Kronik

Krigens zoologi

Debat
21. juni 1999

Når krigen er holdt op med at give mening, kan vi søge mening andre steder. Biologien og zoologien tilbyder sig som forklaringsmodel, og biologien er måske på vej til at afløse kulturen som nøgle til forståelse af verden

Krigen forårsager større lidelser, end den råder bod på. Krigen skaber økologiske katastrofer. Krigen kan være svær at få til at give mening. Gang på gang er det blevet fremhævet i forbindelse med den overståede Kosovo-kampagne, hvor absurd det er at føre en krig, der som et af sine vigtigste mål har haft at undgå tab af Nato-soldaters liv. Folk med hang til sarkasme har bemærket, at det efterhånden er sikrere at være pilot i en Nato-jager end at være passager i et rutefly i den tredje verden.
Som i Golfkrigen har pressens adgang til slagmarken denne gang været yderst begrænset. Militærapparaternes pressetjenester styrer med hård hånd, hvad almindelige mennesker kan få af reel information. Vi mangler et neutralt blik på tingene, professionelle øjenvidneberetninger. Det er ikke lykkedes særlig mange mennesker at komme til en forståelse af, hvad der egentlig har været de forskellige parters motiver i Kosovo-krigen. Hvad har Slobodan Milosevic opnået, og hvad troede han, han kunne opnå? Tror man virkelig på vestmagternes udsagn om en retfærdig krig, og hvad har deres - det vil sige vores - interesser været? I demokratiets hellige navn forbrød vi os mod FN, mod det nogenlunde demokratiske verdensforbund.
Forståelse af krigen har været en mangelvare. Det kan forekomme skuffende. Men måske er det ikke så underligt. For det er længe siden, slagmarken har været vores primære locus cogitans, forståelsens sted. Hver historisk epoke har sit locus cogitans: I antikken forstod man verden ud fra forum, i middelalderen ud fra slagmarken, i renæssancen ud fra den menneskelige krop, i romantikken ud fra kirkegården og i moderniteten ud fra storbyen.
Bevidstheden baserer sig på steder. Individer forstår sig selv bedst på bestemte steder: Den traditionelle husmor forstår sig selv bedst i køkkenet, kontormusen er mest sig selv på kontoret, mødemennesket er i sit es ved mødebordet. Barnet har legepladsen, de elskende har sengen, og festløven har dansegulvet som sit individuelle forståelsessted.

Jeg vil hævde, at vores tid har den zoologiske have som locus cogitans. Storbyen er ikke længere nøglen til vores verdensforståelse, selv om vi lever i den. Urbaniseringen er blevet så omfattende, at byen er det normale livs ramme. Storbymennesket lever i dag kompensatorisk - det har taget konsekvensen af fremmedgørelsen: Husdyr er blevet til kæledyr, fysisk arbejde erstatter vi med idræt og fitness, de sociale stratas tegnsæt har vi gjort til valgfri moder og stilarter, iscenesættelse afløser ritualerne, kønsrollemønsteret er blevet til rollespil, og alderdommen har mistet sin værdighed til fordel for ungdomsdyrkelsen.
Mest af alt er det naturen, der forsvinder. Mennesket gnaver sig ind på de store skovområder, og den eneste naturform, der bliver mere af, er ørkenen, den golde natur. Bymennesket inviterede dyrene indenfor og anbragte dem i den zoologiske have. Den moderne udgave af Noahs Ark var primært tilegnet de eksotiske dyr - de dyr, man ikke på en søndagsudflugt til skoven og landet ville se, høre eller blive bidt af.
De zoologiske haver opstod i forrige århundrede, hvor imperialismens hurtigløbende spydspidser - missionærerne, opdagerne og eventyrerne - afdækkede de sidste hvide pletter på det eurocentriske verdenskort. Efter den franske revolution flyttede også dyrene ind i Paris' Jardin des plantes fra 1793. London fik sin zoo i 1828, Amsterdam i 1838, Antwerpen i 1843 og Berlin i 1844. Københavns Zoologiske Have blev oprettet i 1859. Ligesom kirkegården i romantikken var en model af Paradis, havde dyrehaven sin himmelske affinitet. Men hvis løven ikke spiste lammet, hvorfor var den så bag tremmer?
I vores halvdel af det 20. århundrede ser vi en stigende tendens til at bruge dyremetaforik. Det er blevet nemmere at anvende dyrene på et overført end et konkret plan, eftersom dyrene er blevet fjernere og dermed i sig selv mere metaforiske i vores bevidsthed. Hvor man især tidligere brugte et udtryk som 'visdommens ugle', taler den venezuelanske forfatter og filosof Alberto Jiménez Ure i dag om uglemennesket. Den listige ræv er blevet til foxy lady hos Jimi Hendrix. Og hvis man tidligere interesserede sig for menneskeaber, beskæftiger vi os snarere i dag med abemennesker - Desmond Morris, den provokerende populærbiolog, har kaldt mennesket 'den nøgne abe'.

Genetikken og molekylærbiologien er formentlig de videnskaber, der har udviklet sig mest radikalt siden Anden Verdenskrig. I 1953 offentliggjorde Francis Crick sammen med James Watson den visionære dobbeltspiral til beskrivelse af DNA-molekylernes struktur. Og allerede i 1974 udsendte 11 topforskere inden for gensplejsningsforskningen et åbent brev, som advarede mod de uoverskuelige konsekvenser af nye genkombinationer.
Den menneskelige arvemasse er på omkring tre milliarder basepar, men det astronomiske tal til trods er prestigeprojektet med kortlægning af hele den menneskelige arvemasse i fuld gang.
USA er naturligvis som verdens førende økonomiske og militære magt foregangsland inden for udviklingen af DNA-sekventeringsteknikkerne. Projektet blev i 1985 præsenteret som 'skrivningen af livets bog'. Gud skrev Bogen med Guds Ord, Bibelen, men undlod at nedskrive naturens koder på papir, selv om man i middelalderen mente, at naturen var Bogen med Guds Værker. Bogen med Guds Værker blev aldrig skrevet ned af Gud, men nu forsøger forskerne. Generne er livets bog, livets kode. Livet er blot en reference til en død DNA-struktur.
Genvidenskaben hører hjemme i et samfund, en historisk epoke, hvor informationsmængderne vokser eksplosivt i de computerbaserede lagre. Flertallet i den vestlige verden har fået sat deres identitet på kode i form af personnumre, og en fortsat digitalisering og binarisering er for så vidt logisk, omend det kan være svært at se, at den tjener noget stort formål i sig selv. Men måske bliver forskningens spin-off revolutionerende: Levealderen kan forlænges, arvelige sygdomme vil blive helbredt, og forskerne vil finde nye typer medicin.
Den zoologiske have er blevet vores samfunds informationsbank. Vores locus cogitans er en binær struktur, vores paradis er en have med vilde dyr.

I middelalderen var en by en borg, omgivet af volde og høje mure, og slagmarken var stedet, hvor man gjorde erkendelser. Ridderen var idealet. Med den revolutionerende opfindelse af stigbøjlen blev ridderen det vigtigste krigsredskab. Den gumpetunge rytter blev med fodfæstet ved siden af hestens bug til en letbevægelig, men sværtbevæbnet elegantier af en adelskriger, velegnet til de lange korstog. Karl den Store, Roland, Arthur, Tristan og Lancelot var de nye helte.
I dag er krigen noget absolut negativt for næsten alle mennesker i vores vestlige verden. Den spanske maler Francisco de Goya har skildret rædslerne og rettet lyset mod Napoleonskrigenes slagtehusstemning og fornuftstab. Goya var en milepæl.
Den russiske forfatter Lev Tolstoj, der baserede sin livslære på Bjergprædikenen og næstekærligheden, skrev i objektiv reportageform om Krimkrigen i midten af forrige århundrede. For eksempel iagttog han rekrutteringen: "På den fastsatte dag bliver de unge mænd samlet, drevet som kvæg hen til en plads og begynder at eksercere og lære, hvordan en soldat opfører sig. Deres instruktører er mænd som de selv, som er blevet ført bag lyset og brutaliseret to eller tre år tidligere. Undervisningsmetoderne er: bondefangeri, trusler, slag og vodka." Tolstojs objektivitet var den næste milepæl.
Objektiviteten bliver bekæmpet i vore dage, når det gælder beskrivelsen af en krig. Dwight D. Eisenhower sagde det tydeligt: "Det er den offentlige opinion, der vinder krigen. (...) Jeg har altid betragtet de krigsreportere, der er akkrediterede ved mit hovedkvarter, som en slags stabsofficerer."
De moderne krigsreportere har det svært, også med erkendelserne. Slagmarken er blevet udhulet som locus cogitans. Forfatteren Carsten Jensen formulerer det således: "Livet som rejsende reporter minder om livet som soldat. Man er i ilden i fem minutter. Resten er ventetid. (...) Hvordan skriver man om uendeligheden, om begivenløsheden og ventetiden?"
Og Jan Stage slår opgivende ud med armene: "Man kan stå i et landskab, for eksempel en slagmark, hvis virkelighed er gennemhullet, skudt sønder og sammen, og nu lyder opgaven, at man skal indfange virkeligheden, det er umuligt!"

