Læsetid: 4 min.

Kunstnere på overtid

14. juni 1999

'Nå,' tænkte jeg, 'det her er den ultimative prøve for sådan en kunstignorant som mig'

HALMBALLER
KIASMA er et forholdsvis nyt kunstmuseum i Helsinki, som jeg besøgte med en gruppe nordiske journalistkolleger for et stykke tid siden.
Kiasma har succes med både at være et kunstmuseum og et mødested, og holder derfor åbent hver dag til klokken 22, undtagen tirsdag. Vores gruppe var inviteret af finske kolleger til at besøge dette moderne museum netop en tirsdag aften.
Nu er jeg - indrømmet - ikke den største kender af moderne kunst, men jeg havde netop for første gang nogensinde ugen inden været en tur i Arken, og følte ved indgangen til Kiasma en vis aha-oplevelse. Det er altså sådan, moderne kunst skal præsenteres.
Vores værter stod klar med et glas vin og havde forberedt en rundgang, som for mig blev et interessant møde med moderne kunst og begrebet installationer.
Værterne havde også sørget for, at personalet blev efter lukketid.
En garderobedame og en garderobemand i ensartede kitler ventede en time på, at vi tyve mennesker skulle hente vores tøj igen, skønt ingen andre kunne rende med frakkerne. Dørdamen stod standby i samfulde 90 minutter, skønt døren var låst. Fire-fem kustoder i blå kitler tussede rundt foran og efter os og henholdsvis tændte og slukkede for nogle af de monitorer, belysninger og udstillede elektriske installationer. Og den meget grundige guide, som alene brugte 20 minutter til fra samme plet på gulvet at fortælle om forhallens indretning, havde en kollega med, som i øvrigt ikke sagde en lyd, men også blot ventede.

Vi gik både andægtigt og nysgerrigt rundt. I begyndelsen lyttede alle til guiden, men efterhånden søgte man sine egne veje og faldt i staver over særlige installationer, der tiltrak sig opmærksomhed. En halmballe, for eksempel. En halmballe i overstørrelse midt i et rum. Der var ikke andet end denne kvadratiske balle, ca to kubikmeter, belyst fra alle sider.
En marmorplade, for eksempel. En mælkehvid marmorplade på en lille opsats, kvadratisk, så stor som overfladen på et komfur. Mælkemarmor, hed tingen. En stak dæksstole, for eksempel. Stolene stod præcis sådan, at jeg et øjeblik var i tvivl, om kustoderne havde været lidt hurtige til at rydde noget væk, som havde været stillet op til gæsternes behagelighed.
En lang række krukker, for eksempel. De blå krukker stod diagonalt igennem et stort rum med hver sit lille papstykke hen over. Man kunne enten lugte til papstykket eller løfte af og lugte ned i krukken. Installationen var i øvrigt dansk og bragte erindringer frem ved hver eneste nye duft. Jeg begyndte at kunne lide stedet, og tænkte, at jeg nok hellere måtte åbne mig seriøst for kunstens mangfoldighed.
Et stort felt i betongulvet, for eksempel. Tilsyneladende mejslet ud i bølgeformationer. I et uset øjeblik kunne jeg ikke lade være med at bukke mig ned og røre ved bølgeformationerne. Det var aske.
Halvfyldte æggebakker på en stålrutchebane, for eksempel. Hver eneste 'æggebakkevogn' nærmest hang stivnet i et sving, så man følte, man om lidt ville høre et knust æg falde til jorden. Et andet sted sørgede en af de kittelklædte for at tænde for en installation, alene til ære for mig, der var gået lidt i forvejen. Den bestod af tre filmfremvisere, der kørte på skinner i tre forskellige højder i et rum og projicerede billeder i farten.

Jeg ved godt, jeg skulle være imponeret over, hvor timet disse apparater var indstillet, for det var ifølge kataloget en af de sværeste ting kunstneren havde kæmpet med i denne installation. Men jeg var egentlig til stadighed mest imponeret over, at der var så mange på overtid til at sørge for, at vi fik det fulde udbytte af installationerne.
Som også den sidste i rækken: Et par meter fra mælkemarmoret sad en lille, rødsprængt mand i et rum med en væg lige foran sig. Han talte og talte og talte på et voldsomt finsk direkte ind i væggen, som ved nærmere eftersyn ikke bare var ind i væggen, men til et levende billede projiceret op på museets beton. Videosekvensen, han talte til, forestillede tre-fire unge mennesker, der sad på en tilhørerrække i et traditionelt kunstmuseum med guldrammede malerier bag sig.
Vi nærmede os ham én efter én, gik lige så stille bag ham og opdagede, at vi blev filmet af et kamera, der sad på samme betonvæg og var rettet ned mod såvel finnen som tilskuerne.
"Nå," tænkte jeg, "det her er den ultimative prøve for sådan en kunstignorant som mig." "Find kunsten i dig selv" eller "Det er din egen oplevelse af kunsten, der er fortolkningen." Det måtte være titlen på denne installation.
Jeg blev stående lidt i billedet for venligt at tilkendegive interesse, og var på nippet til at spørge, om han ikke ville slå over i engelsk, så jeg i det mindste kunne forstå, hvis han i sin talestrøm sagde noget, der kunne uddybe fortolkningen af installationen.
Men inden jeg havde tænkt tanken til ende, vendte finnen sig imod selskabet og hvæsede på engelsk:
"Kunne I ikke stille jer et andet sted og holde mund - kan I ikke se, jeg er midt i en videokonference med nogle kunststuderende i Kiruna!"
Han havde selvfølgelig heller ikke kittel på...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu