Kronik

Hvem har magten?

7. juni 1999

Den danske grundlov er baseret på Montesquies tanker om magtens tredeling. Et princip, der skulle sikre mod magtmisbrug. Men allerede i sin tid frygtede den radikale statsminister C. Th. Zahle, at embedsmændene i kraft af deres ekspertise overtog landets styring fra de inkompetente ministre

Den danske grundlov er på mange måder inspireret af den franske filosof Montesquieu, som er blevet højaktuel, idet hans hovedværk 'Om lovenes ånd' fra 1748 netop er blevet nyudgivet i Danmark for første gang i 227 år.
1849-grundloven lignede på mange måder Montesquieus forestillinger, men disse slog først for alvor igennem med 1866-grundloven.
Dette kan man se i Om lovenes ånd bog 11. Selv om Montesquieu er kendt for magtdelingslæren, fylder denne kun en lille del af hans værk.
Resten handler bl.a. om klimaets betydning for samfundstypen.

Her må det først være på sin plads at se på, hvordan 1849-grundloven blev til. De kredse, der stod bag denne grundlov kunne dårligt siges at være specielt folkelige, for de mest aktive, Orla Lehmann og D.G. Monrad kom fra det københavnske borgerskab. Når de kunne få en større befolkningsskare med sig, skyldtes det den almindelige sociale, økonomiske og teknologiske udvikling, som modarbejdede det enevældige system.
Borgerskabet havde da også noget så vigtigt som indflydelse at kæmpe for. De såkaldte stænderforsamlinger, som havde været et forsøg fra 1830 på at indføre noget, der lignede demokrati, havde ikke begunstiget borgerskabet.
Stemmeretten til stænderforsamlingerne, som kun var rådgivende over for kongen, var stærkt indskrænket og byggede på ejendomsprivilegier, hvilket ofte betød, at håndværksmesteren og ikke professoren havde stemmeret.
At det gik så nemt at få grundloven gennem kongehuset handler om personspørgsmål. Hverken Fr. VI, der døde 1839, eller Chr. VIII, som døde 1848, var til sinds for alvor at overlade magten til et folkeligt organ.
De følte at en rådgivende forsamling var alt rigeligt. Først da Fr. VII pludselig blev konge i januar 1848, var der muligheder for en helt fredelig overgang til parlamentsstyre.
Denne konge havde hverken evner til eller ambitioner om at være enevældig. Hvordan det var gået, hvis vi fortsat havde haft konger med enevældige ambitioner, kan vi kun gisne om.
Et af de store spørgsmål da man skulle sammensætte den nye grundlov, handlede om valgrettens udbredelse. Den nationalliberale Monrad fik presset den lige og almindelige valgret igennem til både Folketinget og Landstinget.
Det medførte, at ca. 14 procent af befolkningen kunne stemme. Monrads holdning bør ikke forveksles med et specielt demokratisk sindelag.
Han mente, at den lige og almindelige valgret kunne skabe konservative garantier. Hans overbevisning gik på, at almindelige borgere ville stemme konservativt, på embedsmænd og godsejere og frygtede, at man ved at indskrænke vælgerkorpset ville give magten til datidens eneste betydningsfulde sociale bevægelse, gårdmændene.
Monrad blev dog hurtigt belært om, at underklassen ikke altid arter sig.
Allerede ved valget til den grundlovsgivende forsamling i oktober 1848 fik man sig en overraskelse. I Præstø-kredsen var kandidaterne professor H.N. Clausen og væveren Hans Hansen. Valget burde være klart, men væveren vandt!

Denne grundlov fik kun 17 år, men var allerede midt i halvtredserne reelt sat ud på et sidespor. Vi fik fællesforfatninger med Slesvig-Holsten, som byggede på den privilegerede valgret. Kongerigets grundlov gjaldt herefter kun for dets egne indre anliggender og det betød, at en række vigtige områder som finanspolitik blev afgjort i fællesforsamlingen.
Den formelle baggrund for grundlovsrevisionen i 1866 var nederlaget til tyskerne i 1864. Formelt set skulle der ændres i grundloven, da riget nu var et andet, men man nøjedes ikke med at ændre de nødvendige kommaer.
Godsejerne og de nationalliberale var enige om at den lige og almindelige valgret ikke var en brugbar løsning, hvorfor der var grundlag for en helt ny grundlov.
Dele af bondevennerne, det senere Venstre, havde indset den umulige situation og gik derfor i forhandling med de ledende godsejere C.E. Frijs og J.B.S. Estrup, for dog at redde hvad reddes kunne.
Resultatet blev en grundlov der i mangt og meget lignede det som Montesquieu havde nedskrevet 118 år tidligere.

Montesquieu er kendt for teserne om magtens tredeling, som skulle sikre mod magtmisbrug.
De tre magter skulle være skarpt adskilte og holde øje med hinanden.
Montesquieu var naturligvis en del af sin samtid, og kunne dermed godt se de problemer, et demokrati ville medføre for overklassen.
Løsningen var tokammer-systemet, hvor det 'almindelige folk' - som ikke var mere almindeligt, end at man måtte undtage "de, der er så ringe stillede, at man må formode, at de ikke har nogen egen vilje" - skulle sidde på underhuset.
Overklassen derimod skulle have patent på overhuset, som skulle have "ret til at standse folkets forehavender", hvilket vil sige at det ikke skulle være direkte lovgivende, men mere regulerende.
Den udøvende magt skulle ligge hos monarken og være klart adskilt fra den lovgivende myndighed, for ellers er der ingen frihed, konstaterede Montesquieu.

Den grundlov vi fik i 1866 lignede som sagt Montesquieus forestilling. Det lykkedes bondevennerne at bevare den lige og almindelige valgret til Folketinget, mens Landstinget fik sit privilegerede valgsystem, som sikrede godsejervældet frem til 1901.
Helt i Montesquieus ånd, var en betragtelig del af danskerne dog udelukket fra det politiske spil.
1953-grundloven taler som alle de øvrige om at kongen udpeger regeringen, dog med den ikke ubetydelige forskel at der ikke mere står "sine ministre", men blot "ministre" - de var ikke længere kongens ejendom.
Forskellen mellem 1866 og i dag er, at vi ikke mere mener denne paragraf bogstaveligt. Istedet har vi fået parlamentarismeparagrafen (15), som under alle omstændigheder har gjort kongens magtmiddel værdiløst.
Selvom 1866-grundloven lignede Montesquieu, var der væsensforskelle. Landstinget nøjedes ikke med at virke regulerende, men blev ret hurtigt regeringsbærende.
Dermed fik magtadskillelsen et alvorligt knæk. Selv en konge er nødt til at alliere sig med dele af den lovgivende myndighed. Mig bekendt er den eneste mulighed for at sikre magtadskillelsen i praksis folkevalgte regeringer som i USA.
De følgende års Danmarkshistorie har bekræftet den parlamentariske styreform, blot med den forskel, at det efter 1901 er Folketinget, der udpeger regeringen.
Et enestående tilbageslag skete i 1920, hvor kongen fyrede regeringen Zahle, hvilket medførte det tætteste vi i Danmark er kommet på en revolution.
Siden har ingen dansk konge eller dronning taget magtadskillelsen alvorligt, selvom den formelt eksisterer.
Montesquieus lære handlede om magt. Problemet er så blot at definere den.
Den udøvende myndighed skulle være meget stærk og blev derfor lagt under kongen og uddelegeret til ministre. Spørgsmålet er nu om det reelt er ministrene eller en anden magtfuld gruppe, embedsmændene, der kører løbet.
I det engelske satireprogram "Javel Hr. minister" får man det indtryk, at embedsmændene har det sidste ord.

Nu har vi i Danmark igennem tiderne haft mange dygtige og velkvalificerede ministre, men at det ikke altid er tilfældet, var allerede den radikale statsminister C.Th. Zahle bevidst om. I sin dagbog skrev han bl.a.: "men at det er højst uheldigt i Danmark, at man er naaet dertil, at Landbrugsministeren skal være en Bonde - det ved jeg. Det er ikke demokratisk, men bureaukratisk; thi det fører til at Embedsmændene regerer ukontrolleret. Saadan er det gaaet under alle de Venstrebønder, som har været Landbrugs-'ministre'. Det gaar desværre saadan ogsaa under den elskelige Kristjan Pedersen."
At det også kan gå sådan i moderne tid, har jeg et vidnesbyrd om. Jeg havde engang en kursist, som havde arbejdet i et ministeium.
I løbet af den tid vedkommende havde været der, havde der kun været en minister som kunne styre embedet.
Selv om kursisten var konservativ, kunne kun denne socialdemokratiske minister skabe respekt, mens den totale katastrofe var en konservativ.
Her var det igen svært at tale om magtadskillelse, da embedsmændene kunne gøre, hvad de ville.
Man kan sikkert finde mange af den slags eksempler, som klart viser, at magtadskillelsen er sværere at gennemføre i virkeligheden end på papiret.
Hvor skal vi f.eks. placere arbejdsgivere, fagbevægelse, fremtrædende enkeltpersoner i en grundlov? Det nærmeste, vi har set, er suppleringen af Montesquieu med en fjerde magt: den kontrollerende, d.v.s. pressen.

*Tue J. Leunbach er cand. mag. i historie og samfundsfag og underviser på VUC, Falster

Apropos - Grundloven

Grundloven af 1953 blev den fjerde danske grundlov i løbet af godt 100 år. De øvrige grundlove stammer fra 1849, 1866 og 1915. Den mest betydningsløse af de fire er ubetinget den nyeste, som formentligt kun blev vedtaget takket være tronfølgeloven - kun 45,7 procent af vælgerne sagde "ja tak", hvor minimumskravet var 45 procent. I 1939 faldt et grundlovsforslag, ikke fordi et flertal sagde nej, men fordi for mange lod sofaen vinde. I 1953 havde vi altså en folkelig sag, som gjorde det muligt at nedlægge Landstinget og gradvist få nedsat valgretsalderen. Valgloven blev pillet ud af grundloven, hvorfor det ikke længere krævede en helt ny grundlov at sætte aldersgrænsen ned. Som en fremsynet paragraf indførtes paragraf 20 stk.1. Det er den nu berømte suverænitetslov, som siger, at vi "i nærmere bestemt omfang" kan overlade beføjelser til mellemfolkelige myndigheder. Allerede dengang havde man en fornemmelse af, at fremtidens magtcentrum ville blive Bruxelles.
Hele afsnittet om de borgerlige rettigheder var blevet indført i 1849-grundloven, som gav os et godt grundlag at opbygge et levedygtigt demokrati på. 1849-grundloven var dog for demokratisk for sin tid
Derfor fik den kun kort tid. Man kan ikke pludseligt gå fra et enevældigt aristokratisk til et fuldt demokratisk system. I denne sammenhæng har konservatismen ret, når den efterspørger den rolige udvikling; se blot til katastroferne i Tyskland 1933 og Algeriet 1993, hvor folk på bedste demokratiske vis stemte for en afskaffelse af demokratiet
1866-grundloven svarede på mange måder til sin tid, men Højre fortsatte urimeligt længe med at bruge den i reaktionært øjemed.
Så sent som i 1901 ville kredse af Højre, bl.a. Estrup, stadig bruge grundloven til at holde Venstre fra magten, selvom dette parti klart var blevet regeringsdueligt og Højre i øvrigt udslidt og sprængt. Efter systemskiftet i 1901 var vejen banet for en ny grundlov. Resultatet var en grundlov, som stort set er gældende idag. Den privilegerede valgret faldt, men der indførtes "konservative" garantier, der sikrede et stabilt Landsting. Her fik Socialdemokratiet og de radikale først flertal i 1936. Den kvindelige valgret var der ingen uenighed om. Allerede i 1908 kunne kvinder stemme ved lokale valg.
Tue Leunbach

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu