Læsetid: 4 min.

Skyggen på månen

7. juni 1999

Kvindens seksualitet er større end mandens

Sex
Jeg læste et sted, at århundreder før Kristus var der en græker, som nød at betragte måneformørkelser. En nat spurgte han pludselig sig selv: Hvis jorden er flad, som den antages at være... hvorfor er dens skygge på månen altid buet, næsten som i en cirkel? Grækeren tog sig til hovedet: Den buede skygge på månen kunne kun lade sig gøre, hvis jorden var en kugle - og ikke et fladt bræt hvilende på kæmpe skildpadder
Visse overraskende ofte en smule absurde spørgsmål kan være et tegn på, at éns verdensbillede måske hviler på et skrøbeligt grundlag. Eksempelvis har jeg altid tilsluttet mig den udbredte antagelse, at mænd er mere seksuelt liderlige og promiskuøse end kvinder. Promiskuitet forstået her som trangen til ofte at have sex med forskellige partnere. Der findes et væld af argumenter, som synes at støtte (bevise?) denne antagelse. Et særligt overbevisende argument er, at avl af så mange individer som muligt er en af de mest effektive strategier til at sikre artens beståen. Og eftersom der ingen sikkerhed findes, hverken for undfangelse ved parring, fødsel efter graviditet eller liv efter fødsel for den sags skyld, så må en mand for bedst at sikre et afkom, bedække så mange kvinder som muligt. Uden dette promiskuøse, mandlige instinkt ville menneskearten aldrig have overlevet forhistoriens strabadser.
Spørgsmålet som af og til får mig til at huske den månebetragtende græker er følgende: Hvis kvinderne fra naturens hånd er skabt (meget) mindre promiskuøse end mænd, hvorfor har det været nødvendigt med så mange, alt for ofte bestialske, foranstaltninger for at holde dem på dydens smalle sti? Man skal virkelig lede længe efter den kultur, som ikke har undertrykt kvindens seksuelle adfærd - og endnu længere efter den, som nogensinde skulle have glorificeret den promiskuøse kvinde. Omformuleret kunne det samme spørgsmål lyde: Hvorfor skal naturen, når det gælder kvindelig seksualitet, have så meget hjælp fra moralske regelsæt?

Tankevækkende er det, at kun kvinden har et decideret seksuel organ med ingen anden funktion end den seksuelle stimulering. Sammenlignet med klitoris er pikken et mindre følsomt, klodset redskab, som er konstrueret til at transportere både urin (op til flere gange i døgnet) og sæd (når lejligheden byder sig). Endvidere har kvinden stærke eroto-seksuelle zoner i brystvorterne og skeden.
Udfra det ovenstående virker mandens seksuelle udrustning pludselig ikke alene af mindre kvalitet, men også mindre effektiv. Dette afstedkommer naturligvis nogle tanker. For her ligger måske forklaringen på, hvorfor mænd bruger mere fysisk energi end kvinder ved seksuelle præstationer. Efter en orgasme er selv det største muskelbundt ikke meget værd. Imidlertid kan kvinden fortsætte rusen, for hun er i stand til at få op til flere, konsekutive orgasmer. Den såkaldte tørre, mandlige orgasme, som også skulle begunstige manden med denne mulighed, synes kun at være en fantasifuld idé. Og kunne det være, at mandens tilbøjelighed til at undertrykke kvinden udspringer netop af den kendsgerning, at hun er rede til endnu et samleje, med en (eller flere) frisk(e) partner(e), mens han er på vej til drømmeland?

Det virker utroværdigt, at kvinden af natur skulle være så entydigt følsom og romantisk og så lidt promiskuøs, som visse feministiske synspunkter gør hende til. Ved pornografi er der en feministisk retning indbefattende mænd og kvinder, som reagerer voldsomt mod måden, hvorpå kvinderne vises frem; for det meste sexhungrende, umættelige og rede til at (mod)tage den ene partner efter den anden. Her fremhæves det, at kvindens natur befinder sig langt fra denne seksualiserede tankegang, som kun tjener mændenes behov, osv, osv. Disse argumenter er moralske. For det er kun udfra en moral, at man kan tilrettelægge retningslinjer for den kvindelige seksualitet, der helst må, eller ikke må, vises frem.
En amerikansk kvindeforsker har i den forbindelse lavet en udmærket analogi; at sige at kvindens natur ikke egner sig til den form for sex, som almindeligvis tilegnes mænd, er det samme som at betragte zebraerne i en zoologisk have og derpå konkludere, at de ikke kan løbe. Hvorfor skulle kvinden ikke være i stand til at evne både intense følelser, romantik og løssluppen, promiskuøs sex? Kan det ikke tænkes, at der til deres (i sammenligning med mænd) biologisk set sofistikerede seksuelapparat svarer netop et ditto emotionelt? I så tilfælde ville den feminisme, som ofrer kvindens eventuelle seksuelle formåen til fordel for noget 'følelsesmæssigt andet' være endnu en undertrykkende foranstaltning i den lange sekvens, der synes at gå helt tilbage til urtiden. Så langt så godt. Men et uventet spørgsmål skal ikke nødvendigvis få lov at rive mit verdensbillede ned. Grækeren har efter al sandsynlighed ikke troet med det samme, at jorden var en kugle blot fordi han så en uforklarlig skygge på månen. I sidste ende fandt han måske alligevel idéen om skildpadderne sjovere end den om kuglen. Derfor vil jeg foreløbig holde fast ved min oprindelige antagelse: Mænd er skabt mere liderlige og promiskuøse end kvinder. Jeg ved, at denne tanke muligvis tiltaler mig, fordi vi mænd ikke bryder os om en kvinde, som kan fortsætte festen (med andre) efter at vi er faldet i søvn. Men der er også en anden mulighed. At det i virkeligheden er de imaginære skildpadder, der holder min verden sammen, som jeg holder mest af, og som jeg ikke kan undvære.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu