Den højreradikale bølge truer med at underminere selve fundamentet for demokrati og velfærdsstat
Historisk set
I forbindelse med endnu en episode af Det konservative Folkepartis fornøjelige føljeton bemærkede en journalist på radioens P1, at Frank Dahlgaard med sine familiemæssige rødder i det Radikale Venstre og sit konservative ståsted, måske kunne betegnes som en 'radikal konservativ'. Kommentaren var formentlig en spøgefuld krølle på historien om en politiker, der betragter sig selv som konservativ til det yderste af neglene. Betegnelsen 'radikal' skulle foruden at antyde Frank Dahlgaards socialliberale aner, signalere, at han er stålsat og urokkelig i sin politiske overbevisning. Paradoksalt nok udsendte den svenske sociolog, Göran Dahl, samme dag, som Dahlgaard blev ekskluderet fra sit parti, en bog med titlen Radical Conservatism and the Future of Politics.
Mens Dahlgaards politiske fremtid næppe rækker videre end til det næste folketingsvalg, anslår Dahl på baggrund af fem års studier af den radikale konservatisme i Europa og USA, at dette sammensatte politiske fænomen vil sprænge tunneler ind i fremtidens mørke landskab. Derfra truer det med at underminere selve fundamentet for demokrati og velfærdsstat. Det kan lyde som bragesnak, i bedste fald som en overdreven fokusering på blot et enkelt af de utallige anslag mod stabiliteten i de liberal-parlamentariske samfund. Men Göran Dahl har en pointe: Truslen fra den radikale konservatisme optræder i diverse forklædninger. Som følge af sin mangel på entydighed er den radikale konservatisme sværere at identificere og følgeligt at tage forholdsregler imod.
Den radikale konservatisme skræver over den traditionelle - nu på mange måder opløste - politiske dikotomi mellem højre og venstre. Derfor er den ikke bare en radikalisering af den klassiske værdikonservatisme, som lægger vægt på stat, fædreland, nation, religion og stærke institutioner (f.eks. familie, kirke, hær). Hvis, kunne man med rette kalde Frank Dahlgaard for radikal konservativ. Men Gud, konge og fædreland gør det ikke alene. Dahlgaard er snarere repræsentant for den værdiorienterede konservatisme, der vægter det nationale aspekt meget højt. Radikal konservativ er han derimod ikke efter Göran Dahls skema. Hvori består da denne radikale konservatisme, hvem er dens repræsentanter, og er de andet og mere end en forskers dystre vision?
Dahl sporer fænomenets historie eller genealogi tilbage til Tyskland mellem kejserriget og det nationalsocialistiske regime. Nærmere bestemt til den strømning i Weimarrepublikken, der er kendt under betegnelsen den 'konservative revolution'. Dette selvmodsigende begreb dækker over et løst netværk af tyske højreintellektuelle, som i forskellige kredse og fora søgte at formulere et autoritært alternativ til den forhadte liberale republik. Blandt de personer, der forbindes med dette felt, finder man forfattere og filosoffer som Ernst Jünger, Carl Schmitt, Oswald Spengler og Edgar Jung.
Da det efter afslutningen på den kolde krig i højere grad end tidligere blev muligt at stille spørgsmål til det, Göran Dahl kalder for the allied scheme of history, d.v.s. anfægte nogle af grund-fortællingerne (læs: myterne), der knyttede sig til Anden Verdenskrig, blev den radikale konservatisme genopdaget, ikke mindst af den såkaldte '89-generation'. Det var den ungdom, der blev voksne med Murens fald. Fra i den vesttyske Forbundsrepublik at have været relativt velanskreven, præcis fordi den ikke var eksplicit antisemitisk og erobringslysten, ses den radikale konservatisme i stigende grad i en tysk kontekst som legemliggørelsen af den 'sunde' del af højrefløjen i mellemkrigstiden. Gennem snesevis af bøger og artikler i aviser og tidsskrifter er den radikale konservatisme blevet salonfähig. Med udgangspunkt i den historiske radikale konservatismes tankegods, forsøger de nuværende arvtagere at bekrige nutiden i håb om at nå tilbage til en fortid, der kan holde for fremtiden.
Den radikale konservatisme er en slags konservatisme med tilsætningsstoffer - nogle mere sundhedsfarlige end andre - fra det 20. århundredes politisk-ideologiske produktion. Begreber som etnicitet, socialisme i en anti-marxistisk variant, kulturel chauvinisme, handling og sidst, men ikke mindst, antiliberalisme, er en del af dens ballast. Især de voldsomme udfald mod liberalismen repræsenteret ved parlamentarisme, markedsøkonomi, finanskapital og frirum for kulturelle og kunstneriske innovationer, er en anstødssten for folk med en radikal konservativ tankegang. De retter skytset (nogle gange helt bogstaveligt) mod 'det', som overskrider de faste grænser, enten det er mennesker, varer eller ideer.
En af det radikale højres mest fremtrædende ideologer, franskmanden Alain de Benoist, er fortaler for en etno-pluralisme som modsætning til verdenscivilisationens kulturnedbrydende former. I den forstand er den højreorinterede kulturkritik relativistisk: Alle folk har ud fra deres naturlige præmisser noget at byde på, men disse værdier er rodfæstede og kan ikke fjernes fra deres udgangspunkt.
