Læsetid: 8 min.

Moralsk realisme

17. juni 1999

Nationalisme er en konstruktion, der gør politik til en forlængelse af krig. Det er en civilisatorisk triumf, hvis EU's anti-nationalistiske politik kan slå igennem, også på Balkan

KRIG
Gid det var så vel, at man kunne "tænke gammeldags politologisk i Carl von Clausewitz' spor: Krig er ikke andet end fortsættelsen af politikken med andre midler." Det skyder Leopold Galicki min artikel ("Stil blot dumme spørgsmål", 8.6.) i skoene i sit svar, "Harste's racistiske holdning" (14.6.), - en titel, som jeg dårligt kan tro, at Galicki selv er forfatter til.
Med sin berømte tese antog Clausewitz, at hæren blot var blevet til ét departement blandt flere. Indtil 1817 havde det nemlig været anderledes. Hans Preussen havde været "en hær udstyret med et territorium og en befolkning." Dette var typisk for datidens militærstatslige Europa, og under sådanne betingelser bliver politik til fortsættelse af krig, men med andre midler.
Politikken skulle nødigt fortsat være krigens overbygning i Jugoslavien. Desværre synes mulighederne for at gribe tilbage til den militære konfrontation at have ligget lige under det gamle Jugoslaviens økonomiske krise. Magtbalancen blandt det gamle Jugoslaviens republikker brød - modsat hvad
Galicki hævder - sammen længe før 1992, hvad Jan Øberg da også ofte har gjort opmærksom på. Allerede i 1980'erne spåede mange en særdeles dyster fremtid. Allerede dengang var den serbiske politik problematisk, og det var mange andre republikkers politik da så sandelig også, ikke mindst den kroatiske og den for hurtige tysk-danske anerkendelse af et Kroatien uden mindretalsbeskyttelse af serbere.
Jeg hævdede dengang, at man burde gribe ind. Konsekvenserne af det gensidige spind i republikkernes konflikter syntes uomgængelige. Som Ole Wæver og mange andre forsvarede jeg, at sikkerhedspolitik skulle forstås som 'societal sikkerhed' og ikke som blot 'militær sikkerhed': En slags offensiv Marshall-plan måtte iværksættes. Forudsætningen for dén politik var ikke NATO, men et udenrigspolitisk stærkt EF.
På trods af al historisk evidens troede og tror specielt de danske EF/EU-modstandere ikke på, at EF blev oprettet for at undgå sprednings- og desintegrations-tendenser i Europa. Derfor anså jeg det danske nej til Maastricht i 1992 for fatalt: EF/EU ville tabe det dagsordens-sættende initiativ. EF/EU kunne og kan ikke løse alle problemer (og FN kan i langt, langt mindre grad), men EU kan med lidt held dominere nogle tendenser: EU kan gøre politik økonomisk, retligt, forhandlingspræget og kedeligt, fremfor præget af krigs- og hævnfrygt. Og det er en civilisatorisk triumf, hvis det lykkes!

Let at være bagklog
Problemet med fordringerne om forebyggende sikkerheds-societale indgreb er imidlertid for det første, at de koster mange penge. Engang allerede i begyndelsen af 1980'erne, da jeg snakkede med Øberg på en café i
Dubrovnik, kunne han have aldrig så meget ret i, at Jugoslavien var ved at bryde sammen økonomisk og derfor skulle hjælpes før konflikterne brød ud i lys lue. Men for det andet: Man kan ikke give en slags Marshall-hjælp til områder, hvor der 'måske' kommer borgerkrig, fordi det ville danne præcedens: Alt for mange områder ville hurtigt fatte idéen med 'måske' at have potentiale for en borgerkrig.
Det er derfor uendelig let at være bagklog overfor EU og NATO. Der findes myter om de 'rigtige beslutninger' på de 'rigtige tidspunkter' og myter om sikkerhed, om rationalitet og væld af korrekt gennemanalyserede informationer. Sandheden er, at vi reagerer under kompleksitetens betingelser og normalt først ved, om en strategi har været rigtig, når det er for sent. Det gælder regeringer, det gælder forskere, og det gælder politiske bevægelser.
Dansk EU-skepsis har på uhyre afgørende tidspunkter taget initiativet fra EF og har de facto legitimeret NATO's og USA's måde at håndtere konflikter på. Dermed moraliseres konflikter, de gøres éntydige ('good guys/bad guys'), personificerede, tv-venlige med korte kompleksitets-reducerede indslag osv. Selv efter Kosova-krigen vil SF og Junibevægelsen hellere lade dansk militær-politik være éntydigt underlagt USA fremfor EU og følgelig opretholde forbeholdet mod deltagelse i EUs sikkerhedspolitiske dimension.
Europas håndtering er langt mere kompleks, ambivalent, rets-orienteret fremfor moral-orienteret, organisatorisk, økonomisk, kort sagt kedelig og 'ufolkelig', men fredelig og derfor - vil jeg påstå - folkelig. Det har således i høj grad været det nuværende tyske EU-formandskabs fortjeneste sammen med Tjernomyrdin at have bundet Rusland, Jugoslavien og EU sammen i et kompromis. EU's politiske strategi i Vesteuropa såvel som i Østeuropa er grundlæggende anti-nationalistisk. Mens specielt de vesteuropæiske lande, der var hårdest ramt af Anden Verdenskrig, har støttet denne anti-nationalisme, har man i det gamle socialistiske Østeuropa ikke ment det nøvendigt at gøre op med nationalismen, der blev anset for en borgerlig overbygning. Som den fremtrædende slovenske sociolog Slavoj Zizek har gjort opmærksom på (i die Zeit 30.3.), synes globaliserings- og europæiserings-tendenser at indplacere enkelte landes nations-opfattelser på bagkanten af disse tendenser. Denne anti-globale/anti-europæiske logik synes at gøres til en dyd hos national-sværmeriske intellektuelle i Kroatien og Serbien (for eksempel praxis-filosoffen M. Markovic). Imidlertid har denne nationalistiske logik også fortalere i Danmark, Sverige, Frankrig og England, hvor et forsvar for staten ofte forveksles med et forsvar for nationalismen.

Accept af propaganda
I min artikel markerer jeg en ifølge Galicki tilsyneladende "racistisk holdning"(sic!), fordi jeg har den uhørte frækhed at brokke mig over serbisk propaganda. Påstanden siger nok mere om
Galickis analyse end om min artikel, og selv om jeg burde stævne Galicki og Informations chefredaktør for injurier og dermed blive 25.000 kroner rigere, er spørgsmålet, om ikke de stævner sig selv med en påstand, der er så langt ude.
Galicki har svært ved at se, at min artikel gik ud på, at man bør stille alle tænkelige - også "dumme" - spørgsmål ved den strategi NATO har forfulgt. I fredens, demokratiets, retsbevidsthedens og først fremmest menneskelivets navn skal en militær alliance, der kan føre krig uden at miste soldaternes liv legitimere sig ekstra velbegrundet, fordi menneskelige og økonomiske omkostninger er blevet så forholdsvist minimale, at de ikke i sig selv forhindrer NATO i at intervenere militært. Derfor er det udmærket at stille NATO for en domstol og afkræve gode svar.
Man skal være temmelig døv og blind for at tro, at det blot er NATO's propaganda, der synes at tale for sandsynligheden af, at NATO kan lave en "glimrende forsvarstale" om humanitær intervention. Men når jeg skrev dette skyldes det også, at NATO faktisk skal forsvare sig glimrende i retten, når organisationen skal gøre rede for, hvorfor vandforsyning og el-installationer er blevet bombet. Der skal derfor givetvis et advokaternes dream-team til, for at NATO's forsvar folkeretligt kan holde i Haag. Og dermed vil dén moralsk-retlige dømmekraft, som nye udviklinger i folkeretten må basere sig på, blive skærpet - uanset resultatet i Haag.
I stedet for den militære realisme og den moraliserende pacifismes modsatretttede positioner foreslår jeg i en tradition, der går fra de tyske retsfilosoffer Immanuel Kant og Jürgen Habermas og langt ind i nyere forskning i international politik en tredie position, en moralsk realisme. Ud fra det perspektiv kan man iagttage den paradoksale dialektik i, at NATO's reelle styrke har givet pacifismens ellers så naive moralisme en ny funktion i at stille 'dumme' spørgsmål, der skal skærpe den folkeretlige bevidsthed, netop når interventioner kan foretages uden tab af menneskeliv og derfor med mindre automatik i den folkelige modstand mod krig end hidtil. Dét er min pointe i artiklen 8. juni.
Ser man tilbage på krigens hidtidige forløb, synes meget at tale for, at NATO militært set har vidst, hvad man gjorde. Det er utroligt, at Galicki synes at acceptere serbisk propaganda om, at de 900.000 albanske flygtninge flygtede fra NATO's bomber. Så skulle der vel tilsvarende have været mindst fire-fem millioner serbiske flygtninge. Galicki frikender helt den serbiske regulære hær fra ansvar. Men har Jugoslavien overhovedet haft nogen suverænitet, hvis staten ikke kunne sikre sit voldsmonopol på eget territorium over for egen befolkning over for 'en mulig hærgen af forbryderbander'?
Det bliver uhyggeligt for serbere at leve i Kosova fremover. Det var angiveligt kompliceret nok i Kosovas autonome periode fra 1974 - 1989, men som Kosovo-forskeren Noel Malcolm gør opmærksom på i sin anbefalelsesværdige Kosovo - a short History (s. 329 ff) må den serbiske udvandring fra Kosovo i den periode sociologisk stort set anses som udtryk for en normal migration fra fattige områder til rigere områder.

Neurotisk nationalisme
Fremtidigt er det afgørende at slippe ud af nationalismens intolerante skruestik. Denne forestilling om, at én nation skulle være noget ganske særligt hævet over alle andre, som undtagelse, som paria eller som Guds eget land er uholdbar. Den beror ikke på nogen særlig folkelig etnisk 'ontologi'. I flere artikler har jeg gjort opmærksom på, at nationalismen kan forstås som et neurotisk system, der beror på gensidig forstærkelse hos flere partnere. For eksempel synes flere Balkan-historikere at pege på, at fortællingen om 'kvinder, børn og voldtagne' er ældgammel og optræder på flere sider af konflikten; i modsætning til den danske nationalismes Holger Danske-mytiske vrøvl realiseres de jugoslaviske fortællinger imidlertid ofte. Man kan lære meget af de mange gode serbiske, kroatiske og slovenske sociologer og intellektuelle. Lige som Pierre Bourdieu og Ulrich Beck har mange af dem (for eksempel Habermas-eleverne Djindjic og Vejvoda) et nuanceret syn, der er i stand til at kritisere såvel NATO, som - i modsætning til Galicki - den serbiske ledelse. De er dødtrætte af krig og længes efter de kedelige EU-institutioners civilisatoriske triumf: Fred.
NB! Galicki er sociolog og bør kende til kritisk samfundsanalyse. Kritik må være selvkritisk, også over for egne forudsigelser og antagelser. Husk: Ingen kritik uden selvkritik, Galicki! Husk ikke at forveksle kritik med opposition, Galicki! Af retssikkerhedsmæssige grunde regner jeg med at få et kraftigt dementi og en undskyldning fra Galicki trykt i avisen en af de nærmeste dage.

Svar
Information har ikke beskyldt Gorm Harste for at være racist. Vi trykker mange debatindlæg med synspunkter, der ligger fjernt fra avisens - således også i dette tilfælde. Vi bragte Leopold Galickis indlæg, fordi vi fandt, at det belyser et bestemt verdensbillede.
Vi er kede af, at overskriften "Harste's racistiske holdning" har virket krænkende. Overskriften, som redaktionen er ansvarlig for, har dækning i indlægget, men fungerer som en uheldig skærpelse. Det beklager vi.
Red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu