Kronik

Globaliseringens nomader

19. juni 1999

I en globaliseret verden er forestillingen om de etnisk rene og homogene nationer en anakronisme. I stedet for at se det som en modsætning holder de nomadiske bevægelser fællesskabet i live

Den europæiske tænkning har hovedsagelig interesseret sig for de bosatte. Alene sociologiens to grundbegreber, samfund og fællesskab, betegner begge de bosattes livsformer. Det er derfor ikke overraskende, at nomaden eller 'det nomadiske' har været systematisk udelukket fra fortællingerne om 'samfundet' og 'fællesskabet'. Den grundliggende modsætning, som præger samfundet, er derfor nomadisk bevægelse versus fikserede territorier; overskridelse versus loven; strømme versus grænser. Set fra dette perspektiv, der er inspireret af de franske filosoffer Gilles Deleuze og Felix Guattari, har civilisationshistorien været historien om, hvordan de bosatte har forsøgt at neutralisere de nomadiske bevægelser.
Hvem er nomaden da? Nomaden er den, der undslipper de bosattes grænser. Det nomadiske er defineret først og fremmest ved en afvigelse fra normen, fra 'det sociale bånd, fra Loven og fra territorialiteten'.
Inden globaliseringen for alvor tog fat, var institutionel og territoriel indhegning disciplinsamfundets væsentligste våben mod nomaderne og det nomadiske. Som konsekvens var både den disciplinerende magt og de disciplinerede subjekter territorialt bundet til hinanden, og mangtformen krævede derfor en form for engagement fra både magtspillets vindere og tabere. Disciplinen i samfundet krævede uafhængige subjekter, som kan bevæge sig igennem civilsamfundets institutioner relateret til arbejde, uddannelse, forbrug osv. Det vigtige var, at disse institutioner var klart afgrænsede. Man bevægede sig fra den ene institution til en anden, ofte i rækkefølge.
Dette er i dag under forandring. Vi bevæger os gradvist fra disciplinsamfundet til, hvad Deleuze og Guattari har kaldt 'kontrolsamfundet'. Kontrolsamfundet erstatter fabrikken med 'business', skolen med permanent uddannelse, eksaminering med stadig vurdering. I kontrolsamfundet gør man aldrig noget færdigt. I modsætning til disciplinsamfundets territoriale afgrænsninger og indhegninger er kontrolsamfundets sociale rum et udjævnet og udglattet territorium, der er karakteriseret ved øjeblikkelig kommunikation og permanent variation; ved Internet-agtige, flydende snarere end territorialt centraliserede magtformer. Hvis disciplinens geografi opererede med fastlåste positioner og identiteter, opererer 'kontrollen' under hensyn til mobilitet, hastighed og fleksibilitet.

Her har vi en af de mest interessante definitioner af globalisering, nemlig den polske sociolog Zygmunt Baumans, der taler om "nomadernes hævn". Ifølge Bauman oplever vi i dag en ny fase af moderniteten, en "flydende modernitet", som erstatter den første "solide modernitet". Den solide modernitet var grundlagt i et forsøg på at nedbryde, hvad der blev opfattet som solidt (f.eks. før-moderne sociale strukturer), men dette skete med henblik på at opbygge nye solider. Et eksempel på et sådant nyt solid er nationalismen. Den anden modernitet er derimod karakteriseret ved, at soliderne opløses uden at blive erstattet med nye.
Perioden, hvor de bosatte er nomaderne ubetinget overlegen, lakker hurtigt mod sin afslutning. I den 'flydende' modernitets stadie regeres den bosiddende majoritet af en nomadisk elite. Den, der kan bevæge sig hurtigst, kan regere over de andre, mens de langsomme, de umobile, kun kan reagere. Eliternes magt i den globaliserede, flydende modernitet udspringer af, at de kan frigøre sig fra bindingen til det lokale. Afstande betyder stadigt mindre og forestillingen om en geofysisk grænse bliver stadig vanskeligere at opretholde.
Konsekvensen af grænsernes udviskning er udbredelsen af en magtform, der i stigende grad er frigjort fra national- og lokalgeografi. En magt, som i stærk kontrast til tidligere former for magt, udøves uden engagement - dvs. uden ansvar for de lokale territorier og identiteter - og som opererer udfra en hit and run logik. F.eks. synes nationale økonomier magtesløse overfor multinationale selskaber, og de nationale politiske eliter må stort set efterkomme ethvert krav fra dem. Den ulige magtbalance mellem kapitalen og den nationale stat har sin baggrund i, at kapitalen i stigende grad er trans-national eller 'eks-tra-territoriel'. Kapitalen kan dermed true staterne med at 'flytte sig', mens den nationale stat, ligesom arbejdskraften, er territorielt bundet.

Globalisering betyder, at alle objekter såsom konsumvarer, kulturelle tegn, viden og information i stigende grad er kendetegnet ved en cirkulation med tiltagende hastighed på tværs af nationale grænser. Mennesker bevæger sig også i stadig højere grad på tværs af nationale grænser i takt med den stigende globalisering. Den flydende modernitet skaber således både forretningsmanden, som har hjemme alle steder, fordi han er tilkoblet nettet, og flygtningen og indvandreren, som flygter fra økonomisk forarmelse og i det nye land er fortrængt til samfundets 'vilde zoner'.
I en globaliseret verden, der er kendetegnet ved subjekter og objekters stigende mobilitet, bliver mobilitet den vigtigste magtfaktor. De, der har magten, er dem, der kan være mobile og cirkulere på tværs af lokaliteter, mens mobilitens tabere er dømt til at forblive 'lokale'. De, der er isolerede fra informations- og kommunikationsnetværkerne bevæger sig ikke. De forbliver i globaliseringens nye periferi, i hvad de engelske sociologer Scott Lash og John Urry kalder de 'vilde zoner', i ghettoerne, i Den tredje Verden og i dele af Østeuropa.
Globaliseringen varsler således en polarisering mellem to slags sociale rum: De mobiles og de ikke-mobiles. Det mobile rum udgøres af globaliseringens strømme, mens de ikke-mobiles udgøres af globaliseringens vilde zoner. Afstanden mellem de enkelte positioner i de globaliserede netværk er nærmest lig nul, mens afstanden mellem 'nettet' og dét, der er udelukket fra netværket, er uendelig. Som konsekvens bliver det afgørende i netvæksamfundet, om man deltager i eller er udelukket fra forskellige netværk. Det største problem i netværkssamfundet er at være overflødig i forhold til forskellige netværk og set fra det modsatte perspektiv de pågældende netværks ufølsomhed overfor de overflødige.

Det, der på denne baggrund gør indvandring interessant, er først og fremmest dens ambivalens i forhold til globalisering: Mens indvandringen og indvandreres livs-situationer fra globaliseringens synsvinkel kan opfattes som fastlåste, opfattes indvandrere og flygtninge fra den nationale politiks synsvinkel som nomadiske. Indvandrerpolitikken drejer sig derfor om, i Birthe Rønn Hornbechs formulering, at "standse tilstrømningen" (af fremmede). En strøm, der mere end andet symboliserer det angstfremkaldende ved det nomadiske. Den overskrider de 'solide' grænser. Dette vil også sige, at immigranter kæmper på to fronter: Mod de nomadiske eliter og mod de bosatte lokale.

Mange indvandrere har fået et stærkt deficit med hensyn til 'økonomisk kapital'. Samtidig er deres 'sociale kapital', dvs. deres sociale kontaktnetværk og mobilitet ofte af begrænset omfang. Deres 'kulturelle kapital' er præget af manglende uddannelse. Deres 'symbolske kapital', dvs. deres værdi og prestige i de andres øjne, er også faldet markant. Dette underskud på forskellige former for kapital fortrænger indvandrerne til globaliseringens 'vilde zoner'. Som resultat er indvandrere i dag en af de mindst mobile grupper i Danmark. Med undtagelsen af sommerferierne i oprindelseslandene forlader indvandrere stort set ikke deres ghettoer.
Den globale magt bliver såvel af de enkelte individer som i den nationale politik oplevet som et usikkerhedsmoment; som noget der hænder os, uden at vi kan opnå kontrol over det. Denne usikkerhed har mange facetter og overfor disse kan de lokale og nationale politiske institutioner ikke stille meget op. Svaret er derfor ofte at forsøge at reducere denne diffuse usikkerhed til en kilde - til tider med katastrofale følger. Jagten på 'tryghed' går ofte hånd i hånd med konstruktionen af syndebukke. På denne baggrund kan vi forstå sloganet 'uorden ud af Danmark'.
Uorden er lig med usikkerhed, som er lig med indvandrere. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at dansk socialpolitik i løbet af 1990'erne har været præget af disciplinære tendenser indenfor velfærdsstatsrelaterede områder. Det gælder f.eks. aktiveringspolitik i forhold til de arbejdsløse (uden at skabe reelle jobs) og spredningspolitik i forhold til såkaldt indvandrerbelastede bolig-omåder. I globaliseringens sammenhæng er dette politiske forsøg på at skabe et disciplinært rum, som har til formål at holde folk 'på plads'. I lyset af globalisering virker disse forsøg imidlertid absurde. Man leder efter lokale løsninger på globale problemer.
I 'ghettoen' illustreres misforholdet mellem globalisering og lokal planlægning på ironisk vis. Selv om ghettoerne stort set er 'vilde zoner' med hensyn til kommunikations- og informationsnetværker har indvandrerfamilierne intense transnationale relationer. En gåtur i Gjellerup i Århus åbenbarer mange parabolantennner. 'Ghetto-tyrkeren' følger godt med i, hvad der sker i Tyrkiet. Indvandreren blander således kulturer, loyaliteter og interesser. Men i stedet for at opfatte disse træk ved ghettoerne som ressourcer i globaliseringens tidsalder, ser man blandingsformerne som et problem. Parabolantenner og indvandreres transnationale loyaliteter tolkes således som udtryk for en manglende integration.

