Læsetid: 5 min.

USA ejer ikke NATO

Debat
15. juni 1999

NATO har løst sin opgave, men er ikke svaret på fremtidens globale udfordringer

NATO
Den, der ser tilbage på de første 50 år med NATO, må erkende: Uden amerikansk engagement i genopbygningen og sikringen af friheden i Europa og uden den Nordatlantiske pagt og Marshallplanen havde Stalin og
Krustjov undertrykt den vestlige halvdel af Europa.
George Marshall, Dean Acheson, George Kennan, men først og fremmeste Præsident Truman og hele den amerikanske nation har fortjent Europas tak. Den som imidlertid forsøger sig med de næste 50 år, får svært ved at undertrykke tvivlen om dømmekraften hos de nuværende udenrigspolitiske førerpersonligheder i Washington.
Da NATO blev grundlagt i 1949, mens Vesteuropa og noget senere også USA blev truet af den store modstander, levede der færre end tre milliarder mennesker på Jorden. I dag lever der seks milliarder mennesker, og i år 2050 vil tallet være vokset til ni milliarder mennesker. Denne befolkningseksplosion vil udelukkende ske i udviklingslandene. Det er usandsynligt, at denne befolkningseksplosion kommer til at udgøre en militær trussel for Europa eller for USA.
Derimod er den fremtidige trussel om flygtningevandring og flugt for længst synlig. Denne befolkningsvækst vil i store dele af verden føre til store ernærings- og beskæftigelsesproblemer samt lokale krige. Forbruget af olie, gas, kul og træ til forbrænding, vil sandsynligvis medføre en global opvarmning, med graverende klimatiske forandringer til følge. Rusland forbliver en verdensmagt alene på grund af sin militære styrke.

Fælles forsikring
Set i lyset af disse problemer er Washingtons udbygning af NATO, til en styrke der er operationsdygtig i hele verden, ikke særlig brugbar. Den vil aldrig kunne løse de fremtidige kriser hverken i Asien, Afrika eller Latinamerika. I Kosovo og på Balkan halvøen vil NATO nok med magt kunne undertrykke konflikter, men aldrig kunne skabe en holdbar løsning på problemet. NATO er vores fælles forsikring, som ingen i fællesskabet ønsker at sætte på spil. NATO kan aldrig blive til et instrument til løsning af alle problemer uden for territoriet af medlemslandene. Den politiske klasse i USA falder det utroligt svært at forestille sig de næste 50 år. Naturligvis forbliver USA en verdensmagt. Men det forbliver Rusland også, alene på grund af sit enorme territorium, og sine forekomster af ressourcer og den militære rustning. Kina er på vej til at blive en verdensmagt, og det er ikke utænkelig at Indien senere følger med. Japan forbliver i det mindste en finansstormagt, på trods af sin krise i dag.
Den europæiske union kan i løbet af de næste 20 år udvikle sig til en stormagt. Det "nye NATO", som amerikanerne forsøger at føde, skal sørge for, at Europa også i det nye århundrede lader sig anføre af Washington. Dette ønske næres lige fra udenrigsminister Albright til den førende sikkerhedsrådgiver Brzezinski.
Denne for det meste indenrigspolitiske motiverede hensynsløshed, som Washington bruger for at tvinge sine interesser igennem, vil på længere sigt blive en irritation for flere og flere europæere. For det andet kan amerikanerne ikke tilbyde nogen fælles langsigtede strategier. De har ingen klar politisk linie overfor Rusland eller Kina, for slet ikke at tale om Indien eller de muslimsk-fundamentalistiske stater. De har heller ingen strategi for verdensøkonomien eller en global økostrategi.
Helt klart står kun amerikanernes forestilling om deres magtpolitiske og militæriske verdensrolle. Udvidelsen af NATO igennem optagelse af Polen, Ungarn og Tjekkiet og arrangementet på Balkan er konsekvensen af disse forestillinger.
For Ruslands politiske ledelse er NATO-udvidelsen et torn i øjet. Vesten har ikke ihærdigt nok forsøgt at lindre russernes smerte. Motivet for udvidelsen er ikke kun magtpolitisk, men har også et indenrigspolitiske motiv. Det handler om vælgerstemmer hos amerikanere af polsk, ungarsk og tjekkisk afstamning, og det handler også om arbejdspladser og ordrer i våbenindistruien.
I Washington regner man med, at de tre nye NATO-lande inden for de næste 15 år vil investere kraftigt i militærudstyr. Mellem 60 og 100 milliarder US-Dollars. Som om det for Warsawa, Prag eller Budapest ikke er langt vigtigere med civile investeringer, og som om det ikke er over-flødigt at starte et nyt rustningskapløb.

Udvidelse som nederlag
Mange russere føler denne udvidelse som et nederlag. Derfor bliver det en af de vigtigste opgaver for fremtiden, af forbedre og udbygge naboskabet med Rusland. Lige så vigtig er opbyggelsen af en entydig vestlig strategi over for Kina. Landet er en nu-klear supermagt. Nøjagtig som de andre atommagter USA, Rusland, England og Frankrig har Kina vetoret i Sikkerhedsrådet. Men med den ene forskel fra de andre fire lande, har Kina ikke tiltrådt atomspredningsaftalen, og det gør sig også gældende for Israel, Indien og Pakistan.
Faren i dag for krig mellem Rusland og NATO er minimal, det har skabt næsten ideale muligheder for en kategorisk gensidig reduktion af kernevåben. Det må være i Europas interesse, at vi får inddraget supermagten Kina. For NATO's tre nukleare medlemmer ligger her den virkelige globale føringsopgave, som alle NATO parterne må være klar over. At gøre brug af kernevåben i et første slag, vil være en forbrydelse mod menneskeheden. Denne option må derfor ikke få plads i strategien i det "nye NATO".
Et alvorligt angreb på NATO's territorium eller sågar tredje verdenskrig, forekommer i dag usandsynligt. Den amerikanske regering viser os i Kosovo unægtelig fremtidens model, for indgriben i andre dele af verden. Den offentlige, politiske debat om en generel udvidelse af NATO's "out of area" opgaver erudeblevet i Danmark. Det er ønskeligt med en dybtgående offentlig debat, der i kvalitet kan måle sig med den årlange EU-debat, før vi overhovedet kan tillade en udvidelse af opgaverne, som NATO skal løse i fremtiden, særligt når det foregår uden et mandat fra Sikkerhedsrådet. Det må også være i det amerikanske folks egen interesse, at få en nøjagtig definition af NATO's fremtidige opgaver.

Amerikanske normer
Den illusionære forestilling om supermagten Amerika, der som global fredsdommer og fredsskaber, med hjælp fra NATO holder orden i verden, må ikke få os til at glemme Korea eller Vietnam eller de andre krige. Den amerikanske nation vil også i fremtiden være tilbøjelig til at overføre sin egen værdinorm - The american way of life - ud over hele verden. Men amerikanerne vil kun undtagelsesvis i højdramatiske tilfælde være parat til engagere sig og risikere sine egen borgeres liv i fremmede krige.
Kun i de tilfælde hvor Amerikas egne vitale interesser står på spil. I alle andre tilfælde vil De forenede stater begrænse sig til på sikker afstand at gøre brug af militæret og dets højteknologiske telekommunikative udstyr. Ellers vil de gøre brug af deres allierede tropper. I mellemtiden forbliver partnerskabet mellem Europa og Nordamerika indtrængende ønskeligt. Men Europa skal ikke gå hen og blive til en amerikansk satellit.
NATO kan ikke overalt i verden opretholde freden eller løse de enorme ikke-militæriske problemer, menneskeheden står overfor i det 21. århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her