Læsetid: 4 min.

Middelklassens studenter

24. juni 1999

Vi var en flok udannede, lavstammede pølser fra en pølsefabrik

Dimission
På min vej over Trianglen må jeg endnu en gang holde tilbage for en hestevogn læsset til randen med funklende, nypudsede studenter, som drikker tonsvis af bajere og synger slagsange af stærkt svingende kvalitet. Det er et både opløftende og vemodigt syn, for nu er det ni år siden, jeg selv sad i en hestevogn. Ni år er trods alt en helt pæn slat, og nostalgien vælter mig næsten af cyklen.
Min dimission blev holdt i byens idrætshal. Der var friske, grønne bøgegrene og masser af røde roser og hvide studenterhuer, for slet ikke at snakke om alle de kloge, advarende og formanende taler fra lærerkollegiet og de mere patetisk-idiotiske fra eleverne. Der sad vi så, alle os middelklassestudenter med vores middelklassefamilier og følte os stadigvæk lige så inkompetente og hjælpeløse og middelklasseagtige, som da vi i sin tid startede i gymnasiet.

Kvalme og dårlig ånde
Vores rektor, som hed Alice, og var en uhyre vellidt og sympatisk og på alle måde god rektor, uddelte diplomer og beviser, og talte til os som voksne mennesker om frihed og ansvar og pligter, og om den store, vide verden. Det lød alt sammen fint og godt. Alligevel husker jeg kun brudstykker af den formiddag, for jeg var kommet hjem fra den sidste studenterturnéfest tre timer tidligere, og sad med brækfornemmelser og hamrende tømmermænd og bad til, at det snart var slut. Og da jeg endelig fik stukket mit eksamensbevis i hånden, opfattede jeg håndtrykket og det sikkert både oprigtige og velmente "Tillykke!" gennem en sløret dis af kvalme og dårlig ånde. Jeg havde det enestående ringe.
Tre års slidsomt arbejde for at få chancen for måske at kvalificere sig til Superligaen: Universitetet eller en anden højere læreranstalt. Tre år med en lind strøm af latinske verber og danske stile og samfundsrapporter.
Tre år, som ligger milevidt fra det 'åbne' og 'tværfaglige' og 'almentdannende', for det var der hverken tid eller plads til. Til gengæld oplevede vi en masse utilfredse undervisere, en himmelråbende uretfærdig karaktergivning, som var totalt arbitrær, og primært byggede på smag og rent personlige præferencer, samt et elitært udskilningsløb, der diskret skulle forberede os på konkurrencesamfundets benhårde virkelighed. Der havde ikke været meget at klappe af. Alligevel havde vi været hele møllen igennem. Vi havde knoklet, givet op eller været totalt ligeglade og havde blot gennemført af ren pligt.

Gaudeamus igitur
Denne sidste dag manglede vi en helt speciel ingrediens: Sangen Gaudeamus igitur, som er latin og betyder "Lad os da glæde os".
Vi havde de foregående dage okset byen rundt i hestevogne. Vi havde drukket punch i hinandens hjem. Vi havde danset kædedans rundt om springvandet på torvet.
Og hele tiden havde vi skrålet og skreget og hujet alle mulige umulige sange som Vi har det, åh-åh, så deeejligt, åh-åh-åh-åh, skarpt forfulgt af Og det var Danmark og Sejle op ad åen.
Men på intet tidspunkt havde vi sunget den gamle, klassiske studentersang Gaudeamus igitur, som er blevet sunget i generationer før os. Hvorfor? Fordi vi ikke kunne den. Fordi vi aldrig havde lært den. Fordi vi var en flok udannede, lavstammede pølser fra en pølsefabrik, en kulturpøbel, som aldrig havde lært sig blot et mindstemål af tradition og historie. Det eneste vi kunne blære os med på latin, var udtryk som nunc est bibendum (nu skal der drikkes), og andre syge slogans.
Men på den anden side var den manglende gaudeamus et udmærket varsel om, hvad der ventede os i de kommende år. Os - mellemlagene - som ikke vidste hvad vi ville, og derfor tog på gymnasiet, for noget skulle man jo lave. Os - de ensrettede produkter, som Systemet spyer ud hvert eneste år.

Knive i ryggen
Os - middelklassen, som er skyld i devalueringen af de højere uddannelser, fordi vi med vores manglende viden og manglende dannelse har fået niveauet til at synke, og gjort det nemmere at blive kandidat og erhverve sig en fin titel, der lyder af noget.
Forfatteren Jan Sonnergaard har for så vidt allerede fortalt historien i en mesterlig novelle fra bogen Radiator, og det kan sandt for dyden være svært at koge mere suppe på det ben, men alligevel, lad det være sagt en gang for alle:
Der findes ikke noget non scholae sed vitae, der findes ingen skønne universitære idealer, endsige noget reelt mellemmenneskeligt overskud på de enkelte fakulteter.
Til gengæld kan du blive præsenteret for et bredt udsnit af almindelig gemenhed, professoral indifference, knive i rygge og magtliderlig leflen for diverse guruer og selvbestaltede sandheds-apostle.

Velkommen herude
Retten kan krydres med en overflod af urealistisk sammenpressede pensumlister, nedslidte undervisningslokaler og studieplaner, hvis primære mål er at øge og effektivisere og producere endnu flere akademikere, som aldrig har lært at slå et søm i, men som uden problemer kan causere ud fra et overfladisk vidensrepertoire, der ikke stikker dybere end Indledning og Konklusion. Universitetet producerer mennesker, som fabrikken plasticflugelbindere og svineavleren kødfyldte kroppe.
For studietrinvækstpengene skal sikre fortsat udvikling og meroptag af studenter, så midlerne kan flyde i endnu federe strømme til de slunkne institutkasser. Så når de forgyldte studiepladser om føje tid skal uddeles, og kvote to- ansøgeren med de svedige armhuler og det bankende hjerte endnu en gang må erkende, at højskoleopholdet og udlandsrejsen og erhvervsarbejdet og de supplerende HF-kurser og aftenskolen bare ikke var nok til de nulkommafire, han manglede, da kan man med den gode Sonnergaard konstatere: At det muligvis var enormt synd for de stakkels mennesker, der ikke kom ind på Uni, men at det var mindst lige så synd for de mennesker, der rent faktisk kom ind.
Kære studenter: Gaudeamus igitur og velkommen til livet udenfor murene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu