Kronik

Sportsutopien virkeliggjort

12. juni 1999

Sportens værdigrundlag er i eksistentiel krise. De ædle atleter beruset af lysten til præstation, er afløst af den beregnende businessman og showatleten, store medie- og kapitalinteresser. Men der findes en vej ud af krisen

"Fra den dag, hvor sportsmanden ophører med at sætte glæden ved sin egen præstation og den kropslige beruselse og balance, som præstationen giver, højere end alt andet, fra den dag, hvor han lader sig dominere af forfængeligheds- eller profitbetragtninger, fra den dag er hans ideal blevet plettet og indsatsens karakterdannende værdi ... uigenkaldeligt svækket." (Coubertin, 1920, s.76)

Den olympiske bevægelse og dens idégrundlag er i krise. Skåltalerne om sundhed, retfærdighed og ære klinger mere end hult. Man behøver bare nævne navnet Ben Johnson sammen med de seneste eksempler på korruption og bestikkelse blandt IOC's medlemmer for at forstå, at idrættens integritet er truet. Udviklingen kommer ikke overraskende, fordi den har stået på i mange år, men først nu råber idrættens ledere vagt i gevær. Tag f.eks. DIF's formand, Kai Holm, som foranlediget af pengemænd og mediefolks planer om at skabe en euroliga uden om UEFA, har opdaget at "eliteidrætten står ved en skillevej." (Politiken, den 28. august '98).
Men hvad er der sket? Hvad eller hvem har fjernet sporten fra sit værdigrundlag? Kai Holm forklarer det bl.a. således: "De seneste års udvikling er ved at tage overhånd...der er en reel fare for, at unkontrollable markedskræfter æder idrætten op indefra og ødelægger de sportslige grundprincipper, som er alfa og omega for i-drættens levedygtighed." (Politiken, den 28. august '98). Elitesporten har med andre ord udviklet sig til en voldsomt ekspanderende gren af underholdningsindustrien, hvor det forretningsmæssige resultat bestemmer midlerne til opnåelse af de sportslige resultater. Hvor Coca Cola-reklamerne i den bedste sendetid er vigtigere end mara-thonsløbernes helbred, hvor antallet af kampe og mesterskaber (Champions League, EM, VM, NM osv.) dikteres af kommercielle interesser, hvor volleyballforbundets desperate kamp for at fastholde mediernes interesse har medført en ny dress-code, hvor kropsnært, medieegnet spilletøj er trækplastret. Idrættens ledere har selv inviteret pengemændene indenfor og må nu indse, at markedskræfterne er stærkere end det, som Kai Holm kalder idrættens grundprincipper. Men hvad er idrættens grundprincipper, og står de til at redde?

Grundprincipperne for sportudøvelse er af gode, historiske grunde blevet til for cirka 100 år siden. Først efter Første Verdenskrig ekspanderede sporten, ikke mindst med den olympiske bevægelse som lokomotiv. Så den olympiske ildsjæl Pierre de Coubertin er et godt bud på en sportens chefideolog. Den stadige stræben efter forbedring med det ultimative mål rekorden: Væksten gjorde sporten til den bedste eksponent for tidsånden. Men denne 'frihed til overdrivelse' er kun én side af Coubertins sammensatte væsen. Sporten havde for ham også et klart opdragelsesmæssigt, socialt perspektiv.
Sporten var det perfekte middel til fysik, psykisk og social kompensation for en livssammenhæng, der gik tabt med industrisamfundets indtog. SomCoubertin skriver:
"Sporten besidder en uendelig stor beroligende virkning. Den fortvivlede mand, der smadrer en stol, falder straks til ro, men på bekostning af en ødelagt stol og skår i hans selvagtelse. Gid han dog bare ville gå i gang med intensiv træning; virkningen ville være den samme, men der ville ikke gå noget i stykker; tværtimod ville en værdifuld styrke blive skabt og oplagret."
Ganske vist er det ikke kun industriproletariatet, hvis vrede skal opsuges, men alle de rodløse - gamle som unge - der savner en plads, en rolle, en identitet. Sporten er derfor ikke forbeholdt eliten, som man kunne forledes til at tro, hvis man ser på mediedækning af området, men gælder i lige så høj grad for den almindelige idrætsudøver.
Coubertin understregede denne sportens demokratiske karakter i sit krav om sport for alle. I 1927 skrev han i Le Figaro: "Jeg kunne ønske et sted, hvor konkurrencer og rekorder var bandlyste. Til gengæld kunne enhver voksen, når som helst det passede ham, uden risiko for at blive kigget på og kritiseret, gratis give sig af med de enkleste øvelser: løb, spring, kast, gymnastik...."
Denne udvidede og moderniserede udgave af det antikke gymnasium har endnu ikke set dagens lys, men er nok værd at efterlyse i tider, hvor købeidrætten vinder frem og foreningsidrætten stadigvæk fremstår ufleksibel og lukket. Et andet område, som Coubertin fremhæver som vigtigt for samfundet er idrætsundervisning: "I det græske gymnasium var sporten altdominerende; den tog imod ånden og bøjede sig for den, som for en betydningsfuld gæst."
Men Coubertins ideer er ikke blevet bare tilnærmelsesvis gennemført. Faget idræt fører en tilbagetrukken tilværelse, reduceret til én effektiv time om ugen i det danske gymnasium, hvor kroppen ikke kan siges at være en 'betydningsfuld gæst.'
Sportens værdigrundlag - sportsånden - er inde i en eksistentiel krise. De ædle atleter beruset af lysten til præstation, er afløst af den beregnende bussinesman, showatleten, som intet middel skyr for at opnå succes. Og bag showatleten står korrupte idrætsledere og bag dem store medie- og kapitalinteresser. Men der tegner sig en vej ud af krisen.
Det er mit postulat, at den olympiske ånd/sportens grundprincipper, som hyldes i skåltaler ved i-drættens forsamlinger, for længst har forladt de olympiske arenaer og i dag først og fremmest findes hos den almindelige idrætsudøver, som målbevidst arbejder på at forbedre sine idrætslige færdigheder, sin personlige rekord. Ikke for egen eller sponsors vinding, men af lyst. Lyst til legen, kampen. Glæde ved kroppen. Fryden over den beherskede bevægelse. Stoltheden over at have overvundet sig selv.

Eliten har mistet sin funktion som forbillede, og er blevet reduceret til en del af underholdningsindustrien, hvor udøverne er højt specialiserede, højt lønnede showatleter. En Bjarne Riis, Anja Andersen eller Peter Schmeichel kan måske nok vække interessen for deres idrætsaktivitet, men ingen kan efter selv kort tids idrætserfaring stadigvæk identificere sig med f.eks. Bjarne Riis. Dertil er forskel i indstilling og præstation alt for stor. Det betyder ikke, at eliteidrætsudøveren er uden betydning for motionisten, men kun at han/hun først og fremmest har en underholdningsfunktion.
Tidspunktet er derfor kommet for opgør med idrættens enhedstese. Bredden kan sagtens undvære eliten, hvorimod eliten er afhængig af bredden som talentmasse og finansiel basis. Bredden bør løsrive sig fra eliten og holde fast i sin egen sportsutopi, hvis gennemgående ledetråd skal være lysten.
Ikke den fornuftprægede fedtforbrænding, men den lystprægede beherskelse af en bevægelse: Det perfekte drive på golfbanen, det rigtigt timede løb i dybden på fodboldbanen, den lækre fornemmelse af at have ramt spyddet helt rigtigt. For den slags oplevelser er ikke forbeholdt eliten, men kan ligesåvel forefindes - i slowmotiontempo - på oldboys-holdet eller i idrætstimen.
Udviklingen i tilgangen til idrætsbevægelsen viser, at mange har gennemskuet medietyrraniet og har fundet ud af, at passivt idrætskonsum ikke bidrager væsentligt til livskvaliteten. Især de ældre befolkningsgrupper har nedbrudt den gængse forestilling om sporten som de unges legeplads. Faktisk er der mange unge, som ikke længere dyrker sport overhovedet. Det seneste varsel om konsekvenserne af det stillesiddende nørd-samfund viser en sammenlignende undersøgelse fra Odense Universitet af niåriges fysiske form, som er blevet væsentligt ringere end for bare ti år siden. Selv ikke en pæn stor gruppe af meget aktive kan ændre på det forhold. For at holde fast i de positive tendenser og modarbejde de negative tendenser i idrætsudøvelsen er det nødvendig med en ændring af idrætspolitikken.
Idrætspolitikken må sigte mod at give mere plads til selvorganiserende udøvere. Idrætsforeningerne må blive mere fleksible i deres tilbud, hvis deres eneret på forvaltning af idrætsfaciliteterne skal opretholdes. Myndighederne må åbne op for nye grupper, således at f.eks. folkeoplysningsudvalgene ikke øremærker penge afsat til tværgående aktiviteter (5 procent-puljen) til idrætsforeninger alene, men også tilgodeser utraditionelle idrætsudbydere, som f.eks. lejerforeninger, grundejerforeninger, græsrodgrupper m.v.
For at de sundhedskampagner, som man med jævne mellemrum lancerer, ikke skal være velmente slag i luften kræver det ikke alene, at muligheden for at være aktiv er til stede. Det kræver også en løbende diskussion af de fysiske, psykiske og sociale værdier, som sporten har. Intet sted er vel bedre egnet hertil end skolen.
Derfor er det andet område, som skal indgå i en virkeliggørelse af sportsutopien skolen. Lige siden fagets indførelse i skolesystemet 1814 har man måttet argumentere for fagets placering og status.
Selv i dag diskuteres fagets berettigelse, selv om der findes masser af undersøgelser, som viser det samfundstjenelige og det individgavnende i faget. Som en nøje parallel til industrisamfundets overgang til informationssamfundet med mindre krav til arbejdskraftens fysiske standard, har man oplevet en paradoksal nedgang i fagets timetal overalt i skolesystemet. De fleste understøtter f.eks. WHO's krav om én times daglig motion som forudsætning for et godt liv. Vel i troen på, at når nu skolen kun har to til fire lektioner om ugen, så dækker man sig ind i fritiden.
Men sådan er det ikke længere. Vi står overfor en generation af "kropslige analfabeter", som Team-Danmark konsulenten Niels Chr. Holmstrøm gav udtryk for i en kommentar i Berlingske Tidende. Og DIF's formand, Kai Holm, fremhæver det paradoksale i situationen:
"Vi ved i dag mere om fordelene ved at dyrke idræt og om risikoen ved inaktivitet, end vi nogensinde har gjort. Vi ved at børn, der behersker motoriske færdigheder, ofte har en selvtillid, som gør, at de tør stå frem og sige deres mening og tør tage nye udfordringer op på en positiv og konstruktiv måde. Vi må samtidig konstatere, at vi har tilstrækkeligt med idrætsfaciliteter og veluddannede lærere til at kunne give idrætsfaget den prioritet, det fortjener. Alligevel har idrætsfaget det værre end nogensinde i Danmark, og intet tyder på, at man fra politisk hold har tænkt sig at gøre noget ved sagen." (JP, den 28. november '98.)

Der er kun én vej: Styrkelsen af faget idræt, så vi undgår en generation af børn, der ikke kan cykle, løbe, springe, kaste: Aktiviteter, som førhen var selvfølgelige del af et barns hverdag, men som i dag placeres i nicher, som noget man går til. Først og fremmest skal glæden over kroppen og dens muligheder opprioriteres. Vi kan ikke være bekendt at spise vores børn af med to til fire lektioner om ugen. Regningen bliver ikke alene af fysisk art, men også af psykologisk og social art.
Giv sporten en chance for at vise, at den har nogle værdier, som er forskellig fra det mediebillede, som den professionaliserede, kommercialiserede sport tegner. Sport er opdragelse af kroppen, men måske vigtigst af alt opdragelse af karakteren og bør spille en vigtig rolle i formningen af det hele menneske.

Anders Brok er cand.mag. og lektor ved Amtsgymnasiet i Hadsten

Litteratur:
Pierre de Coubertin: 'Den olympiske idé. Taler og artikler 1894-1935.' Udvalgt af Claus Bøje og Søren Riiskjær, Det lille forlag, 1996

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu