Kronik

Krig og demokrati

Debat
1. juni 1999

Fornylig fremførte Gorm Harste det synspunkt her i bladet, at den måske mest holdbare forudsigelse, som samfundsvidenskaben har kunnet præstere, er Kants udsagn om, at demokratier ikke går i krig indbyrdes. Hvis det er rigtigt, må man også kunne slutte, at når der fortsat forekommer krig, skyldes det, at demokratiet ikke endnu er etableret eller fuldt udviklet i alle stater.

I den aktuelle situation vil de færreste benægte, at Milosevic' styre er et diktatur efter den klassiske teori om styreformerne. Men repræsenterer NATO-landene demokratiet og menneskerettighederne? Den officielle re-torik efterlader ingen tvivl. Men denne selvforståelse virker ikke overbevisende, når et NATO-land som Tyrkiet ikke selv overholder demokratiets regler over for det kurdiske mindretal. For årtier tilbage havde Alliancen heller ingen betænkeligheder ved at have Francos Spanien og obersternes Grækenland med; eller et Italien, der ved flere lejligheder har været udsat for kupforsøg og op igennem 70'erne var konditioneret af den hemmelige loge, P2, af et utvetydigt udemokratisk tilsnit.
Man kan naturligvis hævde, at spørgsmålet om krig og demokrati slet ikke melder sig, fordi hvad der foregår på Balkan er slet ikke krig, men en akut humanitær indsats. Heller ikke dette signalement holder. For det første følger bombningerne nu deres egne rutiner. For det andet virker den militære indsats ikke just koordineret med hjælpeorganisationernes. For det tredje passer konflikten udmærket til den mindstedefinition på krig, som vi kan finde hos Clausewits: "Krigen er en magtdemonstration, der som mål har at tvinge modstanderen til at underkaste sig sin vilje."
Det kan være nyttigt at vende tilbage til Præamblen til NATO-pagten: "Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætninger og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område. De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed....."
I NATO's selvforståelse er organisationen oprettet for at forsvare demokratiet. Organisationen kan dog næppe siges at forsvare demokratiet i almindelighed. Det er først og fremmest den hævdvundne vestlige udgave, der drages omsorg for.
Forsvaret har da heller ikke været rettet mod diktaturet i almindelighed men alene mod de kommunistiske diktaturer. Vestens egne autoritære regimer og udemokratiske tiltag i øvrigt har kunnet accepteres, blot de effektivt forhindrede kommunismen i at få fodfæste. Den periodiske suspendering af selve demokratiets elementære garantier var fra starten indskrevet som et Kains-mærke.

Når NATO intervenerer med henvisning til menneskerettighederne, er det med hjemmel i Præamblens første del. Men spørgsmålet er om dette ædle motiv også er det eneste. I en kommentar i Berlingske Tidende, skærer Henning Fonsmark igennem al snak om humanitær indsats og peger på Præamblens sidste del, der da også først og fremmest fokuserer på det mere realpolitiske ønske om stabilitet og sikkerhed i det nordatlantiske område, altså i en verden, hvor Kants fuldbyrdede demokrati endnu ikke er blevet virkeliggjort og krigstruslen ej heller endegyldigt afværget.
En begrundelse af denne sidste karakter har da også mere at gøre med statsræson end med menneskerettigheder.
Ned igennem historien har statsræsonnen altid peget i en anden retning end menneskerettighederne. Den blev tematiseret allerede i det 16. århundrede, mens menneskerettighederne først blev formaliseret i det 18. århundrede. Den ligger altså nedfældet i nogle dybere kulturhistoriske lag. Ofte har man med en begrundelse i statsræsonnen tilsidesat menneskerettighederne. Det forholder sig sjældent omvendt.
Når Serbien bedriver etnisk udrensning, er det et udslag af de undtagelsetilstande, som statsræsonnen nødvendiggør som eneste (i dette tilfælde kortsynede) middel til statens overleven.
Kravet om sikkerhed kan i visse situationer kræve diktatoriske indgreb. Det gælder også en statsalliance som NATO, der ved forskellige fejlbombninger, ja, men inden for rammerne af en kalkuleret risiko, faktisk har frataget flygtende kosovarer deres sidste rettigheder og reduceret dem til nøgne, rettighedsløse ofre.

