Hvordan bevarer Danmarks Radio ambitionen om at lave public service til seerne, når internationale medie-konglomerater kan tilbyde alt lige fra porno til pastasauce?
Danmarks Radio er en af de få sidste rene public service tv-broadcastere tilbage i verden. Med det interaktive tv under fremmarch er det derfor relevant at spørge, hvordan public service-forpligtelsen skal reguleres i det nye årtusinde. Interaktivt tv er lige nu en del af nogle underholdningsprogrammer, mens fremtiden peger mod store muligheder indenfor informationssøgnings- og homeshopping programmer. Interaktivt tv vil således i fremtiden byde på en øget grad af information. Men egner tv og tv-seerens adfærd sig overhovedet til informations- og homeshopping-programmer? Og hvordan undgår man, at kampen om seerne, reklamekronerne og de nye tv-abonnenter giver sig udslag i massive underholdningsudbud, hvor også de store mediekonglomerater blander sig?
Set i bakspejlet er tv simpelthen det vigtigste medie i det danske mediebillede siden debuten i 1951, og særligt i løbet af 1970'erne hvor flere og flere danske husstande fik et fjernsyn. Eftersom dansk tv fungerede efter engelsk forbillede og kun havde én public service tv-kanal, bestod danskernes fjernsynsudvalg i begyndelsen af denne ene tv-kanal med brede, ikke-kommercielle programmer. I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne blev udbuddet og programtyperne ændret. Dels på grund af at mange danskere fik mulighed for at blive tilsluttet hybridnettet. Dels på grund af monopolbruddet på tv-området, som ikke alene betød, at lokale tv-stationer skød op, men også at en ny dansk public service og delvis kommerciel tv-kanal blev åbnet i 1988, nemlig TV2.
Public service-forpligtelsen - at betjene den nationale almenhed, således at medierne tjener den offentlige, brede interesse - har traditionelt betydet, at der fokuseres på indhold, kvalitet og alsidighed. Med tiden har Danmarks Radio og TV2 tolket public service som en forpligtelse på at sammensætte et alsidigt programudbud. Men hvordan skal public service forpligtelsen reguleres, når det interaktive tv realiseres og set-top boksen bliver hver dagligstue-eje? Når man ikke længere broadcaster fra én til mange, men narrowcaster fra mange til mange?
I et mindre land med godt 5,1 million indbyggere er det ganske vist ikke økonomisk rentabelt at tilbyde mange, men snævre programmer via narrowcasting. Ikke desto mindre må der, set med public service øjne, fokuseres på, hvordan man så griber det interaktive tv og den uundgåelige kommercialisering an. Hvilken type indhold skal det interaktive tv have? Hvordan bevarer vi den specifikke danske tilgang i programmerne i takt med stigende brugerbetaling, og tilsynekomsten af internationale medie-konglomerater, som kan tilbyde alt fra porno til pastasauce?
Udviklingen af den digitale transmission medfører dels flere nye kanaler fra digitale tv-kanaler, internettet og trådløse transmissioner, og dels en større differentiering af udbuddet - særligt det kommercielle. Det vil muligvis have nogle konsekvenser for fremtidens public service-forpligtelser. Public sevice fordrer et åbent og alsidigt kommunikationssystem, hvor alle har lige adgang til både information og underholdning. Men det interaktive tv kræver for det første en bestemt 'hardware' for at kunne modtages og interageres med. For det andet er et alsidigt programudbud svært at realisere rent økonomisk, fordi mange smalle programtyper og -kanaler vil blive for dyre for brugerne. Dertil kommer, at den stigende ekspansion af kommercielt tv, ikke kun indenfor interaktivt tv generelt er en trussel for public service. Det kan komme til at betyde, at licenspengene helt bortfalder og bliver erstattet af en særegen brugerbetaling.
Endelig er der tale om en ny tv-seeradfærd. Vi bruger tv til adspredelse, afslapning og underholdning. Men med interaktivt tv kræves der interaktion med tv'et: Man skal selv træffe nogle valg for, hvad man vil se og hvornår. Og det kan betyde, at valgene forstyrrer eller stopper programflowet og dermed oplevelsen.
Er Danmark for lille et sprog- og kulturområde til interaktivt tv? Interaktivt tv findes allerede i dansk tv både indenfor underholdning og fakta. Det interaktive element har været, at seerne kunne ringe ind og f.eks. stemme om en slutning (Enten - Eller/Du bestemmer), taste en film (Tast en film), quizze med og vinde 25.000 kr. (Rene ord for pengene), tryk-knappe Hugo rundt på skærmen eller selv blive en tegneseriefigur og tale med Nelly Nut. Derudover findes der forskellige typer tekst-tv, hvor man bruger sin fjernbetjening i en meget mild form for interaktion med tv'et.
Det interaktive element i dansk tv er især slået igennem indenfor underholdning. Det ligger allerede til tv-mediet at underholde os via farver, lyd og bevægelse. De interaktive tv-programmer med information derimod, kræver en helt anden slags interaktion, som i højere grad ligner den, vi har med computeren. Her klikker man sig til information om bolig, ferie, nyheder, sport og tv-programmer, dog i et mindre kompliceret brugerinterface end computerens.
Men skal interaktivt tv foregå på tv? Er det ikke mere naturligt at bruge computeren som medie, og sende programmer over internettet?
Der er allerede adskillige forsøg i Danmark på interaktive tv- og filmprogrammer på internettet; Nordisk Film & Tv's 100% Live; Filmværkstedets Low Res festival (digitale film på nettet), Zentropas/Elektropas netprojekt med at lægge optagelser fra Lars Von Triers nyeste film, Dancer in the Dark, ud på nettet, TV-Avisens og TV2 Nyhedernes mere udførlige nyhedsdækning i lyd, skrift og levende billeder på nettet og DR U-lands trimediale udsendelser, som ud over tv'et og radioen også foregår på internettet.
Derudover forskes der i digitale multimedie-projekter, der gerne skulle munde ud i interaktive udsendelser via tv og/eller internet. Det sker blandt andet hos DR's ungdomsafdeling, DRU, hvor man netop har iværksat en tre-årig udviklingsenhed, kaldet BetaLab. Ligesom man i DR-Provinsafdelingen er ved at udvikle et interaktivt forbrugerprogram i stil med Rene ord for pengene - bare for børn.
I det nye årtusinde vil fremtiden indenfor interaktivt tv for eksempel kunne bringe forskellige typer homeshopping med tøj, sko, møbler, blade, videofilm og ting til hjem og have, eller specialiserede servicer, hvor man klikker sig ind på den film eller sportsudsendelse, man nu vil se. Man vil opså kunne søge information om nyheder, bolig, rejser, sport, uddannelse, teater og meget andet. Betalingen af denne type tjenester vil sandsynligvis ske via Pay-per-view (PPV), abonnements-ordninger og/eller reklamer.
Fremtidsmulighederne indenfor det interaktive tv er i høj grad af informativ art. Men da tv-seernes adfærd som sagt er rettet mod adspredende, underholdende programmer med mindre grad af interaktion via telefon eller fjernbetjening, og computeren er stedet, hvor man søger oplysninger, arbejder og har en høj grad af interaktion med mediet, kunne man spørge om visse af de ovenfor skitserede programtyper indenfor interaktivt tv var bedre tjent på en computer? Til hvilken grad kan interaktivt tv være informativt uden at miste underholdningsværdien, som ligger i vores forventning og vores måde at se tv på?
Er topmålet for den type interaktivt tv, som seeren vil stå model til, og betale for, en type programmer, som Medialab ved MIT universitetet i Boston netop udvikler: En blanding af fiktionserier og homeshopping, hvor man klikker på skuespillerens halskæde for at få pris og kontaktnummer for nærmeste forhandler: 'Hvad mon Allys nylonstrømper koster, og hvad hedder hendes deodorant?' Eller vil det være interessant at være hele familiens tv-producer, og selv kunne bestemme kameravinklerne i fodboldkampen eller i interviewet med Paul McCartney?
Er interaktivt tv overhovedet interessant? Først og fremmest betyder det en frihed til at vælge, hvad man vil se. Men hvordan man regulerer betalingen af dette udvalg via brugerbetaling, licens, reklamer, og hvordan man regulerer udvalget af tjenester, det må der sættes meget fokus på i fremtiden. Public service forpligtelsen betyder traditionelt, at der fokuseres på indhold, kvalitet og alsidighed. Det er vigtigt, at både tv-branchen og det politiske forum sætter sig for at have nogle visioner som blandt andet i tænketanken Digitale Danmark eller i den nyligt dannede tænketank vedrørende dansk medieudvikling i anledning af de kommende forhandlingerne om medieforliget.
Uanset seernes og brugernes adfærd er det mere og mere tydeligt, at grænserne mellem de forskellige medier udviskes dag for dag. Computer, tv, video og internet nærmer sig hinanden.
*Anne Mette Stevn er cand. mag. i dansk og film- og medievidenskab
Apropos - Digitale gråzoner
I 2010 vil et produktionsselskab være et multimedie-produktionsselskab, der udover interaktive tv-programmer også vil kunne producere computerspil, film, undervisningsmateriale, udstillinger og meget mere.
Det vil være muligt for flere typer af produktionsselskaber at lave interaktivt tv. Det gælder blandt andet computerspilsproducenter, webdesignere og animationsfilm-producenter.
I forhold til public service idealet, at der skal være indhold, kvalitet og alsidighed, vil det være vigtigt at inddrage kunstneriske, ekspressive fag i denne produktion. Som det ser ud nu, vil producenter af interaktive tv-programmer nemlig hovedsageligt blive varetaget af teknologisk velfunderede brancher med fokus på først og fremmest kommercielle og populære programtyper.
Indenfor udviklingen af interaktive tv-programmer krydses fag og brancher allerede nu. Og det er brancher og fag, der normalt ikke mødes. Det viser en undersøgelse af miljøerne omkring de digitale multimedier i Danmark, som jeg har lavet til Kulturministeriets Udviklingsfond.
Rapporten hedder Digitale Gråzoner og har hovedvægt på de kunstneriske, kreative multimediemiljøer.
Efter min mening skal netop denne gruppe stadigt indlemmes i mere kommercielle (multi)medieproduktioner, så som interaktivt tv. Det vil sige animatorer, musikere, billedkunstnere, arkitekter, forfattere og så videre.
Men det er dog langt fra lige til at blande kompetencer og interesser fra både teknologiske, kommercielle, kreative og ekspressive fag.
Der findes meget konservatisme i forhold til crossover-projekter og nye kreative muligheder bare indenfor tv-mediet.
Det kan være i forhold til den måde, man arbejder. Det kan være uenighed om, hvor meget man sætter fokus på rentabilitet. Og det kan være mangel på interesse for indhold og brugernes oplevelse. Sidst men ikke mindst kommer manglen på visioner blandt lederne. Det gælder ikke bare for interaktivt tv, men for hele multimedieområdet.
Multimedier, ny teknologi og nye typer af aktiviteter, som for eksempel interaktivt tv, er et stort gråzone-område for brancherne selv.
Anne Mette Stevn