Når krigen er holdt op med at give mening, kan vi søge mening andre steder. Biologien og zoologien tilbyder sig som forklaringsmodel. Biologien er måske på vej til at afløse kulturen som nøgle til forståelse af verden. Begge dele er sådan set lige farlige: Hvis alt er kultur, kan alting ændres, og det var det, Stalin ulykkeligvis forsøgte med sin ideologiske ensretning af den sovjetiske befolkning. Hvis til gengæld alt er natur, kan intet grundlæggende ændres, og så kan man godt pakke sine samfundsvisioner sammen.
Den indflydelsesrige tyske digter og tænker Hans Magnus Enzensberger er en af dem, der står for det nye biologistiske menneskesyn. Han indleder sin bog fra 1993, Med udsigt til borgerkrigen, således: "Dyr kæmper, men de fører ingen krige. Mennesket er den eneste blandt primaterne, som med overlæg, i større målestok og entusiastisk giver sig af med at myrde sine artsfæller." Den naturvidenskabelige tankegang gennemsyrer teksten.
Året før, i 1992, skrev Enzensberger på første side i essayet Den store vandring: "Selv efter godt og vel hundrede års palæontologisk forskning er det stadig ikke hævet over al tvivl, hvor homo sapiens stammer fra. Man synes imidlertid at være blevet enige om, at denne species første gang dukkede op på det afrikanske kontinent."
Den naturvidenskabelige orientering er lige så klar i denne bog, og Enzensberger kan pessimistisk konstatere: "Gruppeegoisme og fremmedhad er antropologiske konstanter."
Når Enzensberger bruger udtrykket antropologiske konstant er det en vattet omskrivning af det, han i virkeligheden mener - at naturen er stærkere end kulturen. Det er betegnende for vores tid, men skræmmende i sin konsekvens: Det er den rene socialdarwinisme, survival of the fittest. Kulturen er berøvet sine muligheder som andet end en moralsk pipfugl, der lever som en parasit i elefantens øre. Portene til den zoologiske have åbnes på vid gab, vilddyrene strømmer ud i byen, og de nøgne abemennesker søger beskyttelse bag burenes tremmer.
Bag tremmerne forstår vi krigens uforståelighed. Krigen tilhører vores art. Kultur er natur.

*Rune Stefansson er stud. litt.videnskab, freelanceskribent og forfatter. Udgav i 1998 bogen 'Sydamerikas sjæl', Tiderne Skifter

Apropos - Tilbage til aben

Hvor Freud førte mennesket - altså det voksne menneske, det seksuelle individ - tilbage til barnet, viste Darwin os tilbage til aben. Darwins tanker førte til biologisme og til
socialdarwinisme. Hans tanker om naturlig selektion og den stærkestes overlevelse lå ikke langt fra vore dages teorier om generne som en slags informatisk styringsmekanisme i enhver levende krop. Generne betinger levedygtigheden.
Darwin havde stor glæde af den zoologiske have. En endnu mere folkelig ting end den zoologiske have, som faktisk havde sit udgangspunkt i de kongelige eller aristokratiske haver og i overklassens eksotisme, var fremvisning af vanskabte dyr. Dyr med muterede gener. Det er tydeligvis i den sammenhæng, Darwin - selv om han ikke indrømmer det - har fået inspiration til ideen om naturlig selektion, som man kan læse i Arternes oprindelse:
"Blandt de forædlede racer støder man ofte på monstrøse dannelser, der svarer til normale bygningsdele hos vidt forskellige dyr. Således er der ofte blevet født svin med en slags snabel lig tapirens eller elefantens. Dersom nu nogen vild art af svineslægten typisk havde haft en snabel, så kunne man formode, at denne ligeledes var fremkommen pludselig som en monstrøs dannelse, men hidtil har jeg ikke, trods flittig søgen, noget steds fundet monstrøse dannelser, der svarede til normale bygningsdele hos nær beslægtede former, og kun disse kan komme i betragtning. Dersom monstrøse former af denne slags nogensinde forekommer i naturen (hvad der ikke altid er tilfældet), så ville der, da de forekommer sjældent og enkeltvis, udfordres usædvanlig gunstige betingelser for, at de skulle blive bevarede."
Rune Stefansson

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her