Den franske sociolog Jean Baudrillard hævdede engang, at når man i USA havde bygget et Disneyland, var det for at skabe forestillingen om den perfekte illusion. Disneyland skulle dermed skabe illusionen af, at resten var virkeligt. Men i virkeligheden er USA efter Baudrillards opfattelse ét stort Disneyland - én stor simulering. Disneyland er det 'ægte' USA. Der findes intet andet.
Måske er tidens fobiske nationalisme og insisteren på etniske forskelle et sådant forsøg på at distancere sig fra det flydende og det, der er i bevægelse. Den illusion, der således skabes, er forestillingen om et helle midt i tegnenes malstrøm. Et sted uberørt af globaliseringens flux af tegn - noget oprindeligt og ægte.

Indvandrerene har samme funktion, som Disneyland har i den amerikanske selvbevidsthed. De er den hyperrealisering, der skal skabe illusionen om, at resten er virkeligt. Denne simulering af det etniske henviser på paradoksal vis til, at vi har mistet kontakten med enhver form for oprindelighed. Konstruktionen af indvandreren er en illusion, der skal tilvejebringe forestillingen om, at danskheden i virkeligheden eksisterer. Indvandrerne er som figurerne i Disneyland reduceret til det, som kan kategoriseres og kontrolleres. Vi hader nomaderne, og derfor indhegner vi dem, forsøger at stoppe deres bevægelse - både fysisk og mentalt. Dette had til nomaderne er basalt set et had mod os selv. En angst for det, som er i bevægelse og for det nomadiske ved os selv.
Udfordringen er derfor at tænke fællesskabet og det nomadiske, ikke som en modsætning, men som et forhold, hvor de nomadiske bevægelser holder fællesskabet i live. Det er nødvendigt at opgive forestillingen om fællesskabet som homogent og uforanderligt, og følgelig indvandrerpolitikken, som en politik, der har til formål at homogenisere de fremmede for at gøre dem ligesom 'os'. I en globaliseret verden er forestillingen om de etnisk rene og homogene nationer en anakronisme.

I stedet bør fællesskabet tænkes som et ansvar, vi påtager os overfor den fremmede. Den etiske fordring består ikke i at rationalisere og kodificere forholdet til den fremmede. Mødet med den fremmede er selve fællesskabets udspring. Uden den fremmede, uden nomaden, dør fællesskabet. Det er mødet med den fremmede og konfrontationen med det nomadiske, der vitaliserer fællesskabet. Den fremmede er ikke en forhindring, men en forudsætning og en ressource for ethvert fællesskab.
Derfor er det også væsentligt at skabe rum for en fælles fortælling, hvor vi accepterer, at forudsætningen for den fælles dialog er identiteter defineret og grundlagt udenfor denne fortælling. Vi skal ikke møde de andre, som danskere møder de fremmede.
Baggrunden for et lige møde må være en erkendelse af, at det ikke kun er de fremmede, der er underlagt de nomadiske vilkår.
Ingen er ved sig selv bestemt. Hverken som individer, danskere eller noget tredje.
I realiteten er vi alle nomader.

*Carsten Bagge Laustsen er ph.d.stipendiat ved Institut for Stats-kundskab, KU, og Bülent Diken er adjunk på Institut for Geografi og Internationale udviklingsstudier, RUC

Artiklen indgår i en længere version i bogen 'Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling'.
Red. Jørgen Bæk Simonsen og Lisbeth Christoffersen.
Bogen udkommer til december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu