Læsetid: 5 min.

Forskning i fremtiden

Debat
19. juli 1999

Der skal fortsat flere private midler ind i forskningen, men det er stadig universiteterne, der skal bestemme

FORSKNING
Danmarks forskningspolitik er igen et varmt emne i avisernes spalter.
I foråret handlede det om de udviklingskontrakter, der fra årsskiftet skal indgås mellem de enkelte universiteter og Forskningsministeriet.
Skepsis fra universitetssiden var stor - man frygtede styring, man frygtede dominans fra erhvervslivet. Sådan er det ikke ment!
Formålet med udviklingskontrakterne er at få det enkelte universitet til at opstille en række mål og ambitioner - ud fra deres specifikke ressourcer - som de vil forfølge. Meningen er, at det enkelte universitet ved selv at definere sine mål, skal blive endnu bedre inden for deres områder; forskning, uddannelse og formidling. Dette skal ske samtidig med, at staten får et øget overblik over, hvad de lidt over 10 milliarder forskningskroner, staten uddeler hvert år, bliver brugt til.
Der er altså ingen grund til bekymring. Det er tværtimod nødvendigt at tænke i disse nye baner, for at vi kan få et overblik over forskningen i Danmark, og over hvad de mange penge bliver brugt til.
Det er netop, hvad den seneste debat på forskningsområdet har været koncentreret om: penge til forskningen. Ikke kun statens fordeling af de frie og de bundne forskningsmidler, men også den private medfinansiering af forskningsprojekter.

Tommelfingeren nedad
Aalborg Universitet har som det første her i landet ladet private virksomheder være med til at finansiere forskningsprojekter på deres teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Dekanen på fakultetet, Finn Kjærsdam, ser mange fordele ved de private virksomheders medfinansiering. Det viser først og fremmest, at universitetets forskning er relevant, ellers var der vel heller ingen investeringslyst, og universitetet har samtidig fået det nødvendige udstyr på deres laboratorier, der skal sikre de bedste forudsætninger for et godt og moderne forskermiljø.
Men det private erhvervslivs finansiering af forskningen har bl.a. fået formanden for Dansk Magisterforening, Per Clausen, til at vende tommelfingeren nedad. I flere indlæg fremhæver han, at den private medfinansiering betyder, at den frie forskning kommer i fare, og at der vil opstå et demokratisk problem, idet man ikke kan skelne mellem, hvem der betaler hvad, dvs. hvilken forskning, der er betalt af hvilke interesser. Angiveligt vil befolkningen ikke få alle resultater at vide, da de vil være en slags forretningshemmeligheder for de involverede.
Per Clausens kritikpunkter fortjener en kommentar.
At private virksomheder er med til at finansiere forskningen betyder jo ikke, at de bestemmer, hvad der skal forskes i. Det er universiteterne, der bestemmer. Ifølge universitetsloven er det universitetet, der "selv træffer afgørelse om den forskning, der skal drives". Universiteterne vælger altså selv, om de vil være med til at forske i det, som virksomhederne ønsker.

Bedre forskning
Ofte vil det være sådan, at de virksomheder og forskere, der finder sammen, har interesse i de samme områder, og dermed kan forskningen ifølge Finn Kjærsdam få "dobbelt power" og altså blive en bedre forskning.
Det er at undervurdere universiteterne og forskerne, når Per Clausen indirekte siger, at universiteterne vil gå med på hvad som helst, virksomhederne foreslår, og at forskerne ikke vil forholde sig kritisk til forskningsresultaterne, fordi de vil være bange for at gøre sig upopulære og dermed mindske chancerne for nye private forskningsmidler. Det er Danmarks akademiske elite, der er tale om - og de er vel ikke ligefrem at karakterisere som en ukritisk størrelse.
Som sagt yder staten over 10 milliarder kroner til forskningen om året, det svarer til ca. en procent af Danmarks BNP. Tallet har været stigende siden 1994, da var det ca. syv milliarder. Det er altså ikke udelukkende erhvervslivet, der yder penge til forskningen. Staten vil fortsat yde sin del.
Statens fordeling af de frie og de øremærkede forskningsmidler har ligget stabilt på 60-70 procent til den frie forskning, og 30-40 procent til øremærket forskning op gennem 90'erne.
Det er hensigten at bibeholde den balance. Det betyder, at den frie forskning har gode betingelser - også i fremtiden.

Private midler skal øges
Tidligere forskningsminister, Jan Trøjborg, har tydeligt udtrykt sin støtte til den private medfinansiering på Aalborg Universitet, og det er regeringens mål, at den private finansiering skal øges. I dag udgør erhvervslivets andel af universiteternes forskningsfinansiering 1,8 procent. Det er lavt i forhold til nogle af de lande, vi ofte sammenligner os med. F.eks. udgør den private forskningsfinansiering i de andre nordiske lande og Holland mellem fire og seks procent. I disse lande er der et fint samarbejde mellem forskere og det private erhvervsliv, det tror jeg også, der vil komme herhjemme.
Der er allerede gode initiativer i gang herhjemme, f.eks. støtter Lego og Kompan (en virksomhed, der leverer moderne udstyr til legepladser) et forskningsprojekt om børne- og ungdomskultur på Syddansk Universitet i Odense og Esbjerg med 1,5 millioner kroner årligt. Og over hele landet er en lang række private virksomheder med til at støtte offentlig forskning på IT-området via Center for IT-forskning (CIT). Her er princippet, at hvis en virksomhed vil betale mindst 50 procent af forskningen, så bidrager CIT med resten, hvis altså forskningens kvalitet er i orden. Det har sat mange nye forskningsprojekter i gang.
Den private medfinansiering af forskningen er altså ikke et problem, men derimod en mulighed for at sætte nye projekter i gang, som der ellers ikke ville have været midler til. Og den frie forskning vil - også i fremtiden - være fri. Det er stadig forskerne og universiteterne selv, der skal tage stilling til, hvad de vil forske i. Og det er også dem, der i fremtiden skal vælge, hvordan deres forskningsresultater skal præsenteres for offentligheden - ligesom det er i dag.

Uvildighed skal sikres
Med en øget privat finansiering af forskningen er det selvfølgelig nødvendigt at lave retningslinjer, der sikrer gennemsigtighed og på den måde giver offentligheden mulighed for at vurdere, om forskningsresultater på basis af privat finansieret forskning er uvildige i forhold til de involverede interesser.
Der skal altså tages nogle forholdsregler, men overordnet er den private medfinansiering en mulighed for at styrke nogle af de forskningsområder, der ikke prioriteres så højt i dag. Det vil være med til at styrke forskningen herhjemme og således også sikre en stadig samfundsudvikling og dermed en øget konkurrenceevne. Den nationaløkonomiske side af sagen viser således, at privat medfinansiering af forskningen er et gode.
Berøringsangst harmonerer ikke med dynamik. Og skal universiteterne og forskningen herhjemme gå styrket ind i det nye årtusinde, er det nødvendigt at tænke anderledes, end man hidtil har gjort. Det er nødvendigt med nye initiativer, og den private medfinansiering af forskningen er et af dem. Den skal være med til at sikre, at Danmark forbliver et af de førende lande inden for forskning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her