Kronik

Kødets safter i cyberspace

Debat
18. juni 1999

Vores seksualliv er i åbenlys krise, men kun midlertidigt. Computeren vil genoplive den uddøende seksualitet og gøre sex til en virtuel akt

Wachowski-brødrenes nye film The Matrix betragtes af mange som en sofistikeret fremtidsfilm af nogenlunde samme kaliber som Stanley Kubrics Rumrejsen år 2001 og Ridley Scotts BladeRunner. Filmen forekommer dog temmelig uoriginal i sin behandling af Virtual Reality (VR). Den fortæller den efterhånden velkendte historie om menneskets udvikling af kunstig intelligens, og de efterfølgende uforudsete og frygtelige konsekvenser. I The Matrix vender maskinerne sig mod menneskeheden, og i et sidste desperat forsøg på at genvinde magten, blokeres himlen i et atomhelvede for at tvinge de solenergikrævende maskiner i knæ. Resultatet er yderst uheldigt. Maskinerne opretter kæmpemæssige menneskemarker, hvor mennesket tømmes for deres elektromagnetiske energi, som kompensation for den manglende solenergi. For at be-grænse menneskets trang til oprør skabes The Matrix - en gigantisk VR som hensætter den opkoblede menneskehed i en apatisk illusion.
'Hvad er The Matrix?', står der malet over busserne i London i dagene før premieren. 'The Matrix er sløret som skjuler sandheden for dine øjne', fortælles en virkelighedsforvirret Keanu Reeves af den indsigtsfulde Laurence Fishburne i, hvad der må betragtes som filmens absolutte filosofiske forløsning. Denne bemærkning er interessant. Den minder om en central passage i den franske tænker, Jean Baudrillards, bog Simulacra and Simulation. I bogen hævder Baudrillard, at VR's væsen skal forstås som et "slør der skjuler sandhedens ikke-eksistens".
Der må dog siges at være en radikal forskel på at skjule noget som i The Matrix og på at skjule ingenting/ikke-eksistens som i Simulacra and Simulation. The Matrix er nemlig fast forankret i en dogmatisk filosofisk diskurs, som opererer med sameksistensen af en virkelig verden og en virtuel verden. Heltens opgave består i at lede den fremmedgjorte menneskehed ud i sandhedens lys, ved at blotlægge den virkelige verden hinsides illusionens (eller den virtuelle verdens) slør. En ideologi med så forskelligartede eksponenter som Platon, kristendommen, Marx og The Truman Show.
Teorien om de to parallelle verdener er dog misforstået. Den virkelige verden vil ikke åbenbare sig i et fantastisk øjeblik. Den vil derimod institutionalisere sig i form af VR på bekostning af den oprindelige virkelighed i en langsom og temmelig kedsommelig proces, der bestemt ikke ville egne sig som et idémæssigt fundament for en tju-bang Hollywood-produktion. En trods alt fascinerende allegori for denne udvikling er den fænomenale Jorge Louis Borges' historie om et rige, hvor kartografien nåede et så sublimt stade, at selv ikke et kort over riget, der dækkede en hel provins, blev fundet tilfredsstillende. Videnskaben krævede fuldstændig korrespondance mellem virkeligheden og dets kort, og kartograferne konstruerede et fantastisk kort, der dækkede hele rigets territorium som en tynd hinde, og som med tiden kvalte det oprindelige rige under kortet.
Moralen i Borges' fabel er, at menneskets desperate søgen efter sandheden, dets uimodståelige kortlægning af sine omgivelser, uundgåeligt vil føre til disse omgivelsers endeligt. "Mennesket forlanger the real thing", som den italienske forfatter Umberto Eco skriver, "og for at opnå dette må de producere det absolut kunstige".
Som postmodernisterne ynder at fortælle, er virkeligheden hverken sand eller falsk. Det er vores historier om virkeligheden, som kan siges at være sande eller falske. Sandhed er derfor udelukkende en sproglig kvalitet. Og tilmed en tvivlsom. Vores historier om virkeligheden vil nemlig altid være utilstrækkelige. Det vi kalder virkelighed, er i realiteten noget ukendt. Men dette er langtfra alt hvad der er at sige af interessante ting om virkelighed og sandhed, som postmodernisterne ellers hårdnakket hævder. Menneskets vanvittige jagt efter sandheden, og dets stigende frustration over sine manglende evner til at bringe virkeligheden under sproglig kontrol, vil uundgåeligt føre til mikrokirurgiske indgreb i virkeligheden. Slutresultatet vil blive en simpel perfektioneret VR, programmeret af mennesket selv. Som i Borges' fabel gælder det om at transformere vores virkelighed til et storslået kort, tegnet af os selv med en smuk historie skrevet af os selv.

Udviklingen af VR ikke er begrænset til Cyberspace. Lige siden tidernes morgen har mennesket forsøgt at transformere virkeligheden fra det komplicerede til det simple, i ubevidst forberedelse til den endelige fusion mellem virkeligheden og computerkredsløbets simple logik. Julian Dibbell lokaliserer i sin nye bog My Tiny Life den spæde form af VR i en forhistorisk variant af ludo, hvor deltagerne styrede bittesmå mænd til hest rundt på en bane i et drabeligt væddemål. Brætspillet udgør ifølge Dibbell en præ-teknologisk virtuel oase, hvor deltagerne kan undslippe virkelighedens materielle begrænsninger ved en slags mental projektion ind i en verden af uanede muligheder. Vores fascination af brætspil som Risk og Diplomacy, skal søges i vores evne til at lade os opsluge i en virtuel verden, hvor hærenheder flyttes over landegrænser ved simple armbevægelser, og hvor krige udkæmpes i åndeløs spænding over terningers uforudsigelige udfald.
De forhistoriske brætspils umis-kendelige layout-mæssige lighed med de tidligste landkort fortæller netop historien om, hvordan menneskets besættelse af at kortlægge sine omgivelser, nærmest øjeblikkeligt blev fulgt op af forsøget på at bryde landkortets blanke overflade, og så at sige placere mennesket inde i selve kortet. Som Dibbell skriver: "Hvilket menneske kan, når alt kommer til alt, se på et kort og modstå den fristelse, det er at forestille sig transporteret ned i dets mikroskopiske territorium ridende på spidsen af en pegefinger, mens den bevæger sig langs floder og over bjergkæder?"
Fristelsen er uimodståelig. Det mest indlysende eksempel er kortlægningen af menneskets gener, som i overensstemmelse med Dibbells analyse, allerede er overhalet indenom af teknikker som genmanipulation og genterapi. Forandringen af vores arveanlæg fra det kaotiske til det iscenesatte, suppleres af en eksplosion i psykotransformative, kultagtige bevægelser og weekend-kurser, som piller menneskets komplekse sind fra hinanden for at rekonstruere det som et brugervenligt operativsystem, der er opbygget efter programmatiske principper.

Det er dog ikke overraskende i Cyberspace, at vi finder de mest perfektionerede former for VR. Cybersex viser vejen. Baggrunden for cybersex er pornografien, som gradvist har elimineret vores seksualitet ved at afsløre alt og efterlade tilskueren i en slags apatisk fascination.
Pornografiens konstante forsøg på at minimere afstanden mellem kameraet og det afbilledede (X-Ray pornofilm er også prøvet), har samtidigt renset seksualiteten for sine uæstetiske kvaliteter (det ildelugtende, reproduktive, akavede og beskidte), og efterladt os med et idealiseret billede af sex. Manden forsøger at leve op til dette ideal, men ender forudsigeligt som en afseksualiseret grønsag foran pornofilmen med en køkkenrulle i hånden, og drømmen om at projektere sig ind i vidunderverdenen bag den tilsyneladende uigennemtrængelige skærm. Kvinden efterlades med en dildo, og drømmen om at bryde igennem overfladen på kulørte magasiner, som fortæller smukke historier om forføreriske og udholdende mænd, der er ligeglade med silikonebryster.

Vores seksualliv er i åbenlys krise, men kun midlertidigt. Cybersex vil give mennesket mulighed for at trænge igennem skærmen og genoplive den uddøende seksualitet i en virtuel form.
Det er åbenlyst, at cybersex ikke er en lille oase af sjov i den virkelige verdens seksuelle ørken. Det er alvor. Et stigende antal ægteskaber bryder sammen, fordi den ene part sidder foran skærmen den ganske nat og tilfredsstiller behov, som den virkelige verden ikke længere kan opfylde. Og naive chattere som tror, at cybersex kun er et indledende stadie til the real thing, oplever gang på gang, at det virkelige ikke kan hamle op med den virtuelle oplevelse. Det er slående at cybersex i sin nuværende simple tekstuelle form er så konkurrencedygtig. Virkelig sex vil lide en langsom død, i takt med at teknologien gør den virtuelle oplevelse mere og mere realistisk.

Søren Pedersen er skribent, og bosiddende i London

APROPOS
Cybersex
Cybersex er godt i gang med at genoplive menneskets uddøende seksualitet i en virtuel form. Man kunne umiddelbart tro, at dette ville udgøre et problem, men det forholder sig faktisk modsat. Pornografien har fjernet hemmeligheden fra seksualiteten i den virkelige verden. Den tekstuelle forms lave oplysningsniveau har dog overraskende genoplivet hemmeligheden som omdrejningspunktet for cybersex, hvor der kompenseres for manglen på informationer med fantasifuldhed og udspekulerede forføriske strategier. For dem som ønsker at opleve denne helt specielle stemning, gælder det om at komme online så hurtigt som muligt. Mennesket stræber ubønhørligt efter at afdække alle hemmeligheder, og dette vil transformere cybersex i nøjagtig samme retning, som det i sin tid skete for seksualiteten i den virkelige verden. Vi er paradoksalt nok på vej frem mod fortiden.
I takt med at overførselshastigheden på det globale netværk forøges, vil det blive muligt at introducere nye medier, som zoomer kraftigt ind på seksualiteten. Alle hemmeligheder vil blive opløst i strømmen af digital information, og vi vil nok engang opleve en trivialisering i retning mod pornografien. Den skriftlige interaktion vil blive afløst af en mundtlig interaktion (en udvikling som allerede er forberedt i den seneste udgave af det afsindigt populære chatforum ICQ). Den besværlige tekstuelle form har utilsigtet skabt lange samtaler, men denne situation vil straks forandres med introduktionen af talesprog, som vil transformere dialogen til en banal udveksling af perversiteter.
Webkameraet vil afsløre den usynlige person på den anden side af skærmen, og overflødiggøre den mentale aktivitet, som tidligere var travlt beskæftiget med at kompensere for de manglende billeder. Samtidig vil webkameraet undgåeligt medføre en omprioritering fra det indre til det ydre. Cybersuits vil introducere fjernstimulans og transformere det langtrukne parringsritual til øjeblikkeligt samleje.
Som i den virkelige verden vil kvinderne ikke kunne leve op til det ideal, alle disse teknologiske landvindinger forsøger at indkredse, og seksualiteten vil nok engang komme i krise. Triste fænomener som cyberprostitution og cybervoldtægter vil uundgåeligt opstå.

Søren Pedersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her