Læsetid: 4 min.

Hvad ville don Pedro have gjort?

13. juli 1999

Der skal mere end en svensk lukkelov til at true den danske handel

Over Øresund
For nogle dage siden læste jeg, at direktøren for Magasin du Nord, (dette uløselige element af det københavnske landskab), frygtede den konkurrenceforvridning, der vil opstå, når Øresundsforbindelsen åbnes næste år. Direktørens frygt er forståelig. Sveriges nye lukkelov vil tillade butikkerne at holde åbent om søndagen. Og danske penge vil gå til søndagsindkøbsture i Sverige - og ikke til Magasin.
Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv: Hvordan ville don Pedro have tacklet denne trussel fra svenskernes lukkelov? Måske skulle jeg hellere fortælle historien om don Pedro, nogenlunde som jeg selv fik den fortalt:
Historien om don Pedro begynder omkring året 1865, da skonnerten Don Julio forlod Hamburg med stævnen rettet mod en af de fjerneste verdensafkroge, Chile. Skonnerten var tæt ved at gå sit endeligt i møde ved Kap Horn. Men nøjagtig 100 dage efter afgangen nåede Don Julio, med knækket mast, frem til Chiles næststørste by, Valparaiso. Og her gik den 14-årige Peter Wessel fra Odense i land. Det var en tid, hvor bunkevis af pædagogiske målsætninger ikke forsinkede et menneskes modenhed. Peter var allerede en mand, rede til at tage fat på sit eget liv, langt væk fra det stilfærdige Danmark. Lærling i en isenkramforretning i Valparaiso, det blev Peters første job. Og der gik han - i dette mærkelige og tilbagestående land og løb ærinder for forretningens ejer, den danske generalkonsul i Chile. En vis herre af engelsk afstamning, Nathaniel Fox, syntes om danskeren og tilbød ham et job i sin forretning: Valparaisos største bank. Derfra gik det stærkt.

Peter i ørkenen
Peter var en af bankens underdirektører, da han indgik et partnerskab med de stenrige, bolivianske mineejere, Dorado-brødrene. Og i 1872 flyttede han til ørkenflækken Antofagasta. Sølvminerne lå fem dage på æselryg derfra, 150 km ind i ørkenen og i 3.000 meters højde. Peter sørgede for transport og forsyninger med 250 kærrer, som gik frem og tilbage i flere skiftehold.
Det var ikke just lov og orden, som prægede det gudsforladte landskab. Peter og en anden bevæbnet mand plejede at ride til minerne med lønningspengene. Under en af disse ture mødte de en nydelig, veltalende herre, som gjorde dem selskab. Det var ingen mindre end 'El Colorado', en af egnens mest berygtede banditter, som plyndrede sølvtransporterne med bander på op til halvtreds bevæbnede mænd. El Colorado, revolver i hånd, afvæbnede Peter og ledsageren, tog et forholdsvis beskedent beløb fra lædertaskerne, og efter at have ønsket Peter en god dag red han pænt sin vej.
Mere spændende blev det da en oprørsk, boliviansk general og hans soldater besatte minebyen og, hele vejen igennem ulovligt, forlangte skatter af firmaer og private. Men Peter Wessel fra Odense var ikke en mand, som uden videre lod sig overrumple. Ved at bevæbne minearbejderne samlede han en kamplysten styrke, større end bolivianernes. Da han mødte op på generalens hovedkvarter, uden penge, faldt der straks en arrestordre på ham. Peter trak en revolver frem og at gun point, blev bolivianerne tvunget til at se ud ad vinduerne. Huset var omringet af Peters hær, som agtede at slå til. Bolivianerne red med halen mellem benene tilbage til Bolivia, ubevæbnede.

Peters bedrifter
Der skal en hel del mere spalteplads til at beskrive Peters dage i Chile. Han henter vand fra en underjordisk flod, 350 kilometer inde i ørkenen og forvandler ørkenhullet Antofagasta til en grøn by. Han bygger minebyen Caracoles fra grunden. Han lægger jernbaner til saltpetertransport. Han starter en papirfabrik i Limache. Få chilenere må vide, at Cervecerias Unidas (De Forenede Bryggerier), blev grundlagt af manden fra Odense.
Peter Wessel, den 14-årige knægt som en dag gik i land fra et faldefærdigt træskib i Valparaiso, blev don Pedro, en af Chiles rigeste og kendteste mænd. Hele 27 år efter, i 1892, vendte don Pedro tilbage til sit gamle land. I København havde storebroderen, Theodor, sammen med partneren E. Vett, en mindre tøjforretning i den indre by. Længe havde de to gået i tanker om at igangsætte noget større, men de havde manglet penge. Nu var lillebroderen Peter, med sin evigt voksende pengekasse i Chile, i stand til at hjælpe. Og det blev til intet mindre end Magasin du Nord (Wessel og Vett).
Peter forsøgte at slå sig ned i sit fødeland. De mange år i det fremmede havde sikkert gjort ham nostalgisk. Han købte et gods i Vordingborg. Men tænkes kan, at Danmarks stille landliv ikke var noget for Chiles dristige don Pedro. Efter flere rejser og vellykkede økonomiske satsninger, bosatte han sig i Figino, Schweiz, hvor døden indhentede ham. Så - hvad ville don Pedro have gjort for at tackle svenskernes truende lukkelov ? Jeg tænker på den gang don Pedro blev snydt af Dorado- brødrene.

Peter og lukkeloven
De havde brugt hans evner, stjålet hans andel og nu ville de af med ham, mens han befandt sig i minebyen oppe i bjergerne. Og så skete det, at en petroleumslampe væltede og gjorde hele minebyen til en bunke aske. Don Pedro red på 14 timer de 150 km tilbage til Antofagasta, sov en time, skaffede sig kredit og opkøbte alt brugbart i byen. Og da minebyen skulle genopbygges blev alle nødt til at købe hos don Pedro. Det fik Dorado-brødrene til at krakke og forlade egnen for stedse. Svenskernes lukkelov havde nok ikke afskrækket don Pedro.
Et hjerteligt tak til forfatteren Hakon Mielche, som fortalte mig historien om don Pedro i hans vidunderlige bog, Kondorens land, 1937.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu