Læsetid 9 min.

Århundredets uløste opgaver

5. juli 1999

Der er trods velstand i de vestlige lande, stadig stor forskel på rig og fattig. Den økonomiske ustabilitet eksisterer fortsat og vi har endnu ikke fået løst problemet for
u-landene, var John Kenneth Galbraiths formanende ord i hans takketale på London School of Ecomonics, da han i sidste uge blev udnævnt til æresdoktor

Historisk set

Mit tema i dag er 'de uløste opgaver i dette århundrede', og det er vel ikke nødvendigt at tilføje, i dette årtusinde.
Sandt nok har vi opnået meget i det sidste århundrede. I de lande som vi har valgt at kalde de industrialiserede lande, er der sket et enormt skred i de basale levevilkår, især hvad angår produktion af fødevarer, husly, tøj og andre be-arbejdede varer, adgang til sundhedsvæsenet samt på transport- og kommunikationsområdet.
Mit økonomiske liv startede med studier indenfor landbruget. På den tid var næsten halvdelen af alle lønarbejdere i USA ansat i produktionen af fødevarer, tobak og bomuld, hvor de fleste igennem århundreder havde været beskæftiget. I dag er mindre end fem procent beskæftiget indenfor disse områder.
Jeg blev født og voksede op på en gård i Canada. Den dag i dag, vågner jeg altid op om morgenen med en følelse af tilfredshed over, ikke at skulle tilbringe de næste timer med monotont slid og slæb. Et af dette århundredes bedrifter har været masseflugten fra, hvad Karl Marx lidt overdrevet kaldte, landsbrugslivets idioti. Vi har også opnået, at vi mennesker lever længere med godt helbred og livsnydelse. Et langt liv med et godt helbred øger helt sikkert livsglæden.
I dag har vi endvidere det lov-priste teknologiske suplement til den menneskelige intelligens, blandt andet computerverdenen. På nogen områder er det godt og formålstjenligt, mens det på andre er unaturligt og splittende. Der hersker dog ingen tvivl om, at de teknologiske fremskridt i det sidste århundrede har ført til bedre kvalitet i tankeprocesserne. Des-uden er der sket en generel flugt fra de værste træk ved den moderne eksistens. Nemlig hårdt, udmattende og kedeligt arbejde. Det er ikke blevet helt afskaffet, men en af århundredets største opnåelser er at nedbringe antallet af mennesker beskæftiget i sådanne jobs. I den forbindelse er det vigtigt at bemærke, at ordet arbejde er den mest vildledende sociale term. Den betegner beskæftigelsen af de, som ville være meget ulykkelige foruden, hvilket omfatter mange af de, som jeg taler til her i aften. Og vi bruger det samme ord om hårdt, repetitivt og endda fysisk smertefuldt arbejde. Intet andet ord i det engelske sprog dækker over to så forskellige forhold. En pervers kendsgerning er desuden, at de som nyder mest, hvad de kalder arbejde, er de, som bliver bedst betalt. Og de har også mest fritid.

En klassiker i USA, som udkom lige mod enden af det nittende århundrede, er Thorstein Veblens The Theory of the Leisure Class (Teorien om fritidsklassen). Næsten uden synderlig argumentation hævder han, at hvis du er tilstrækkeligt velhavende, behøver du og især de, som du forsørger, ikke at arbejde. Virkningen kan ses i dag. Igennem de 60 år, jeg har har undervist på Harvard, er jeg ofte på min vej gennem universitetsområdet blevet stoppet af en kollega, som har spurgt mig: "Arbejder du ikke lidt for hårdt ?" Fritid er væsentligt for velhavere og også for de af os, for hvem arbejdet er en fornøjelse og givende rent mentalt. For de som virkelig må slide i det, er fritiden til gengæld en flugt fra den sociale dyd. Ikke desto mindre er der også sket fremskridt på dette område. I det forløbne århundrede har mange oplevet at gå fra elendigheden til nydelsen ved arbejde. At det vil ske for endnu flere, er et at de største håb for fremtiden.

