Kronik

Genindfør fællesskabet

Debat
9. juni 1999

Velfærdsstaten er en fuglerede med unger, der begærligt kræver ind. Hvis denne mentalitet skal ændres, er borgerløn ingen dårlig løsning

Velfærdsstaten er historisk baseret på en forestilling om, at de stærkere skuldre skal bære for de svagere. Den enkelte skal afstemme sine behov og ambitioner efter omgivelserne. Det er principperne bag socialsikring, folkeskole og sundhedssektor. I praksis har vel-færdsstaten imidlertid medført en erodering af individets traditionelle sociale motiva-tion henimod en utvetydig individualisme, for ikke at sige egoisme. Statens udvikling har langsomt, men sikkert suget traditionelt vigtige samfundsmæssige institutioner tomme for rationelle funktioner, og dermed for autoritet overfor individet. Det er ikke bare gået ud over sognet og den frivillige sygekasse. Også familien, slægten, landsbyen, kvarteret og klassen har gradvis, og kun rigtigt iøjnefaldende i tilbageblikket, mistet deres betydning og indhold. Tilbage er den enkelte - og en stor ting ved navn staten.
For individet har eroderingen af det nære sociale netværk betydet øget personlig frihed, men med tiden er også opstået problemer som rodløshed, uklare grænser, svækket ansvarsfølelse og meningsløshed. Den sociale finregulering af den enkelte, som før blev varetaget af et synligt og identificérbart kollektivs traditioner og normer, er blevet afløst af velfærdsstatens grovere adfærdsregulering. Et individ, der måske kunne karakteriseres som religiøst, pligtbaseret, rodfæstet i personlig ansvarlighed, styret af objektive regler, selvkontrolleret, asketisk, skyldforladende, angrende, hierarkisk, patriotisk og strengt, er trådt tilbage til fordel for et individ, hvis modsvarende ledeord er sekulariseret, rettighedsbaseret, fæstet i sociale årsager, styret af subjektiv fortolkning, selvhævdende, hedonis-tisk, skyldbenægtende, terapeutisk, egalitært, universelt og eftergivende.
Staten er kommet til at stå overfor den enkelte som en grå, bureaukratiseret og upersonlig instans, hvis abstrakte idé om fællesskab ikke formår at skabe ansvarlighed. I stedet for at blive borger i et velfærdssamfund er den enkelte blevet til klient i en velfærdsstat. I stedet for kollektiv ansvarlighed er holdningen 'det er tilladt, hvis det ikke lige bliver opdaget' blevet udviklet. Velfærdsstaten er blevet rugekasse for et mere egoistisk individ, som i højere grad vælger eller måske føler sig nødsaget til at vælge sin egen identitet og strategi for livet. Og i disse bestræbelser har individet ikke fundet megen hjælp i traditionelle kollektive institutioner som familie, lokalsamfund og klasse.

Det er i denne proces, 'folk' gradvis bliver vænnet fra at forestille sig, at der for deres vedkommende skulle være opgaver, forpligtelser og ansvar forbundet med modtagelsen af velfærdsgoder. At de som personer skulle have en direkte rolle at spille ved vedligeholdelsen af samfundet undtagen lige præcis denne, at de har et job, som de får penge for.
Samfundet, forstået som civilsamfundet og summen af forpligtende sammenslutninger af borgerne, er nærmest forsvundet i denne proces. Der findes naturligvis stadig sammenslutninger af borgere, men de er temmelig uforpligtende og nemme at komme ind i og ud af.
Uanset hvilket politisk parti vi vælger at stemme på, støtter de fleste den ligheds-ideologi, som siden 1950'erne har legitimeret den systematisk udlejring af sociale funktioner i staten. Funktioner som hidtil lå i det civile samfund. Disse funktioner overtog staten som led i en rationalisering af den samfundsmæssige reproduktion. Familierne kunne ikke længere håndtere reproduktionen, da den skulle til at passe mindst to jobs for at opretholde et statusmæssigt forbrug.
Netop på grund af forbrugsstigningen kom forandringen til at ligne et fremskridt, mens den foregik. Staten kunne uhindret æde sig ind på civilsamfundets funktioner, og resultatet blev et gennembureaukratiseret statssamfund, hvor borgerne 'serviceres', men uden at blive involveret. I samme proces røg individernes klasseidentitet til fordel for den individualiserede identitet, der var baseret på den personlige valgfrihed.

