Læsetid: 3 min.

Forfattere på jagt

Debat
2. juni 1999

Seks danske forfattere afslører, at de har en autoritær personlighed, som søger syndebukke

Krig
I et indlæg den 29.-30. maj, vender seks forfattere sig mod opfordringen til at stoppe bombningen af Jugoslavien. Opfordringen bygger på den påstand, at serberne og deres ledelse i den grad har undertrykt det albanske etniske mindretal i Jugoslavien, at dette retfærdiggør de værste bombardamenter i Europa siden Anden Verdenskrig.
Indlæggets forfattere har åbenbart en tyrketro på, hvad NATO-landenes propagandamaskine i løbet af de sidste 10 år har udbasuneret om udviklingen i de områder, som op til 1992 udgjorde Jugosla-vien. Denne umiskendelige tiltro til magtens forklaring på, og legitimering af, hvorfor den manifesterer sin fysiske overhånd, er karakteristisk for autoritær personlighed - et begreb som blev introduceret af T. Adorno. Den autoritære personlighed fremelsker en dyrkelse af majoritetens helterolle som frelser, ved altid at udpege en syndebuk i form af et mindretal, som dæmoniseres og gøres til genstand for hetz. Andre argumenter end den dominerende magts negligeres og skubbes til side. Forskellen mellem fremtrædelsen af den autoritære personlighed i et totalitært samfund og i et demokratisk er, at et forsøg på at afsløre den autoritære personlighed hos det politiske, økonomiske og ideologiske magtestablishement i det totalitære samfund, kan ende med fængsel. I et demokratisk samfund kan man f.eks. bruge Informations spalter, og håbe på at fornuften til sidst vil sejre.

10 års blodsudgydelser
Underskrivere af det pågældende indlæg kan åbenbart slet ikke få øje på, at det er de nationalistiske, separatistiske kræfter i Kroatien, Slovenien, Serbien, Bosnien og i Kosovo, godt hjulpet af sådanne kraftcentre, som CIA og det nye højres ideologiske propaganda-apparat, der er skyld i de sidste 10 års blodsudgydelser, og nu den tragiske flygtningestrøm. Suzanne Brøgger, Pia Tafdrup, Niels Barfoed m.fl., billiger en situation, hvor en separatisthær på 25.000 mænd hærger inden for et lands grænser, og den centrale regering pålægges af internationale kræfter en rolle som passiv iagttager. Når der til sidst udbryder en egentlig blodig borgerkrig, placeres hele skylden for hvert eneste offer i denne krig, hver eneste flygtning, hos den ene part: Milosevic og hans folk. Syndebukken er udpeget og gøres til ondskabens indbegreb. Djævlen skal uddrives ved at bombe et lands kraftværker, vandforsyninger, tv-stationer, skoler, endda hospitaler. Mødrene til de serbiske soldater, som slagtes til hobe af klyngebomberne, er ikke kvinder af krop og sjæl, og græder ikke over deres døde sønner.
Man accepterer tilsyndeladende fuldhjertet, at USA's udenrigsminister efter to ugers så kaldte fredsforhandlinger i Rambouillet, som en anden mafioso holder en pistol mod den ene forhandlingspartners pande med en kontant besked: Skriv under eller vi bomber! Selv USA's eks-præsident J. Carter har direkte kritiseret et sådant fredsforhandlingsforløb.
Den autoritære personlighed fremelsker holdninger, som bygger på domme af sort/hvid-typen. Derfor er det nemt for den at udpege et bestemt land som et mål for massive bombetogter. Enhver Kosovo-flygtnings beretning om sin skæbne, som i sagens natur kun kan være rædselsfuld, bruges til moralsk at legitimere NATO's bombe- og missilregn over Milosevic' land. Når en kurdisk flygtning beretter om et NATO-medlemslands undertrykkelse af helt fundamentale etniske rettigheder og tusinder nedbrændte landsbyer, igangsætter dette ikke engang et krav om en preliminær international konference for blot at tale om at tilstå kurderne det, som de etniske mindretal altid har haft i Jugoslavien. Men den autoritære personlighed er skråsikker på, hvor der skal bombes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her