Kronik

Fortællinger som livstydning

2. juni 1999

Vi oplever vores liv i fortællinger og derfor er de et vigtigt led i den filosofiske erkendelse, hævder den franske filosof Paul Ricoeur, som i øjeblikket er i Danmark

Når Århus Universitet på fredag markerer åbningen af en række foredrag om humaniora ved årtusindskiftet med en halvdags konference, er den ene af konferencens to udenlandske talere den verdenskendte franske filosof Paul Ricoeur, der i dag er 86 år, men stadig i fuld vigør som foredragsholder verden over.
Hele Ricoeurs forfatterskab er en filosoferen over mennesket i spændingen mellem forståelse af eksistensen og forklaring af tingene, mellem udlægning af fantasiens værker til belysning af livet og videnskabelig indsigt i de uomgængelige livsvilkår, mellem fortællingens livsoplysning og analysens livsforklaring, kort sagt mellem kunst og videnskab.
Hans foredrag i Aarhus Universitets aula hedder da også: Humaniora mellem kunst og videnskab.

Ricoeur trådte frem efter Anden Verdenskrig som fænomenolog og som etiker. Som fænomenolog søgte han netop at klarlægge forholdet i menneskets liv mellem det frivillige, der siden Aristoteles har været grundlaget for menneskets humanitet, og det ufrivillige, det nødvendige, som vi må acceptere for at eksistere i den konkrete verden. Det menneskesyn, som motiverede ham til at udvikle denne fænomenologi om modsætningen mellem frihed og nødvendighed, udfoldede han i et værk om Det fejlbare menneske. Om mennesket der kan forsynde sig imod fællesskabet med andre ved havesyge, herskesyge og æres-syge (forfængelighed) - altså om mennesket i et etisk perspektiv. Men denne 'syge' forudsætter - ligesom kropslig sygdom - et fald fra en sundhed. Der er en oprindelig 'søgen' der bliver til en 'syge'. Men i modsætning til almindelig sygdom er mennesket ansvarligt for sin havesyge, herskesyge og æres-syge. Mennesket kan bebrejde sig selv, at det er destruktivt, dvs. det kan bestræbe sig på at undgå at være det.
Men det er ikke nemt, og megen kunst og litteratur handler om denne vanskelighed. Vi har i vores kultur ligefrem udviklet en hel samling af symboler om det onde og dets overvindelse, en Det ondes symbolik, som en af Ricoeurs andre bøger hedder. Mennesket har udtrykt sit moralske 'fald' i symboler, som det igen og igen udlægger for at vejlede sig selv ud af vanskeligheden. Det Onde kan fremtræde som noget lige så uomgængeligt og skæbnesvangert som materielle vilkår og hændelser. Og alligevel nægter vi at tro, at det ondes tvang er absolut. Som Kant sagde: "Mennesket må være anlagt for det gode, selvom det har en hang til det onde".

Indsigten i vores behov for at fortolke eksistensen og det fælles liv med andre, gjorde Ricoeur til hermeneutiker, dvs. en filosof der reflekterer over fortolkningens former og muligheder. Som hermeneutiker måtte han erkende, at der er flere vigtige former for fortolkning. Der er ikke kun den fortolkning, der har til hensigt at angive, hvordan mennesket overvinder ulykker og ondskab og derved virkeliggør sin humanitet som individ og samfundsborger. En sådan fortolkning søger at lytte sig til det gode budskab i kunstens og kulturens værker. Der er også de former for fortolkninger, der praktiserer en mistanke til meget af alt det, vi tror om os selv. Bl.a. de fortolkninger der er blevet udviklet af 'de tre store mistænkere'.
Karl Marx udfoldede denne mistanke som en ideologikritik af falsk bevidsthed om godt og ondt i samfundsøkonomien. Friedrich Nietzsche formulerede mistanken som et opgør med den moralisme, der bruger etik og moral til at tryne andre og derved udvikler et instrument, hvorved det kan undertrykke andre - og sig selv - med den moralske pegefinger. Og Sigmund Freud mistænkte driftslivets forklædninger som grundlag for en psykoanalyse, der skulle hjælpe mennesket ud af sine fortrængninger, så det kunne få et bedre liv.
Men som Nietzsche indså er det ikke kun menneskesyn og samfundssyn, der er fortolkninger. Alle videnskaber er også fortolkninger, der konkurrerer om at få vores tilslutning. Deraf slutter Ricoeur dog ikke som Nietzsche, at al vores tænkning og forklaringer blot er udtryk for en 'vilje til magt', blot et led i en magtkamp eller i ønsket om at magte tilværelsen. Han vil ikke gøre videnskab til litteratur. Men på den anden side står vi overfor en konflikt mellem de mange fortolkninger.

Det kan f.eks. være konflikten mellem en strukturalistisk tekstanalyse og en engageret tekstudlægning. Den videnskabelige analyse af tekstens struktur angiver et uomgængeligt træk ved teksten, hvorved den eksistentielle oplevelse af tekstens indhold kan synes berøvet al gyldighed. Men den videnskabelige tekstforklaring og den eksistentielle tekstforståelse behøver i følge Ricoeur slet ikke udelukke hinanden. Tvært-imod kan analysen præcisere det tekstindhold, som vi kan tilegne os og udlægge vores liv med.

Vi behøver sprogvidenskab og videnskabelig tekstanalyse for at kunne forstå, hvad vi gør med sproget og hvordan vi anvender sproget for at kunne tyde tilværelsen. En af de vigtigste indsigter er, at vi taler metaforisk, dvs. bruger ordene 'billedligt' for at danne en mening i tilværelsen. Det skriver Ricæur om i sin bog, Den levende metafor. En anden vigtig indsigt er, at det metaforiske sprog får sin fulde betydning som livstydning, når det bliver fortælling. For når vores liv er et forløb, vi bedst forstår i det øjeblik, vi husker det som en historie med begyndelse og slutning, er det selvfølgelig fortællesproget, som kan komme livstydningen nærmest.
Her bliver fantasien og kunsten afgørende som formidling. Fortællingen kan ganske vist være både fiktiv og faktiv, både litteratur og historieberetning. I begge tilfælde er det imidlertid den fortællende indlevelseskraft, der udlægger eksistensen og fortæller os om livets vilkår og muligheder. Litteraturen gør det mere eller mindre frit skabende, medens historieberetningen - ligesom den journalistiske reportage - bruger det, som virkelig er sket til at sætte tilværelsen i perspektiv.
Et af de store temaer i det 20. århundredes filosofi har været menneskets tidslighed. Det gælder således for både Henri Bergson og Martin Heidegger, som de betydeligste skikkelser i henholdvis fransk og tysk tænkning. Men Ricoeur har måske overgået dem begge ved at se den menneskelige tid - erindring, opmærksomhed og forventning - i sammenhæng med fortællingens, det narratives, betydning for forståelsen af livet. Tiden er livet som fortælles. Det er ideen i hans trebindsværk om Tid og Fortælling fra 1980erne.

Den 'narrative' filosofi munder naturligt ud i en handlingsfilosofi, sådan som det da også sker hos Ricoeur i hans seneste værker. Her vender han ikke alene tilbage til etikken, men ser også etikken i sammenhæng med juraen. I dette århundrede har en del retsfilosoffer, både retspositivister som Hans Kelsen og retsrealister som den danske Alf Ross, sat et skarpt skel mellem etik og ret. Etikken hørte hjemme i den personlige sfære, mens retten var en teknologi til at holde orden i samfundet. De to ting skulle ikke blandes sammen. Men til gengæld vidste man ikke rigtig, hvad man skulle stille op med den gamle idé om retfærdighed. Alf Ross skrev ganske vist en hel bog om Ret og retfærdighed, men heri er retfærdighed reduceret til 'den korrekte anvendelse af en regel'.
Ricoeur genoptager retfærdighedsbegrebet i sin fulde betydning som ideen om det gode liv på samfundsplanet: Lighed for loven, rimelig fordeling af goder og byrder osv. Derfor bliver retfærdig retsudøvelse en af formerne for anvendt etik.
En anden form for anvendt etik er den medicinske etik og bioetikken i det hele taget. Men ligesom i retsanvendelsen, er afgørelsen af de svære sager i bioetikken (om f.eks. abort, genmanipulation, organtransplantation, dødshjælp) et spørgsmål om praktisk visdom. Og igen får filosoffen brug for både at have videnskabelig indsigt og kunstnerisk indlevelsesevne.
Næppe nogen anden betydelig filosof i dette århundrede har som Paul Ricoeur for-stået at se, hvordan disse ting hænger sammen. Han er vor tids Aristoteles, der har sans for 'den svære midte' mellem kunst og videnskab. Han har altid fornemmet, hvilke spørgsmål det tænkende menneske nødvendigvis må tage op.
Og derfor peger hans filosofi på enestående vis ind i det næste årtusind.

*Peter Kemp er filosof og leder af Center for Etik og Ret

*Paul Ricoeur taler i Filosofisk Forum om Morality, Basic Ethics and Applied Ethics. i dag kl. 19.30 i Annekset, Københavns Universitet, Studistræde 6.
Fredag den 4. juni taler Ricæur om Morality, Basic Ethics and Applied Ethics ved åbningen kl. 13 af konferencerækken Humaniora ved Årtusindskiftet på Århus Universitet, Aulaen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu