Læsetid: 5 min.

Ikke NATO's fred

Debat
15. juni 1999

Både serbernes og UCK's tropper må forlade Kosovo og erstattes af en FN-godkendt styrke

FRED
Omtrent halvdelen af sit svar (Inf. den 2. juni) til mig, bruger Jens Maigård (JM) på at 'bevise', at den forbryderiske etniske udrensning i Kosovo var planlagt (kodenavn Hestesko), allerede i oktober 1998, altså længe før NATO's bombekrig, og at udrensningen siden da blev gennemført systematisk og velovervejet i overensstemmelse hermed. Det har bl.a. Joschka Fischer fortalt. Det er forståeligt, at JM bruger så meget plads på denne sag.
For hvis forjagelsen af albanerne ikke var en planlagt, men en spontan og hævngerrig reaktion på NATO-angrebet, så har NATO et indirekte medansvar.

NATO og flygtningene
Og herpå tyder især NATO's totale uforberedthed på flygtningestrømmen. Man må gå ud fra, at hvis NATO havde kendt noget til en Operation Hestesko, så ville NATO have forberedt en modtagelse af Hesteskoens første ofre, for det kunne tage tid, inden bomberne virkede.
Men flygtningestrømmen kom helt bag på NATO, de pengekasser, der skal finan-siere hjælp til flygtningene, er ved at være tomme, og NATO-staterne er gerådet ud i et uværdigt slagsmål om at slippe billigst muligt ud af hele flygtningekatastrofen.
Denne vurdering bestyrkes af vestlige korrespondenter. F.eks. siger en menneskerets-aktivist i Pristina til Reuter, at "flugten tilsyneladende ikke var et resultat af en samlet plan". Hun lægger et hovedansvar på de paramilitære styrker, dvs. serbisk-nationalistiske friskarer (jvf. Inf. den 31. maj.
Det fritager bestemt ikke Beograd-regeringen for et stort ansvar, for uden dens billigelse havde de paramilitære styrker selvfølgelig ikke kunnet hærge, som de har gjort. Men det er bombekrigen, der udløser det grønne lys for friskarernes grusomme udskejelser.
For vel blev der også før den 24. marts ført en barbarisk krig, med mange drab og ulykker, forfølgelse af Kosovo-albanere og derfor (gentager jeg) al mulig grund til at lægge et stærkt (ikke-militært) pres på Beograd, - men der skete ikke en massiv forjagelse af albanere fra Kosovo. Der er en ikke helt ubetydelig forskel mellem 200.-300.000 (ud af 1,8 mio.), der søger tilflugt i bjergene indenlands, og 1 million, der med vold fordrives ud af landet. Som seniorforsker Bjørn Møller nøgternt udtrykte det dagen efter angrebets start: "Hvor alvorlig den humanitære krise i Kosovo end er, er den langtfra unik. Den er endda af langt mindre målestok, end hvad vi har set (og stadig ser) i andre dele af verden..." (Politiken den 25. marts).
Derfor indeholdt de NATO-krav, som Beograd dengang sagde nej til, intet om flygtningenes tilbagevenden fra nabolandene, for før den 24. marts befandt næsten alle flygtninge sig indenfor Kosovos grænser. Nu, efter mere end to måneders krig, er den humanitære krise unægtelig blevet sørgelig unik, og det er naturligt, at kravet om sikker tilbagevenden har fået en meget høj prioritet. Derfor må Beograd-regeringen også acceptere en kraftig - også militær (og med NATO-deltagelse) - skærpelse af de garantiforanstaltninger, der oprindeligt var krævet, en skærpelse, Beograd selv har gjort nødvendig ved sin handlemåde siden den 24. marts.
Men det er bittert at tænke på, at den enorme tragedie sandsynligvis kunne være undgået, hvis NATO straks havde inddraget Rusland, og givet sig bedre tid i Rambouillet, i stedet for at gå enegang og vælge krigens vej. Både albanere og serbere har betalt en ufattelig høj pris, fordi USA - som udtrykt af ekspræsident Jimmy Carter - "har en tendens til at tilsidesætte forhandlingens hævdvundne metode, som i de fleste tilfælde kan forhindre, at en slem situation bliver værre, eller i det mindste skabe mulighed for en fredelig løsning" (Aktuelt den 2. juni).

Kosovo og Tyskland
Det er tankevækkende, at der skulle en russer og en finne til for at knytte en forhandlingstråd, hvoraf der nu forhåbentlig kan spindes en fred. Det var NATO (læs: USA) ude af stand til.
Derfor anser jeg det for en dårlig ide, at Kosovo (for ikke at tale om hele Jugoslavien!) gøres til et NATO-protektorat. Det gik da ellers fint med Tyskland efter 1945, skriver JM, og minder om, at jeg selv var med til at udøve allieret protektoratsmyndighed i vinteren 1946-47.
Parallellen holder ikke af følgende grunde:
*Hvis de allierede var blevet ved med at behandle tyskerne, som de gjorde i 1946-47, kunne det være gået lige så galt, som det gik efter Ver-sailles i 1918. Men det gjorde de netop ikke. Efter et par års tøven viste de vest-allierede (også tilskyndet af den kolde krig), at de havde lært af Versailles. I 1947-48 lagde de kursen brat om, de begyndte at pumpe enorme midler ind i Vesttyskland, og behandle vesttyske politikere som ligeberettigede partnere. Set i tilbageblik var det genialt, at de så hurtigt begyndte at afvikle, hvad tyskerne kunne opfatte som et ydmygende protektorat. (At det meste af venstrefløjen var forbitret herover, ændrer ikke på historiens dom. Vi havde uret.)
*Sammenligningen mellem Tyskland i 1945 og Jugoslavien i 1999 er helt urimelig. Nazi-Tyskland var et militaristisk og ensrettet diktatur, som indledte krigeriske aggressioner med det formål at erobre verdensherredømmet. Serbien har på intet tidspunkt truet verdensfreden eller stræbt efter verdensherredømme.
Milosevic er en autoritær og demagogisk manipulator, men Serbien er ikke noget ensrettet diktatur (der er otte partier i parlamentet, Milosevic-partiet gik stærkt tilbage ved sidste valg, og har kun 110 af 250 pladser, selv under krigen har 21 NGO'er, der er imod Milosevic, kunnet findes på Internettet).

Dæmonisering
Demokratiet er beskåret, og landet er plaget af hadsk nationalisme, men det er det ikke ene om på Balkan (der er 650.000 flygtninge i selve Serbien, de er alle fordrevet af nationalister i de andre eksjugoslaviske stater). Dæmoniseringen af Serbien er en meget dårlig vejleder.
*Denne dæmonisering modsvares ofte af en glorificering af NATO, hvilket er en ligeså dårlig vejleder. Hvordan en NATO-besættelse kan tilgodese alt, hvad man kan forlange "set fra et humanistisk og pacifistisk synspunkt" (JMs ord), går over min forstand. Vi taler om det NATO, hvis bomber har spredt død og elendighed blandt tusinder af civile (læs Robert Fisks rystende reportage den 2. juni).

Magtens arrogance
Om en organisation, der domineres af det USA, hvis tilgang - igen med Jimmy Carters ord - mere og mere "har været at udtænke en løsning, som tjener USA's egne interesser,... stille med den størst mulige militære styrke, give de genstridige parter et ultimatum, og så begynde straffeaktioner mod hele nationen for at gennemtvinge aftalen".
Der er tale om en magtens arrogance og et hovmod, som er skræmmende. Også udtrykt i egenomtalen af NATO som 'verdenssamfundet'.
Derfor er vi nogle, der foretrækker FN (det virkelige verdenssamfund, inklusive Rusland, Kina, Indien, Syd-afrika og mange andre), og lægger afgørende vægt på mandatet fra FN. Det kan kun kaldes utopisk, hvis man vil lade sig lamme af USA's sabotage af FN (en sabotage, der illustrerer USA's stræben efter hegemoni). Men så må man holde op med at tænke i NATO-protektoratsbaner og koncentrere sig om, som jeg skrev i mit første svar til JM, at "kontrollere, at Kosovo gøres til en afmilitariseret zone, og at forhindre, at demokratiske og nationale rettigheder krænkes". For at lette forståelsen, skal jeg forklare, at 'afmilitariseret zone' betyder, at der hverken må findes serbiske eller UCK-styrker i Kosovo, men kun væbnede overvågningsstyrker på mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her