Læsetid: 4 min.

Lønslaver i børnehaven

Debat
11. juni 1999

Hvis børns hverdag i institution skal kaldes arbejde, må vi have nogle klare aftaler om, hvor mange hundeprutter en dag i børnehaven skal indbringe

BØRNE-ARBEJDE

Børn har en længere arbejdsdag end alle andre. Det læste jeg i aviserne og hørte i radioen. En professor i børneliv sagde det. De stakkels børn afleveres på deres arbejdspladser, inden de fortravlede forældre styrter videre for at møde til tiden på deres egen arbejdsplads.
De udmattede børn kan først holde fri, når forældrene er færdige med deres job og lige har klaret dagens indkøb af usund fastfood, der kan indtages, mens børnene ser reklamer for slik, legetøj og ferierejser i fjernsynet.

Det er synd for børnene. Jeg ser for mig, hvordan de under strengt opsyn af pædagogisk uddannede arbejdsledere lægger betydelige mængder energi i at kvalificere sig til de jobs, de senere forventes at få løn for. Derefter skal de selv transportere sig til deres anden arbejdsplads, hvor de tvinges til at farvelægge mængder af papir, fikseres foran tonsvis af ler, der skal bearbejdes til askebægere eller lysestager. Samlebåndsarbejde tolereres ikke her.
Næ, hvert enkelt produkt skal have sit eget særpræg, hvilket stiller umenneskelige krav til kreativitet og fantasi. Mange steder skal børnene oven i købet selv deltage i fremstilling af den mad, som arbejdspladsen tilbyder.
Og så er der det med lønnen. Først troede jeg, at børnene slet ingen løn fik. Jeg manglede kun fod- og halslænker for at fuldende billedet af slaveri, men så læste jeg et interview med en svensk forsker i Politiken (4. juni). Hun siger:

Nutidens børn arbejder på institutioner og skoler og i fritiden på at forberede sig på voksenlivet, lærer sig selvkontrol, selvstændighed og social bevidsthed, hvilket er nyttigt på arbejdsmarkedet. Deres forældre betaler børnene i naturalier i form af legetøj og slik.
Så noget løn får de altså. Men der er i hvert fald ingen overenskomst på området! Lad os dog få nogle klare aftaler om, hvor mange hundeprutter en dag i børnehaven skal indbringe. Klare aftaler om ferier og hviletid er strengt nødvendigt.
Men hvad skal ungerne så lave i deres ferier? Ja, de skal i hvert fald ikke lave noget af alt det, de gør på deres arbejde i institutionerne. Ikke noget med at spille fodbold eller bygge med Lego. Det er jo rent skruebrækkeri. Ikke noget, der på nogen måde kan være med til at forberede børnene på de voksnes arbejdsliv.

Det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis børnene i deres ferier helt kunne fritages for at vokse. Når de har fri, er det vel ikke rimeligt at belaste deres krop med vækst, som kun tjener til at gøre dem store nok til at ind-træde i voksenlivet.
Man kan anfægte og diskutere børns institutionaliserede hverdag på mange måder. Det vil jeg gerne være med til. Men at begynde at se det som et arbejde, det tjener kun det ene formål at gøre os voksne i stand til at lægge alle de betragtningsmodeller, vi bruger på vores eget arbejsliv, ned over børnelivet.
Det er klart, at det under den vinkel bliver lettere for os at håndtere og forstå børnenes hverdag: Når vi afleverer dem om morgenen, så er de på arbejde ligesom os selv, og når vi endelig ser dem igen om eftermiddagen, så er de det ikke mere, ligesom os selv. Vi yder et stykke arbejde og får noget til gengæld. Børnene arbejder med at kvalificere sig, så de kan blive lige så gode voksne som os selv og tjene mange penge.

Men vis mig de børn, der ikke i næsten alt, hvad de foretager sig, er i færd med at forberede sig på voksenlivet. Det er det, det hele går ud på! De gør det også - og måske især - når de ikke er under direkte indflydelse af pædagoger eller lærere. Nogen gange har de det faktisk vældig sjovt med det. Det er mest sammen med andre børn i det, man kalder leg.
Nu har vi indrettet os sådan, at børnene er sammen i institutioner. Hjemmene er et sted, hvor man spiser, sover og ser fjernsyn. Det kan man mene meget om, men at kalde det et arbejde for børn at være sammen med de andre børn, det er forvirrende og misvisende.

Man har undersøgt, at især fædre er meget mindre sammen med deres børn nu end før. Jeg ved ikke hvordan, men måleresultatet udtrykkes i tid, og alle formodes at forstå, at det er en kedelig udvikling.
Mere tid er bedre.Tid er det, vi voksne synes er så dyrebart og vigtigt, og den kan måles.
For børn findes tiden bare ikke. Det er i hvert fald en anden tid. Men når vi forlader os på de målbare størrelser, så bliver tingene håndterlige for os, på samme måde som når vi betragter børns institutionsliv som et arbejde. Vi får det lagt ind i en begrebsverden, vi kender, først da kan vi mene noget.

Sæt vi prøver at gøre det omvendte. I stedet for at betragte det, som ungerne laver i institutionerne for arbejde, så kan vi prøve, om det er muligt for os under en eller anden vinkel at se vores eget arbejde som en leg.
Hvis ikke vi kan det, så er det nok på tide at vedgå, at noget er galt. Det er også en måde at måle på.
Fork. af red.

Sally Altschuler er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her