Set i det lys er eksempelvis ensartningen af folks forbrugsmønstre en stor ulykke, som ifølge den radikal-konservative logik indebærer en regulær fortabelse af kulturbærende værdier. Hvor både balineseren og bornholmeren drikker cola og spiser hamburgers, tilsiger deres gældende omgivelser, natur, klima og traditioner, at de skulle ernære sig ved risretter respektiv røget sild. På globalt plan er USA og 'amerikanisme' synonymer for Vestens værdier, der angribes, mens det i en europæisk sammenhæng er EU, der må holde for. Her har tidligere kommunister og socialdemokrater samtidig fundet en fælles platform med den højre-orienterede nationalisme. I Rusland har kommunistpartiets leder, Genadji Sjuganov gjort sig bemærket med sine krasse udfald mod udenlandsk kulturimperialisme og internationalisme samt stærkt slavofile retorik, som ikke lader den radikale højrefløjs bannerfører meget efter.
Det er frygten for det multikulturelle samfund, der her slår igennem på en måde, og som ved flere valg til nationale forsamlinger og lokalråd rundt om i Europa har vist sig at appelere til en ikke ringe vælgerskare. Tænk på Front National, Vlaams Blok, Dansk Folkeparti, det norske Fremskridtspartiet, Freiheitspartei Österreich og Allianza Nationale i Italien. Kernen i disse bevægelser og partiers politiske standpunkter rummes af det, Göran Dahl definerer som radikal konservativ ideologi. Kollektiv anti-refleksivitet, dyrkelse af etnicitet, religion og antikolonialisme. De lægger vægt på forskelle, angriber 'det anderledes', hylder stammen eller nationen i entalsform og sætter periferi over for centrum, kollektivet over for individualismen, religion over for ateisme, lokalisme over for mondialisme, egne institutioner over for globale.
Lande, der vover at trodse 'Pax Americana', har derfor også en høj stjerne blandt de radikal konservative. Dagens højreradikale falanks er samtidig ikke længere at finde i et socialt reservat befolket af 'grimme, dumme og beskidte' tabere, der frembøvser fremmedhadske mishagsytringer. Det er hyppigt velartikulerede personer med universitetsbaggrund og gode jobs. De, der ønsker nedsænkede grænsebomme mellem lande og kulturer, har dermed evnet at rykke grænserne for, hvad det er acceptabelt at sige i den offentlige debat. Og denne tendens, som Dahl kalder for 'mellemekstremisme' er ikke på retur. Tværtimod er den stigende og findes i flere lande. Selv om f.eks. ayatollaherne i Teheran, Oberst Khaddafi, de etniske seperatister i Kroatien og Serbien, det nye højre i Frankrig og Tyskland, regionalisterne i Spanien og ultranationalisterne i lande som Rusland og Rumænien, i sagens natur ikke udspringer af den samme tradition, er de grundlæggende drevet af samme formål: kampen mod Oplysningens universalistiske principper.
Specielt i de vestlige lande er det ikke risikoen for revolutionære ændringer af staten, man først behøver at frygte. Francis Fukuyama havde til dels ret i sit meget omdiskuterede essay Historiens Afslutning?, da han pegede på, at de liberale demokratier (i Vesten) ikke har nogen seriøse konkurrenter. Derimod så han ikke, at retten til at definere indholdet af denne demokratiform vil koste mange ideologiske sværslag og med Hans Magnus Enzensbergers ord 'molekylære borgerkrige'. Den radikale konservatisme er nemlig ikke modstander af selve demokrati-begrebet. Men dens version af demokratiet vil i en realiseret form resultere i en væsentlig beskærelse af mange af de værdier, der i dag tages for givet.
(Fork. af red.)
Adam Holm er ph.d.stipendiat på Institut for Historie, KUA
APROPOS
Den radikale konservatismes rødder
En væsentlig del af den idémæssige baggage for Weimar-tidens højreradikale åndselite udgjordes af tænkere som Friedrich Nietzsche, Paul de Lagarde, Charles Maurras og George Sore. Deres reaktion på det 19. århundredes positivisme og jubelberuste optimisme, kort sagt på udfordringen fra det moderne, faldt på et tørt sted for den gruppe af unge intellektuelle, der havde deltaget som soldater i Første Verdenskrig. Kulturpessimismen blandede sig med de mentale og politiske konsekvenser af krigen, og blev til et ubønhørligt krav om forandring. Bevarelse af traditioner kunne der ikke være tale om. Vejen til det forjættede nye skulle gå over et gennemgribende opgør med gamle institutioner og det, der blev opfattet som den ældre generations gerontokrati. Weimarrepublikkens radikal konservative foregansgmænd var drevet af de samme impulser, som den fransk-rumænske filosof E. M. Cioran formulerede i Historie et utopie (1960): "Jeg var overbevist om, at samfundets brister havde sit udspring i den ældre generation, og det var min hensigt at likvidere alle medborgere over fyrre år!"
Vold og militante 'chokstød' blev set som gavnlige instrumenter til forandring. Enorme strømme af blod skulle rive alt vakkelvorent og overflødigt med i en brusende strøm. Den brutale katarsis skulle frelse nationen - det organiske fællesskab - fra dens lurende undergang. Granaterne og giftgassen var krigens pendant til de sociale opbrud og den kulturelle splittelse, der var fulgt i kølvandet på sekulariseringen og industrialiseringen. I begge tilfælde var resultatet uendelig destruktion, en fragmentering af menneskene og deres livsformer, og i sidste ende et vanvittigt sammenbrud. De stærkt nationalistiske og autoritære visioner for et struktureret og hierarkisk ordnet samfund, var den radikale konservatismes modtræk over for det, der blev set som kaos. Ambitionen var at skabe en stærk og effektiv helhed, der fungerede efter samme principper som en militær deling i krig.
Adam Holm