Jeg opfordrer nu til et mere kritisk syn på det, som betragtes som århundredets største bedrifter. Økonomisk fremgang og måden vi måler den på. Den økonomiske fremgang, hersker der ingen tvivl om. I de heldige velhavende lande er der sket en enorm fremgang i produktionen af varer og tjenester, livets nødvendigheder. Målestokken for fremgang, den årlige stigning i bruttonationalproduktet er blevet hovedindikatoren for alle menneskelige fremskridt. Jeg påstår ikke, at en stigning i BNP og dens værdiangivelser er uvæsentlige. Vi står i stor gæld til min kære kollega på Harvard, Simon Kuznets, som var den første til at måle BNP (i sin oprindelige form). Men der er grænser.
I sommerens løb vil tusinder af turister strømme til Firence i Italien. Efter nutidens målestok var det i sin fordums storhedstid en by med en lille næsten ubetydelig indkomst. William Shakespeare var fra et land med et meget lavt BNP. Paris var i impressionismens tid betydeligt mindre velhavende. Dette gælder også den verden, som gav os Darwin, og ingen har siden på samme vis rokket ved den faste overbevisning. Fremgang målt ved økonomiske resultater har ingen tæt sammenhæng med de menneskelige bedrifter. Den mest hårdnakkede kunstneriske indsats drejer sig nu ikke om kunst, men om at øge salget af varer og tjenester. Og det samme gør sig gældende på det videnskabelige område. Darwins efterfølgere koncentrerer sig først og fremmest om at få nye produkter på markedet.

Hvis historien om kunst og videnskab får os til at stoppe op og fundere over, hvad vi har opnået i dag, vil vi også se problemer på det økonomiske område. Det mest alvorlige er et ældgammelt og uløst problem omkring manglende stabilitet - gentagne perioder med op- og nedgang. I det forgangne århundrede har der omkring hvert 30. år i USA været en periode med op- og nedgang, blandt andet det Store Krak i 1929. Det spekulative krak, som nu kaldes en korrektion, er blevet en fast del af systemet. I USA oplever vi nu en anden øvelse i spekulativ optimisme. Vi har mange flere mennesker, som sælger biprodukter, indeksaktier og opsparingsordninger, end vi har kreativitet. Jeg er meget forsigtig med spådomme. Jeg opdagede for år tilbage, at mine korrekte spådomme er gået i glemmebogen, mens andre huskes ordret. Men nogen ting er definitive.
Når man hører, at vi er gået ind i en ny æra med permanent vel-stand, bør man søge dækning. Dette har været standardforsvar for overdrevne spekulationer i flere århundredert.
Lad os ikke antage at tiden med krise, recession og depression er ovre. Lad os både huske på de nødvendige advarsler mod overdrevne spekulationer samt gøre os klart, at økonomisk nedgang kan gøre ondt. Og så vil der være brug for specifikke indgreb fra regeringens side. Keynes er ikke moderne mere, kan man ofte læse. Han er en periodevis arv, som bliver skubbet i baggrunden i gode tider, men som bliver fundet frem igen i nedgangstider. Ligesom andre som betragter regeringsindgreb som en nødvendig stabiliserende faktor.

Jeg er nået frem til to ting blandt århundredets og årtusindets uløste opgaver, som er iøjnefaldende og presserende. Den første er det store antal fattige, selv i de rigeste lande og bl.a. i USA. Engang var de fattige spredt ud over landet, i vores tilfælde specielt i Sydens landområder. Nu er de overalt i de større byer. I de vel-stående lande er fattigdom i byerne den mest tydelige og smertefulde del af den økonomiske og sociale arv fra fortiden.
Svaret eller en del af svaret er ret klart: Alle burde være garanteret en rimelig grundlæggende indkomst. Et rigt land som USA har råd til at holde fattigdommen fra døren. Nogen, vil man hævde, vil udnytte den indkomst og vil ikke arbejde. Så det er så som så med velfærd, som det kaldes. Jeg har allerede talt om fritid og arbejde. Lad os antage at både fattige og rige har ret til fritid.
Der er mere endnu. I det moderne økonomiske system og især i USA, har vi et besynderligt problem med fordeling af indkomst. En stor koncentration i de aller-øverste indkomster og meget mindre til dem længere nede. Det har ført til er en ophidset diskussion om ulighed. Jeg håber denne diskussion brede sig.
Når det siges, at vi skal beskytte de riges indkomster og reducere skatterne for at motivere til at yde en indsats, så har jeg et svar. Måske burde vi have højere marginalskatter for at stimulere indsatsen for at bibeholde indkomst efter skat. Det er der ikke stor tilslutning til. Men skattesystemet som ligevægtsfaktor må forsvares.
Ulighed og fattigdom har også alvorlige internationale dimensioner. Når vi ser tilbage på, hvad vi har opnået i det forløbne århundrede, må vi alle tage hatten af for afslutningen på kolonitiden. Men alt for ofte har afslutningen på et kolonistyre også betydet et farvel til en effektiv regering. Specielt i Afrika, blev kolonistyrerne generelt afløst af korrupte regeringer, eller ingen regering overhovedet. Der er intet som forstærker fattigdom og lidelser som manglen på en ansvarlig, effektiv og reel politik. Tidligere var det resultatet af at slippe ud af kolonimagternes klør i Latinamerika og nu i det meste af Afrika og i mindre målestok i Asien. I en menneskelig verdensorden er det nødvendigt med en mekanisme, som kan suspendere suverænitet, når det er påkrævet for at forhindre menneskelig nød og katastrofer. Lad da FN træde til for at indføre en effektiv og human uafhængighed. Økonomisk hjælp er vigtig, men uden en reel og kompetent regering har det meget lidt effekt.
Vi står her overfor en af århundredets og årtusindets største uløste opgaver.

Mit fokus er, som I nok har bemærket, FN. Efter min mening burde FN have spillet en meget større rolle i den nylige tragedie på Balkan.
Jeg er langt fra begejstret for brugen af luftmagt. Et emne, som jeg mærkeligt nok hævder at have stort kendskab til. Det serbiske styre i Kosovo kunne ikke forsvares, men det kunne de grundlæggende u-kritiske bombardementer af mænd, kvinder og børn samt udenlandske ambassader, heller ikke.
Der er flere uløste opgaver. Den amerikanske udenrigspolitik er præget af en streng kontrol med handlinger, men det sker ud fra en bevidsthed om fortiden og ikke gennem tanker. Dette forhindrer os i at tilpasse vores udenrigspolitik til realiteterne på verdensscenen. Bortset fra nogle få cubanske immigranter er der ingen, som forsvarer vores politik overfor Cuba.
Under tyraniet fra den vanlige politik fortsætter vi en handelsembargo, og en delvis embargo på andre områder, som ikke giver mening overhovedet.
Men det er en detalje. Der er en langt mere alvorlig arv fra de sidste hundrede år, og især fra de sidste 50 år. Vi står på randen af en total afslutning på civilisationens eksistens på denne planet, måske afslutningen på selve livet. Vi har atomvåben til rådighed, som ville kunne klare præcist dette job. Og der er stor tilbøjelighed til at bevare og forsvare disse våben, om end vi er fuldt ud klar over truslen. Så længe vi accepterer atomvåben i de producerende lande, er vi be-grænsede i vores mulighed for at overtale andre til at føre en politik, som indebærer sundhed og overlevelse. Da Indien og Pakistan sidste år afprøvede atomvåben, reagerede vi i USA med stærk modstand. De havde et klart svar: "Hvad med jer selv ? "

Den største uløste opgave i dette snart overståede århundrede er således nødvendigheden af et fjerne disse våben. Hvis de falder i hænderne på mentalt uligevægtige politikere, kan det resultere i en atomvåbenkrig, som, jeg gentager, kan betyde en ende på civilisationen og muligvis al eksistens.
Disse våben, og den trussel de udgør, er den vigtigste arv fra det snart afsluttede århundrede. Den mest presserende opgave i det nye århundrede er derfor at gøre en ende på truslen om Armageddon.

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu