Læsetid: 6 min.

Monarki eller demokrati

3. juni 1999

Når Grundloven sikrer en indskrænket-monarkisk regeringsform, så kan det ikke
undre at noget rådner i Danmark

GRUNDLOVEN
"Kongen har med de i denne Grundlov fastsatte ind-skrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene."
Sådan formulerede Grundlovens revisorer sig i 1953. Det var bare fem år efter at Danmark i FN havde stemt for Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, der skulle sikre menneskenes rettigheder. Dens artikel 1 lyder: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd."
Men de danske grundlovsrevisorer lod som om intet var hændt. Den gamle grundlov blev støvet lidt af, men fundamentet forblev fuldstændig uændret, og menneskerettighederne blev ikke grundlovssikret i Danmark.
Så når Grundloven i ly af bøgegrene og Dannebrog hyldes som 150-årig, så er det rimeligt nok. Men når talerne svinger sig op til at det er 150 år siden, at folkstyret blev indført, så er det urimeligt - og noget vrøvl.
I 1847 var der krise i Europa og i februar 1848 brød revolutioner ud. Den franske konge blev styrtet under den tidligere prøvede parole Frihed, Lighed, Broderskab. De andre europæiske monarker fik lov til at blive siddende, fordi de sluttede sig til borgerskabets krav om Frihed og Fædreland.
I København øjnede danske national-liberale chancen for en national og liberal løsning. De forlangte en fri og fælles forfatning mellem Danmark og Slesvig - selvom det krav allerede tidligere havde vakt stor uro i hertug-dømmerne Slesvig og Holsten. De københavnske nationalliberale spurgte ikke slesvigerne, om de ville dele forfatning med Danmark, og holstenerne og dem fra Lauenborg, om de ville udelukkes fra helstaten.
Den enevælde, der skulle fejes bort, fik sat sit præg på fremtiden ved at nedsætte den grundlovgivende rigsforsamling. De få, der var med til at skrive grundloven, bestemte at kun udvalgte grupper skulle have valgret. Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede fik ingen valgret.
Frederik Dreier, Danmarks første socialist, beregnede, at af Danmarks 1.300.000 indbyggere var kun 204.000 valgberettigede og kun 40.000 opnåede at blive repræsenterede. Det svarede til tre procent.
Junigrundloven blev ikke den frie forfatning for frie mennesker, som nogen havde håbet. Selvom den blev inspireret af oplysningsfilosofien, så gav den først og fremmest nogle borgere ret til at vælge dem, der skulle opkræve skatter og vedtage nogle love.
Danmarks Riges Grundlov blev indledt med en paragraf, der konstaterede: "Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig." Dette skulle blive kernesætningen for vort system, heraf kunne forholdet mellem borger og samfund udledes. Vores nugældende grundlov bestemmer fortsat at regeringsformen er ind-skrænket-monarkisk (paragraf 2).
Danmark skulle være et indskrænket monarki med en monark, som jo bare er græsk for enehersker og diktator. Danmark skulle altså hverken være et demokrati, det græske ord for folkestyre, eller en republik, der er afledt af det latinske res publica, dvs. offentlig sag. Den danske regeringsform skulle være indskrænket-diktatorisk!

Kongens rettigheder
Selv om grundloven blev fyldt med paragraffer om kongens rettigheder - han havde således den udøvende magt, kunne benåde dem dommerne havde dømt og gøre undtagelser fra gældende love - så forblev fundamentet, at regeringsformen skulle være indskrænket-monarkisk. Kongen skulle samarbejde med dem, der blev valgt. Den lovgivende magt skulle han dele med Rigsdagen.
Selv fundamenter kan vendes og drejes, som tidens politikere nok tænkte.
Den grundlovgivende rigsforsamlings mænd så deres fordel i en indskrænket-monarkisk regeringsform. De valgte at få del i magten og bevare den kongelige aura. En tusindårig kongerække blev deres solide fundament. Det var nærmest en fordel for den opstigende politiske klasse, for så kunne den selv svinge sig ind med historiens vingesus.
I 1848 vidste den nye fremstormende klasse, at forsvandt kongen, ja så kunne de også miste deres muligheder. I almindelighed kan en opstigende klasse se nødvendigheden i at dele magten med dem, der allerede sidder på den. Men den prøver med stor nidkærhed at undgå at skulle dele magten yderligere. Derfor var det kun et mindretal af danskerne der fik stemmeret i 1849.
Grundloven overlod ministrene større magt og ved grundlovsreformen i 1855 blev dette til en selvstændig paragraf, der lød: "Kongen har med de i det Følgende fastsatte Indskrænkninger den høieste Myndighed over Monarchiets Fællesanliggender, og udøver den gjennem sine Ministre."
Altså: Bare seks år efter at Frederik 7. havde 'givet' Grundloven, skulle kongen sikres den højeste myndighed over monarkiets fællesanliggender. Men kongen gjorde sig ikke atter enevældig! Afgørende var paragraffens sidste led, at han udøvede den gennem sine ministre.
Dette var formaliseringen af det indskrænkede monarki. Pænt pakket ind.

Den symbolske magt
Langsomt gled magten bort fra officerskongerne (Christian 9., Frederik 8. og Chri-stian 10.) til ministrene. Efter påskekuppet i 1920 bevarede kongerne (Christian 10. (der var han igen, Frederik 9. og Margrethe) deres symbolske magt.
Paragraffen om at kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggender blev stort set bevaret uæn-dret ved grundlovsrevisionen i 1953. (Paragraf 12). Nu er der ikke længere sine - altså kongens - ministre. Men bare ministre.
Men det står uklart, om kongen eller ministrene er paragraffens vigtigste ord. Det fortolkes da, at ministrene har den højeste myndighed over alle rigets anliggender.
Kongen er statsoverhovedet, han er landets symbol. Danmark symboliseres altså af en udemokratisk institution. Men kongen er ikke et symbol for hele Danmark. For idet han udøver sin myndighed gennem ministrene, så gør han eller hun som regeringen beslutter. Og regeringen er ikke Danmark. Regeringen dirigeres af statsministeren.
Statsministeren vandt magtspillet, han var blevet den ny tids majestæt. Han kan bruge Margrethe som sin marionet og selv bestemme enevældigt. Dog er statsministermajestætens værdighed ikke arvelig.
Af grundlovens paragraf 12 fremgår ikke hvordan ministrene udpeges. Endsige hvem de skal være loyale overfor. Og der står heller ikke, at kongen udøver sin myndighed gennem regeringen. Eller at kongen skal udøve sin myndighed gennem ministrene.
Grundloven garanterer kongen den højeste myndighed, og den sikrer ikke med et ord borgerne den højeste myndighed. Danmark er ikke noget folkestyre, men et monarki.
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne skulle sætte en stopper for nedarvede privilegier. Et arveligt monarki strider mod princippet om ligeværdighed. Enten burde Danmark have undladt at undertegne FN's Verdenserklæring - hvilket havde været et prestigetab - eller burde have gennemført en grundlovsrevision og frigjort sig af det arvelige monarki.
Monarkiet strider mod tanken om menneskene som fornuftsvæsener. Alligevel har meningsmålinger i 1972 og 1997 vist en stigende tilslutning til monarkiet. Stigningen er sket i det kvarte århundrede, hvor Danmark som nationalstat er under opløsning, hvor stadig flere beslutninger træffes af de professionelle og hvor borgernes afmagt vokser. At bekæmpe det forekommer mange uoverkommeligt. Og så bliver dronning Margrethe danskernes trøster.

Noget rådner i Danmark
Folketinget debatterede i januar forslag om nedsættelse af en grundlovskommission; det kunne ikke samle flertal. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen mente, at der ikke var et påtrængende samfundsmæssigt behov for en grundlovsændring. Hans holdning kan næppe overraske.
Når grundloven sikrer en indskrænket-monarkisk regeringsform, så kan det ikke undre at noget rådner i Danmark.
I et demokrati, altså et folkestyre, udgår al magt fra menneskene. Og det er det modsatte af et monarki - med eller uden konger og dronninger.
Diskussionen af monarkiet er en af de mange der skal tages på vej mod en fri grundlov for frie mennesker. Debatten skal være fri, ligeværdig og ærlig. Ligeværdigt og oprejst at turde tage springet til den frihed, som angiveligt hyldes af alle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu