Læsetid: 4 min.

En mislykket overgang fra kommunisme til ruin

25. juni 1999

Er det så underligt, at befolkningen i det tidligere Østeuropa er blevet desillusioneret,
når eftertiden kun har ført til kaos og krig?

Om krigen
I de fleste østlande er det politiske system ikke bare brudt sammen. Selve samfundet er eksploderet. Og hvad angår levestandard, produktion, økonomisk og kulturel udvikling samt social sikring, har de post-kommunistiske samfund langt fra nået samme niveau, som under kommunismen. Jeg vil ikke rehabilitere den sta-linistiske kommunistiske praksis. Jeg vil heller ikke retfærdiggøre nogen form for det, der meget upræcist og alt for generelt kaldes post-kommunismen.
Men i det østlige Europa og analogt hermed, mange steder ved middelhavskysten, har overgangen til markedsøkonomi og vestligt demokrati varet længere end beregnet. Kun i sjældne tilfælde har der været tale om egentlige transformationer, og når det endelig er sket, så har resultaterne forekommet nedslående, somme tider tragiske. Den grimme lugt af l'ancien régime hænger endnu i luften. En atmo-sfære af fordærv breder sig over Middelhavets kyster fra Levanten og vestover. EU bekymrer sig kun lidt om hele middelhavsområdet, og mange har med bitterhed konstateret, at der netop her er ved at blive skabt 'et Europa uden Europas vugge.'
Det er en situation, som er vanskelig at bære og gøre sig fri af. En sindstilstand, som grænser til social og moralsk sump. Mere end ét regime proklamerer hårdnakket demokrati, uden at kunne fremtræde med blot et minimum af troværdighed. Det giver et svælg mellem fortid og nutid, mens forholdet mellem nutid og fremtid er en blanding af håbet om frigørelse på den ene side, og rest af underkuelse på den anden.

Arvinger uden arv
I mere end syv år har jeg kaldt dette tvetydige ikke-sted 'democratur'. Jeg ved ikke, om det passer præcist til den virkelighed, som jeg gerne vil definere. Et andet Europa, som eksisterer et andet sted. På dette sted møder man arvinger uden arv. Man opdeler uden at have ret meget at dele. Man troede, at man kunne besejre nutiden, men det lykkedes ikke at beherske fortiden. Her fødes visse friheder, uden at man ved, hvad man skal stille op med dem, og man risikerer at misbruge dem. I disse lande var det under kommunismen nødvendigt at forsvare den nationale arv. Men i dag forsvarer man sig mod den selvsamme arv.

Erindringen straffer
Det samme kan man sige om erindringen. Man skulle frelse erindringen, men idag er det netop erindringen, der straffer sine frelsere. De stater, som historien har marginaliseret, og som håber at komme fremad, dyrker en tilbageskuende historicisme.
Jeg ved godt, at man ikke kan generalisere disse bevidst overeksponerede konstateringer. Hvad der gælder for Albanien, Algeriet og visse af de lande, som udgjorde det tidligere Jugoslavien - først og fremmest Kosovo og Bosnien - kan ikke overføres på Bulgarien, Rumænien eller Rusland. Situationen i disse lande kan ikke sammenlignes med situationen i Ungarn, Polen og især ikke Tjekkiet. Forholdene i Kroatien, Slovenien og Serbien er ikke de samme. Men der findes ligheder, som man genfinder i nogle af disse balkan-lande og i andre øst-europæiske lande, og det er mangel på idéer og pålidelige referencer. Manglen på stabile værdier og overbevisende forbilleder. Det er ideologiernes fallit og mistænksomheden overfor politik. Tabet af tillid og tro. Usikkerhed og uenighed. Forvirring og desorientering.
Der er ikke længere tale om en simpel kulturkrise, men om en krise i troen på kultur. Forestillingen om, at man kan vende tilbage til fortiden er en kimære. Fortidens tilbagevenden er den virkelige katastrofe. At gentage kapitalismens mest primitive former - former som den nutidige kapitalisme selv har lagt bag sig - kan ikke fremme nogen form for rekonstruktion og heller ikke tilskynde til nogen slags fornyelse. At forgude markeds-økonomien fører kun til knappe resultater. Det borgerlige demokrati, som dette 'democratur' selv prøver at skabe, rummer heller ingen universelle værdier. De forhåndenværende reformatorers kendskab til emnet er ofte yderst begrænset.
Hele denne række af diagnoser ligner det rene klynkeri. Jeg plejer selv at kalde dem jeremiader. "Apokalypsen har allerede været, forsikrede en bosnisk ven mig, man må gennemleve den baglæns for at kunne fortsætte med at leve."

Nødvendige, nye ord
I Europas hjerte, lige i nærheden at civilisationens 'vugge', har de, der ville se, set mere end 200.000 døde og andre to mio. i exil. Flygtninge, fordrevne, forviste, udviste, udrensede, deporterede, evakuerede, illegale, emigranter osv. Vores moderne sprog har fået et hav af ord for dette fænomen. Handler det om en virkelig terminologisk mangfoldighed, eller om almindelig forvirring? Masser af lande og byer ligger i ruiner. Broer og bygninger, skoler og hospitaler er blevet bombarderet og ødelagte. Helligdomme og monumenter er jævnet med jorden eller profaneret. Vi har hørt om vold og tortur, voldtægt og ydmygelser, og det er blevet beskrevet med ord som 'etnocid', 'genocid', 'kulturcid', 'urbicid', 'hukommelsescid'. Alle disse nye termer med '-cid' (-mord), som siden Vukuvar, Sarajevo, Srebrenica, Mostar og Kosovo er blevet nødvendige. Er det så underligt at vores tale er så pessimistisk og, mere end desillusioneret, er desperat?

*Predrag Matvejevic er kroatisk forfatter, og underviste indtil 1990 på Zagrebs universitet. Han er i dag professor i litteratur på La Sapienza universitetet i Rom. Artiklen her blev første gang bragt i 'La Republica' den 2. juni 1999. Matvejevic er medlem af det Internationale Forfatterparlament

Oversat af Ivan og Djurdjica Z. Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu