Læsetid 4 min.

Glæd dig alligevel

18. juni 1999

Tour de France forberedes med vitaminpræparater og urter og smertestillende piller og sprøjter og spray og ...

OPPUMPET
Det var vist efter den etape, der i 1995 for første gang havde bragt ham i den gule trøje, at Bjarne Riis stod belejret af en flok sangvinske journalister - og Jørgen Leth. På et spørgsmål fra denne blev han eftertænksom og svarede, at han ikke regnede med at han kunne vinde hele Tour'en, men skidt med det for, som han beskedent formulerede det: "Det, jeg allerede har opnået, det kan ingen tage fra mig."
Eller også var det alligevel ikke dén etape. Måske faldt udtalelsen efter den første alpe-etape. Han havde haft den gule trøje en enkelt dag nogle etaper før. Trøjen sad nu på Indurain. Zülle havde vundet etapen to minutter foran Indurain - og sat Riis med over syv minutter. Riis var dog stadig nummer tre i det samlede classement efter Indurain og Zülle - en stilling der holdt løbet ud.
Han var ikke glad den dag - men fattet; og dog var det som om der bag den kontrollerede optræden alligevel lå et ægte væg-til-væg smil. Han var godt nok slået, men havde alt i alt holdt skansen - og hans ærkerival, ex(!)-holdkaptajn Berzin, var kørt i stumper og stykker. Riis havde ved den lejlighed simpelt hen svært ved at være skuffet.

Fedtkøreren Indurain
"Det, jeg allerede har opnået, det kan ingen tage fra mig." - Jeg mener at han gentog sætningen næsten ordret på et tidspunkt under Touren i 1996, hvor han vidste (man kunne se det på ham), at han ville vinde.
Næsten ydmygt formulerede han sig, men den endeløse række af fedtkøreren Indurains sejre blev brudt med manér. 'Den gule trøje angriber' lød det på alverdens sprog, da Riis efter den iskolde Sestrière-etape, hvor han havde vundet trøjen, parkerede hele førergruppen én efter én på Hautacam. Alle cykelsportsinteresserede husker den etape. Alle med stor entusiasme.

Pressens skadefryd
Og så kom, efter Ullrichs triumf i '97, 'Doping-Touren 1998'. En katastrofe for cykelsporten udspillede sig for vores undrende øjne, og Riis ydede en stor indsats for at redde stumperne.
Til gengæld blev han siden udnævnt til jagtbytte nr. 1 for den danske verdenspresse: Var Riis dopet? Var han virkelig den 'Monsieur 60%', som den danske sportspresse med slet skjult skadefryd citerer fra den dømte Festina-soigneurs nyudgivne selvforsvarsroman.
Jeg ved ikke om Riis var dopet, men da helvede brød løs, befandt han sig i en situation, hvor han ikke kunne gøre andet end at benægte det - ligesom alle de andre danske og udenlandske ryttere, der blev stillet for mediedomstolen den gang - og siden.
Vi ved stadig ikke, om hele bundtet var på forbudte stoffer. Men på tilladte stoffer var de: Alle mulige vitaminpræparater, salt og sukker og ekstrakter og urter og kemi, for ikke at tale om alle de smertestillende piller og sprøjter og spray.
Vi anser det for helt i orden og ganske kækt og tappert, når en fodboldspiller spiller anden halvleg 'på en sprøjte'; men ve den arme mand, hvis han har fået et par næsedråber, der viser sig at indeholde en ingrediens, der står på den forbudte liste, og hvor går grænsen?
Er det f.eks. indlysende at diskvalificere en (vistnok) pukkelpistløber ved Vinterolympiaden, fordi man kunne påvise, at han havde røget pot dagen i forvejen? Er det f.eks. ikke 'præstationsfremmende' at få smertestillende stoffer? Jeg savner klarhed i definitionerne, men udelukker ikke, at det er mig, der naivt drømmer om en sort/hvid verden, hvor det er nemt at skelne.

Selvgode redaktører
Jeg savner indlæg i debatten fra folk, der har forstand på sport, og man må sige, at sportsjournalistikken i denne henseende ikke har fejret triumfer. Den foretrukne position har været den, hvor man har slået kors for sig og moraliseret op og ned ad stolper; og på lederplads har selvgode redaktører fremstillet spaltemetervis af moralprædikener, som ærlig talt selv kunne trænge til et ordentlig skud præstationsfremmende stoffer. Nå ja - det lever vi så med; men hvor er de folk, der forstår sporten indefra og skriver af indsigt, hengivenhed og engagement?
Kun Jørgen Leth har turdet forsøge at nuancere synspunkterne, men han fik så mange tæv, at han må være groggy endnu.

Dystre snydemotiver
Katastrofen for cykelsporten er naturligvis selve den doping-praksis, der er blevet afsløret. Det er ikke afsløringen, der er noget galt med; men skylden lægges med største selvfølgelighed på de formastelige overtrædere, uden at nogen reflekterer over, hvad der mon driver dem til at udsætte sig for de livsfarlige stoffer - og risikoen for afsløring?
Er de mon alene drevet af dystre snydemotiver, eller er der også andet på færde? Eller med andre ord:
De strenge standretsdommere rundt omkring i redaktionernes ergonomiske skrivebordsstole - er det ikke de samme, der til daglig ikke kan få nok af verdensrekorder og enestående præstationer fra eliteidrætsfolk, der ikke har en jordisk chance for at gøre dem tilfredse, hvis de ikke har 'givet sig' fuldstændig?
Se for eksempel reaktionen på de stakkels håndboldspillere, som netop i skam er vendt tilbage til regulære skideballer og latterliggørelse. For mig at se gjorde spillerne, hvad de kunne.
Og Riis er uden rettergang anklaget og dømt af gudoghvermand.
For netop ham må det være meget, meget smerteligt. Han har ofte vist, at han er en rytter med stærke æresbegreber, en mand for hvem traditionen, idealerne og sportens ånd (ja, undskyld) er levende størrelser.
Tør jeg mon på denne baggrund indrømme at jeg glæder mig til Touren '99?
Det bliver da - forhåbentlig - muy spændende, igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu