Retssagen mod den kurdiske oprørsleder, Abdullah Öcalan, vil vise, om Tyrkiet har ændret sin kurder-politik. Hidtil har henrettelse af kurdiske ledere ikke løst det kurdiske problem
Tyrkiets anholdelse af Abdullah Öcalan i midten af februar udløste hektiske protestaktioner i flere europæiske og mellemøstlige byer. PKK-tilhængere klatrede op på tage, tog gidsler, sloges med politiet og besatte ambassader over hele Europa.
Ian Black fra The Guardian udtalte, at begivenhederne kastede "et usædvanlig klart lys over denne (Kurder) nation uden en stat."
Tyrkiets succes med at fange Öcalan og de efterfølgende begivenheder afføder spørgsmål om mange ting lige fra terrorisme, dobbeltmoral, national befrielse til international lov. Men et interessant spørgsmål i denne sammenhæng er, hvad tilfangetagelsen af Öcalan betyder set fra et kurdisk politisk perspektiv.
Den mulighed, at Öcalan kan blive dømt til døden og efterfølgende henrettet, kan være svær at forestille sig. I givet fald vil han ikke være den første kurdiske oprørsleder, der bliver dødsdømt i Tyrkiet eller i de af Tyrkiets nabolande, hvor der bor kurdere.
I den tyrkiske republiks første årtier blev flere kurdiske oprørsledere dømt til døden umiddelbart efter, at oprørene var standset. I juni 1925 blev mere end 50 ledere henrettet, fordi de deltog i et oprør ledet af sheik Said. I 1937 blev et ukendt antal oprørsledere henrettet på grund af deres deltagelse i et oprør under ledelse af Sayyid Riza.
I Iran blev Qazi Muhammad og hans to brødre hængt i Mahabad i 1947 for deres rolle i dannelsen af den selvstændige kurdiske Mahabad-republik et år tidligere.
I Irak blev flere kurdiske officerer hængt i midten af 1940'rne, fordi de havde deltaget i et kurdisk oprør.
Den iransk-kurdiske leder Abd al-Rahman Ghassemlou blev henrettet i Wien i 1989 af iranske agenter, mens han deltog i en fredsmægling med en iransk embedsmand.
I 1992 blev Ghassemlous efterfølger, Sadiq Sharafkindi, sammen med tre kolleger skudt ned af iranske agenter i Berlin, hvilket førte til spændinger mellem EU og Iran efter en tysk dom mod mistænkte gerningsmænd, som havde relation til den iranske ambassade i Berlin.
Under opbygningen af PKK anklagede organisationen gang på gang irakisk- og iransk-kurdiske politiske ledere for deres manglende evne til at formulere og efterleve slagkraftige politiske krav.
PKK var den første kurdiske organisation, der åbenlyst satsede på en uafhængig kurdisk stat, som skulle omfatte hele Kurdistan. Ud fra et taktisk synspunkt skulle det tyrkiske Kurdistan først befries. For at kunne mobilisere folk og befri landet var der brug for en speciel strategi: "revolutionær vold."
PKK's krav om uafhængighed og beslutningen om at bruge "revolutionær vold" tvang fra første færd organisationen til at lægge en bestemt kurs. De fleste kurdiske politiske organisationer både i og uden for Tyrkiet betragtede PKK som en udfordring, men også som en kilde til manglende stabilitet.
PKK's krav om uafhængighed var et klart brud med tidligere politisk praksis i kampen for et kurdisk selvstyre. PKK skildrede andre kurdiske partier og organisationer som forrædere og interne fjender af kurdisk uafhængighed.
Da PKK udviklede sig til en guerillabevægelse og derved kom til at stå endnu stærkere, begyndte organisationen ikke blot at gøre brug af den "revolutionære vold" mod den tyrkiske regering og hær, men også mod PKK's politiske modstandere.
Det var afvigere fra organisationens egne rækker, medlemmer af andre kurdiske og tyrkiske organisationer, klanledere, landsby-overhoveder og civile, som var i den tyrkiske statsadministration, eller som nægtede at vælge side i den skærpede konflikt.
PKK er karakteriseret ved en bred organisationsstruktur og en fremragende evne til at mobilisere et bredt udsnit af den kurdiske befolkning i og uden for Kurdistan.
Men det er tvivlsomt, om PKK har overholdt internationale og regionale betingelser, og det er netop PKK's manglende evne til at tage hensyn til den regionale og internationale kompleksitet, der kan forklare Öcalans skæbne og dermed også PKK's.
De socialistiske bølger fra 1970'erne og 1980'erne medførte moralsk og verbal opbakning til PKK fra intellektuelle og tyrkiske, mellemøstlige og europæiske organisationer. Men den vigtigste kilde til PKK's fremgang kom fra nabolandene: PKK's baser voksede hurtigt, efter at Syrien valgte at huse PKK enten i selve Syrien eller i dele af Libanon under syrisk kontrol.
Efter krigen om Kuwait forventede mange politiske iagttagere radikale ændringer såvel i Mellemøsten som på den internationale scene. Internationalt skulle interne konflikter nu løses med fredelige midler.
Her skulle det internationale samfund i form af FN, USA eller EU spille en rolle som formidler mellem de tidligere krigsførende parter. Ved flere lejligheder tilbød PKK en ensidig våbenhvile. Men den tyrkiske regering nægtede at anerkende PKK som legitim politisk styrke, og militæret intensiverede angrebene mod PKK-baser i det kurdisk-kontrollerede nordlige Irak.
Efter 1995 blev det klart, at Tyrkiet havde besluttet at nedbryde PKK's guerilla-infrastruktur i det område. Mens organisationens militære kapacitet viste tegn på svaghed, fik den syriske beskyttelse af PKK i Syrien og Libanon højeste prioritet for de tyrkiske 'policy-makers.' Iagttagere var uenige om, hvad man kunne forvente, Tyrkiet ville gøre for at tvinge Syrien til at standse sin støtte til PKK.
I 1996 stillede en ekspert i kurdiske anliggender følgende retoriske spørgsmål: "Hvis det er så uacceptabelt, at Syrien er hovedkvarter for Öcalan og støtter PKK, og hvis et af Syriens mål er at støtte PKK som ægte nationalistisk organisation, hvorfor skrider Ankara så ikke til alvorligere handlinger, f.eks. af militær art, mod Syrien?"
Eksperten mente selv, der var to svar på det spørgsmål: For det første ville Ankara sandsynligvis ikke angribe et større arabisk land på et tidspunkt, hvor det så ud til at være tæt på en fredsaftale med Israel. Hvis Tyrkiet valgte en militær konfrontation med Syrien, ville det gå ud over landets forhold til hele den arabiske verden.
For det andet forekom et militært angreb mod PKK's stillinger i Syrien ineffektivt, eftersom det kunne fremkalde en længerevarende diplomatisk krise.
Men to år senere, i oktober 1998, så den regionale kontekst anderledes ud: Syrien havde ikke fået nogen aftale med Israel, mens det var lykkedes Tyrkiet at etablere nære forbindelser til Israel, blandt andet i form af en militær aftale.
Assad udtalte, at denne aftale havde til formål at presse Syrien nordfra. Da Tyrkiet samlede tropper ved den syriske grænse, blev det klart, at Syrien ikke ville indlade sig på konfrontation med Tyrkiet, endsige gå i krig mod det.
Dermed så det ud til, at det var tilstrækkeligt for Tyrkiet at true med militær magt for at tvinge Syrien til at acceptere de tyrkiske krav om at udvise PKK's leder Abdullah Öcalan.
Ved ægyptisk og iransk mægling underskrev Syrien og Tyrkiet en aftale om "samarbejde inden for terrorisme." Aftalen førte til Öcalans udvisning af Syrien, lukning af PKK's lejre samt forbud mod, at PKK og andre terrororganisationer er aktive i Syrien.
På det tidspunkt fremgik det klart, at den tyrkiske stilling over for Syrien var styrket, og at Syrien ikke længere kunne bruge det såkaldte 'kurdiske kort' til at opnå udenrigspolitiske mål over for Tyrkiet.
Der er stor lighed mellem denne aftale og aftalen mellem Irak og Iran i 1975, som førte til sammenbruddet af det kurdiske oprør i det nordlige Irak.
