsmidler er også spredt på så forskellige instanser som de seks statslige forskningsråd, Forskningsforum (som koordinator) og et tocifret antal tilskudspuljer i forskellige ministerier og styrelser, Danmarks Grundforskningsfond, EU-rammeprogrammer og Nordisk Ministerråds puljer.
