Læsetid: 4 min.

Lyt til de moderate ledere

Debat
18. juni 1999

Lyt til de moderate religiøse ledere om freden

I løbet af de sidste ti uger har NATO kuldkastet de gamle regler for, hvordan Vesten forholder sig til nationalistiske problemer på Balkan.
Udenrigsministre som Robin Cook og Joschka Fischer har langt om længe erkendt det frugtesløse i at gå efter improviserede kortsigtede løsninger på komplicerede problemer, som ikke tager hensyn til lokale befolkningers ønsker, og normalt føres ud i livet af tyranniske ledere.
Vi ser nu de første faser af et internationalt samarbejde om at genopbygge det krigshærgede Kosovo og langsomt genintegrere hele Balkan-regionen i Europas økonomiske og sikkerhedsmæssige strukturer.
I ikke ringe omfang afhænger de 150.000 Kosovo-serberes skæbne af, om Vesten vil fastholde opmærksomheden om et område, som man traditionelt er gået langt uden om. Hvis serberne bliver ofre for angreb fra hævngerrige albanere, vil de formentlig flygte fra provinsen i massevis.
De milliarder af dollars, der skal til for at indsnævre udviklingskløften mellem Balkan og resten af Europa, skal godkendes af vestlige parlamenter og vælgere. De vil sikkert holde godt fast på punge og tegnebøger, hvis gårsdagens forfulgte forvandler sig til morgendagens forfølgere. De atlantiske demokratiers engagement på Balkan kan vise sig at blive lige så kortlivet som Woodrow Wilsons bestræbelser for at skabe et fredeligt Europa med nationalstater garanteret af Folkenes Forbund.
Hashim Thaci og kommandanterne fra Kosovos Befrielseshær (UCK) må vise maksimal tilbageholdenhed, hvis de ikke vil tabe freden. Hvem Kosovo-albanerne end vælger som ledere, vil de i mange år få brug for støtte udefra til at genoprette normale levevilkår. De har ingen virkelige venner i regionen.
Albanien er for optaget af sine egne lammende problemer til at være til nogen virkelig hjælp. Det bedste, Tirana kan gøre, er at forhindre landets egne interne stridigheder i at brede sig til de etniske fæller i Kosovo.
Makedonien er blevet rys-tet i sin grundvold af den krig, der rasede få kilometer fra hovedstaden Skopjes for-stæder. Det frygter, at et albansk-kontrolleret Kosovo vil ødelægge dets egen skrøbelige etniske balance.
Den græske offentlige opinion har - takket være medier, der er grebet af et nationalistisk vanvid - været lige så døv for Kosovo-albanernes lidelser, som mange tyskere før Anden Verdenskrig var det for jødernes.
Og så er der Serbien. En serbisk masseflugt fra Kosovo vil blot give nyt liv til den paranoide politik, som har holdt Slobodan Milosevic ved magten, og gjort det muligt for den åbenlyst fascistiske Vojislav Seselj at blive nummer to i Beograd.
Kosovo-albanernes sikkerhed kan kun garanteres af det internationale samfund, så længe der er vilje til det i de vestlige hovedstæder. De vil være mere effektivt sikret på længere sigt, hvis Serbien vælger politiske ledere, som ønsker at gengive deres land en normal plads i Europa. FN kunne måske overtale Kosovo-serberne til at blive hvor de er, ved at udstyre enkeltpersoner, som serberne kan have tillid til, med autoritet til at forsvare deres interesser.
Det vil tage tid før serberne indser, at NATO-styrkerne ikke er UCK's forlængede arm, men går til deres opgave med en upartisk holdning.
En mand, der kunne fungere som forhandlignspartner, er Montenegros præsident, Milo Djukanovic. Han har taget afstand fra Milosevic' etniske aggression, men ser stadig helst sin stat som en del af et føderalt Jugoslavien baseret på demokratiske og multi-etniske principper.
Men en mere effektiv repræsentant for Kosovo-serberne er måske deres religiøse leder, biskop Artemije af Decani. Han, og mange af de munke, der vogter de serbiske hellige steder i Kosovo, har tidligere udtalt sig til fordel for serbisk-albansk sam-eksistens i området, selv om det ikke var det, Beograd ville høre. Vice-abbeden i klos-tret i Decani, fader Slava, har længe fastholdt, at "Milosevic' udemokratiske regime ikke alene krænker Kosovo-albanernes menneskerettigheder, men også den serbiske befolknings".
Det er ikke overraskende, at Milosevic nægtede at lade disse religiøse ledere deltage i Rambouillet-forhandlingerne om Kosovo, når deres perspektiver i den grad afviger fra hans egne. De har været på besøg i den amerikanske Kongres og betragtes af Radio Free Europe som autenti-ske serbiske stemmer, der opfordrer til sameksistens.
Hvis autoritet til at tale på Kosovo-serbernes vegne lægges i hænderne på gejstlige, hvis fortid er uplettet af ultra-nationalisme, vil det yderligere isolere Milosevic, sætte russerne ud på et sidespor, og gøre det muligt at bevare Kosovo som et sikkert sted for de serbere, der ser det som deres eneste sande hjem.

Vestlige ledere med fornemmelse for historien, som ikke har ladet sig rive med af de seneste teorier om international sikkerhed, bør indse, at der findes en primær religiøs kilde i klostrene på Kosovos bjergskråninger. Den kan bruges til at forhindre en ny runde etnisk udrensning. I en region, som længe har været plaget af religiøse konflikter, bør vi give en gruppe religiøst tolerante gejstlige mulighed for at forsvare deres folk i en tid fuld af prøvelser og problemer.

Tom Gallagher er professor i europæiske fredsstudier ved Bradford University. Han udgiver snart bogen 'Europe's Turbulent South-East: Responses to Nationalism in the Balkans'.

© 1999 New York Times Syndication Sales & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her