Velfærdsstatens lighedsideologi ekisterer stadig som en del af vores kulturelle arv, men nu er samfundet blevet til et lavstruktureret massesamfund med en voldsom konkurrence om goderne. I disse år kommer der så oveni en oppumpet liberalistisk forestilling om individuelle rettigheder. Den er hoppet over Atlanten og forbinder sig med en den protestantiske individualisme, som også er en del af vores kulturarv. Og det forstærker den allerede dybe ubalance mellem samfundshelhedens og den enkeltes behov.
Som et resultat af denne interferens mellem velfærdsgoder og den enkeltes rettigheder, er rigtig mange danskere begyndt at betragte hver eneste af velfærdssystemets udbudte goder som en medfødt ret - uanset modydelser. Alle sociale goder tilkommer alle - dvs. mig. Der er ikke længere noget, som hedder objektive behov, tilpasning eller pligter.
En af de moralske præmisser bag en sådan forståelse er doktrinen om alles grundlovssikrede ret til arbejde. For er samfundet ikke i stand til at indfri denne grundlovssikrede ret, må der ydes kompensation. Og det er ikke længere gjort med retten til understøttelse, sygesikring og uddannelse. Nu har hver enkelt borger sin egen 'mest begunstiget' kontrakt med staten. En kontrakt som alt efter de aktuelle forhold kan omfatte retten til en hofte- eller hjerteoperation, til at få et barn, til så og så mange penge i den og den slags situation, og til at være rask i al almindelighed. Det er noget systemet skylder den enkelte. Og hvis noget går galt, hvis operationen mislykkes, hvis det ønskede barn ikke kommer eller fødes med skader, hvis den unge ikke klarer uddannelsen eller pengene bliver for små, så er det brud på kontrakten.
Alle indser vel, at der er temmelig langt fra utopien om lige muligheder for alle til en virkelighed, der er styret af økonomiske og politiske mekanismer, som den enkelte er meget langt fra at kunne betjene efter forgodtbefindende. Eller for den sags skyld bare gennemskue. Alligevel er alt, hvad en i egne øjne værdigt trængende kan gøre, at tage opstilling i køen og håbe på uddeling, ligesom fugleunger med vidt åbne gab. Velfærdsstaten har dermed udviklet en kø-mentalitet, som mest bidrager til umyndiggørelse, infantilisering, aggressivitet og victimisering af den enkelte; det fuldendte portræt af samfundsborgeren som et offer.

Det er dybt ironisk, at ofrene er blevet stadig mere synlige. Individet føler sig mere eksponeret end tidligere og presset er ligeså stort som chancerne for at falde af sporet. De, som i egne eller omgivelsernes øjne ikke formår at skaffe sig rimelig del i kulturens prioriterede mål, at opnå penge og succes, føler sig stigmatiserede.
Retrospetivt må det fastslås, at velfærdsstaten, for at fungere balanceret (for at fastholde et rimeligt mål af individuel integration og ansvarlighed), i høj grad har vist sig afhængig af en overleveret kultur og moral, som staten ikke er i stand til at reproducere.
Det drejer sig om normer, eller nomos som er den oldgræske betegnelse for hele det korpus af love, traditioner, ritualer, vaner og konventioner, der nedarves i en klan, en stamme eller en nation. Dette nomos udgør normerne, værdierne, drivkræfterne og hæmningerne i samfundslivet .
Hele det store 'nedarvede konglomerat', som Gilbert Murray kalder det, og som formes gennem uoverskuelig akkumulation og selektion af kultiske og sociale erfaringer op igennem historien.
Hvis den gamle nomos er brudt ned, hvordan fastholder man så normer i et samfund, der ikke længere har en traditionel norm at bygge på? Svaret må være, at den kun kan komme hånd i hånd med en ændret samfundsmæssig praksis. Efterhånden som kategorien arbejde må glide i baggrunden som identitetsskabende faktor for individet, må der kunne findes andre måder at styrke det civile samfund på. En styrkelse af det civile samfund med udgangspunkt i individet synes at være den eneste vej til et ansvarligt fællesskab.

Den tyske sociolog, Ulrich Beck, har peget på en tanke, der også verserede i Danmark i de værste arbejdsløshedsår, nemlig indførelsen af borgerløn. I hans regi er det betaling for 'borgerarbejde', som efter hans mening er en mulighed for, ad frivillighedens vej at bidrage til udviklingen af et civilt samfund. Frivilligt, lønnet borgerarbejde kan medvirke til at begrænse etnisk friktion, udvikle lokaldemokratiske funktioner, bidrage til regulering af internationele konflikter, og måske til integration af generationer og grupper.
At lønne folk for at være demokratiske, ansvarlige og hjælpsomme, snarere end 'understøtte' dem i at passe sig selv er ingen dårlig idé. Spørgsmålet er bare hvordan?

Henrik Jensen er lektor i historie på Roskilde Universitetscenter

APROPOS
NOMOS
I det 20. århundredes Vesten har nomos været præget af lige dele kristen moral i afløb og 'nyttehumanisme', dvs. forestillingen om 'mennesket' som alle tings mål, størst mulige lykke for flest muligt. En forestilling med rødder tilbage i Renæssancen og Oplysningstiden. En kultur, sammensat af sådanne moralske størrelser, viste sig at være et glimrende væksthus for en velfærdsstat. Det var en kultur, der gjorde sit til, at den enkelte borger ikke med det samme mistede orienteringen.
Det kom først senere. Med det teknologisk determinerede forbrugs- og forandringssamfund gik individualiseringen grassat, og det kulturelle fællesskab mellem generationerne kom under kraftig erosion. Samfundet forandrer sig så hurtigt, ikke bare i de overfladiske, men også i de dybere strukturer, at det bliver vanskeligt for generationerne at 'tale sammen' om fælles værdier. Det bliver en trussel mod den kulturelle overlevering, og for den 'generationskontrakt', som er en forudsætning for velfærdsstaten. Kulturløsheden øger f. eks. ængsteligheden blandt 'de ældre' for, om 'de unge' nu vil betale efterlønnen.
Velfærdsstat og individualisering er på den måde i kollisionskurs med hinanden, og enhver forestilling om at vende tilbage til det gamle nomos er naturligvis meningsløs. Det tager tusind år at bygge et bindende nomos op, men kun få årtier at nedbryde det. Men hvis man ønsker at fastholde en rudimentær demokratisk proces i massesamfundet, og fastholde en konsensus omkring en (måske økonomisk slanket) 'velfærdsmodel', er der ingen vej uden om en holdningsstramning i befolkningen.
Henrik Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her