Henning Fonsmark påpegede en realpolitisk konsekvens i NATO's handlingsmønster mellem før og nu. Men man kan gå et lag dybere i afdækningen af motiver. Bag om enigheden mellem NATO-landene (demonstrativt stillet til skue under 50-års festlighederne) spores der endnu et motiv, som kan føres tilbage til, at NATO ikke kun forenede Vesten om forsvaret af et bestemt politisk og økonomisk system over for en truende kommunistisk verden.
NATO har også, og måske først og fremmest, konsolideret et amerikansk hegemoni internt i dette system, som europæiske politikere har accepteret.
Tiden er måske inde til som menig Thersites i Homers Iliaden, at træde frem fra falanksens anonyme rækker og tale grækernes hærfører Aga-memnon midt imod.
Efter at den ydre trussel er bortfaldet med Sovjetunionens sammenbrud, kunne man forvente, at også NATO opløstes. Når det ikke er sket, følger det af, at foruden at dæmme op for kommunismen har der også været det ikke ganske sammenfaldende formål at forsvare, og nu også at udvide, et bestemt politisk og økonomisk system under amerikansk overhøjhed. Det er i denne forbindelse næppe tilfældigt, at Rambouillet-aftalen (kapitel 4) dikterer, at et nyt Kosovo forventes at indføre markedsøkonomiens principper.
Krig fremmer diktatoriske træk. Denne kendsgerning er dog ikke blevet mere simpel af, at moderne krig ikke blot vedrører det mellemstatslige forhold men også forhold i den enkelte stat. I denne forstand har krig, herunder den kolde krig, slettet den skarpe grænse mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Konsekvenserne heraf ser man i Serbien men også i de NATO-lande, der bryster sig af demokratiske styreformer, men som ikke er veget tilbage for begrænsede og ind imellem også mere permanente autoritære indgreb indadtil. Forsvaret af det særlige vestlige demokrati har således medført, at den opposition, som de samme landes kommunistpartier eller andre venstrefløjsgrupper repræ-senterede, mentes at udgøre et sikkerhedsproblem.
I Italien blev der fra første halvdel af 60'erne i forskellige kup- og efterretningskredse med transatlantinske forbindelser, udarbejdet håndbøger for en mere uortodoks krigsførelse, der ikke udelukkede terrorvold for at marginalisere venstrepartierne. Det var tiden omkring den første centrum-venstre regering, der end ikke involverede kommunisterne men alene socialisterne.
Anvendelse af undtagelsestilstandens udemokratiske metoder er blevet aktuel med debatten om efterretningstjenestens overvågning af aktiviteterne på den danske venstrefløj. Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder har fornylig her i bladet udtalt, at problemet ikke så meget angik, hvorvidt efterretningstjenesten overskred nogle beføjelser i forfølgelsen af deres efter hans opfattelse legitime mål, men i hvilken udstrækning den danske venstrefløj selv var udemokratisk.
Man kan indvende, at efterretningstjenesterne ikke hører til under NATO, formelt. Men som bl.a. den italienske efterkrigstidshistorie illustrerer, har der været en meget stor gråzone mellem NATO, CIA og de respektive medlemslandes efterretningstjenester.
Begrundelsen for at anvende statsræsonnens metoder over for den politiske opposition, fordi den mentes at udgøre en strategisk trussel, hvilede på den tankefigur, at den blot var en trojansk hest for oprettelsen af et sovjetisk støttet regime. Denne figur er ikke desto mindre med til at forplumre debatten, da den blander trusler udefra sammen med en lovlig, intern kritik af et bestemt politisk og økonomisk system. Hvad der har dybe rødder i europæiske kulturtraditioner, bliver på denne måde reduceret til en variabel i sovjetisk udenrigspolitik. Denne sammenblanding skyldes to forhold.
For det første lykkedes det at identificere det vestlige demokrati med demokrati overhovedet, med det resultat, at den nødvendige dialektik mellem demokrati som realitet og som utopi, der allerede trådte frem med Kant, blev opfattet som en konfrontation mellem demokrati i Vest og kommunisme i Øst.
For det andet lykkedes det ikke venstrefløjen i dele af sin sprogbrug og adfærd selv at komme fri af denne forskydning, selvom meget af den radikale kritik også ramte stalinismen.
Derved blev den et bekvemt påskud for at opretholde de undtagelsesbestemmelser, som statsræsonnen tildelte efterretningstjenesterne.

Men tankefiguren flytter også opmærksomheden væk fra det, der efter kommunismens fald påkalder sig interesse, nemlig det ofte oversete styrkeforhold mellem USA og Europa. I dag ved vi, at den krig, der ikke kunne udkæmpes på den store scene, fordi den kunne føre til gensidig udslettelse, er blevet udkæmpet med den mere uortodokse krigs midler på den indre europæiske scene.
Allerede den af De røde Brigader myrdede italienske politiker Aldo Moro pegede i sit politiske testamente fra 1978 på, at det var USA, der begrænsede europæernes og i særdeleshed italienernes suverænitet. Ikke omvendt. Moro forstod, at ikke bare Sovjet udgjorde en sikkerhedstrussel. At han også selv åbenbart var en trussel, kom han til at bære konsekvenserne af. Han måtte indse, at hvad der ikke længere var et problem, set med italienske øjne (indlemmelsen af kommunisterne i et regeringsflertal), fortsat var det for amerikanerne.
Måske bliver en af konklusionerne på den lange eftertanke, der må følge af Kosovo-krigen, at europæerne må søge andre sikkerhedsmodeller, end den det amerikansk dominerede NATO leverer. Blandt disse befinder en mere holdbar konstitutionel opbygning af Europa sig.

Gert Sørensen er lektor på Romansk Institut ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her