Iran støttede på det tidspunkt det kurdiske oprør i Irak for at svække regimet i Bagdad og tvinge det til at acceptere særlige iranske udenrigspolitiske krav. Men til forskel fra Iran opnåede Syrien ikke sine mål.
En anden forskel er, at PKK-lederen forsøgte at internationalisere sin sag ved at søge asyl i Europa. Men til sidst førte Europas frygt for interne etniske sammenstød i forskellige lande såvel som tyrkiske diplomatiske og militære færdigheder til anholdelsen af Öcalan i Kenya.
Khaled Salid er ph.d. i statskundskab og lektor på Center for Mellemøst-studier ved Syddansk Universitet, Odense
Kilder:
Ian Black: Protest catapult Kurds out of obscurity, i: The Guardian. 18. februar 1999.
Gülistan Gürbey: The Development of the Kurdish Nationalist Movement in Turkey since the 1980s, i: R. Olson (red): The Kurdish Nationalist Movement in the 1990s (Lexinton, Kentucky, The University Press of Kentucky, 1996).
Wadie Jwaideh: The Kurdish Nationalist Movement: Its Origins and Development. Ph.D. dissertation, Syracuse University, 1960.
Robert Olson: The Kurdish Question and Turkey's Foreign Policy Toward Syria, Iran, Russia and Iraq since the Gulf War, i: R. Olson (red): The Kurdish Nationalist Movement in the 1990s (Lexinton, Kentucky, The University Press of Kentucky, 1996)
Artiklen er oversat fra engelsk af Anette Lyholm Johansen
APROPOS
Hvilken dom
Det er svært at forudsige, hvad den tyrkiske retssag mod Öcalan fører til. Formodentlig ønsker tyrkerne ikke at have en 'Mandela' i et tyrkisk fængsel i 10 eller 20 år. Alternativet er dødsstraf.
Anklagerne mod sheik Said i 1925 minder om anklagerne mod Öcalan trods forskel i tid, strategi og støtte. Dengang henvendte præsidenten for den specielle krigsret, kendt som uafhængighedsdomstolen, sig til lederne af det kurdiske oprør med følgende ord: "På grund af personlig egoisme, udenrigsråd (dvs. forbindelse til europæiske repræsentanter i Tyrkiet) eller politisk jalousi, men alle med det formål at danne en uafhængig kurdisk stat, startede I revolutionen. På skafottet skal I betale prisen for de ødelagte hjem og floder af blod, I er skyld i."
Det er ikke svært at forestille sig, at Öcalan sandsynligvis vil få en dødsdom, fordi anklagerne mod ham hører under den tyrkiske anti-terrorlov. En af paragrafferne i loven fastsætter, at "Ingen må tage del i skriftlig eller mundtlig propaganda møntet på at splitte den tyrkiske stats integritet og ej heller møder, demonstrationer og marcher med samme formål. De, som deltager i sådanne handlinger, vil blive dømt fra et til tre års fængsel og idømt en stor bøde fra 100 til 300 mio. tyrkiske lire. I det tilfælde, at lovovertrædelserne gentages, vil straffen ikke blive begrænset til en bøde."
I betragtning af den tyrkiske behandling af kurdiske oprørsledere og det faktum, at Tyrkiet gør brug af dødsstraf, er det ikke svært at forestille sig, at "straffen ikke vil blive begrænset til en bøde."
De forhold, som gjorde sig gældende under dødsdommen mod sheik Said og hans tilhængere i 1925, er ikke længere gældende. Den grad af pluralisme, som præger landet i dag, gør en sådan dødsstraf noget usikker. Öcalan er ikke en ukendt mand uden international opmærksomhed. Oven i det kan en dødsstraf skabe spændinger i større tyrkiske byer, hvor der bor tusindvis af kurdere.
Moderne kurdisk historie har vist, at nedkæmpede oprør og forsvundne ledere ikke løser det kurdiske problem. Man kan blot håbe, at det tyrkiske 'establishment' ikke vil tage hensyn til de bevægelser, der kræver forbud mod alt kurdisk, men i stedet vil bruge muligheden til at skabe et vendepunkt. Khaled Salih
