Læsetid: 4 min.

Fred i vor tid

Debat
6. juli 1999

Vesten er druknet i selvtilfreds ligegyldighed

Om freden
Een af fordelene ved ikke at bo i Danmark er, at man slipper for at høre Klaus Rifbjerg og hele halehænget af snobrødsbagende drengespejdere udtale sig om krig og fred hvert fjerde minut, og istedet få nødvendige, tidssvarende vurderinger fra folk som John Keegan, Max Hastings, Michael Ignatieff, Daniel Goldhagen, Polly Toynbee og Claudio Magris, der fornylig var inde på, at Vesten ikke længere véd, hvad krig betyder og følgelig tror, at fred kommer af sig selv. At vi derfor heller ikke aner, hvordan man vinder freden gennem krig, har Vestens henholdende svar på Serbiens overfald på Kosovo illustreret med al uønskelig tydelighed. Som Toynbee skrev i The Guardian da serberne formelt set overgav sig, er det svært at forvente heroisme - eller skal vi bare sige principper - af befolkninger, som interesserer sig mere for lotto, evindelige rygter om madforgiftning og alderen på Mick Jaggers seneste erobring.

Demokrati og tyranni
Problemet er, at Vesten kort sagt er druknet i selvtilfreds ligegyldighed. Jens Okking er kun en flagrende ligegyldig indikator herpå. Langt værre og vigtigere er, moderne demokratiers idealisering af liv betyder, at de ikke længere kan føre krig, og hvis dét er demokratiets konsekvens, hvad fanden stiller vi så op overfor tyranner à la Milosevic? Efter Kosovo står det klart, at nationalismen - trods al snak om fælleseuropæisk identitet - stadig er Europas nye-gamle erstatningsreligion. Herhjemme vælter vi os i den blide form for nationalisme, og forstår samtidig ikke, hvad man stiller op overfor den grove af slagsen. Hvorfor kan de ikke bare være som os, spørges der på gaden.
I virkeligheden er det os, der er en smule som dem for såvidt, nationalismen sejrer i København såvel som i Beograd. Begge steder fejrer diverse stammer deres lokale karakteristika, og 'Europa' er ikke engang en by i Rusland, 'Europa' er en by i Belgien, som alle hader, for det er dér 'bureaukraterne' bor. Nationalismen har erstattet kommunismen som politisk blålys, ligesom etnicitet har byttet plads med socialisme, og scenen domineres som altid af de politisk vanvittige, eftersnakkerne, ironikere og skabspacifister.
Idag gennemsyres enhver politisk diskussion, og især dén om krig og fred, af ideen om det hellige liv. Liv er godt, grænser for liv er af det onde. Vi kan ikke føre krig, for tænk hvis vore soldater kommer døde hjem. Hurra for en logik! Det er en politisk biologisme. At Milosevic og ligesindede griner i det skjulte, kan ikke overraske. Vi taler om NATO, men burde sige LEGO, for det er vort svar på jeg-véd-ikke-hvor mange dræbte en god times flyvning fra Solrød Strand: legetøjsholdninger pakket ind i såkaldt 'realisme'.
Mens Europa brænder, håner eller kritiserer vi dem, der forsøger at gøre noget: Karsten Fledelius og al hans akademiske bedrevidenhed, det er til at få hjernebetændelse over. Da krigen begyndte, samlede jeg hans analyser med henblik på en dag at vise, hvordan man med så megen viden, som han tilsyneladende har om områdets historie og politik, kan tage så grueligt fejl, men artiklerne hobede sig op, og en dag, da nogen sagde ordet bål, faldt jeg for fristelsen.

Ansvarlige galninge
Det skal derfor heller ikke undre mig, om Fledelius nu anbefaler Vesten at pumpe penge tilbage i det atavistiske Milosevic-regime, men på dén led er førstnævnte egentlig god at have: man skal blot gøre det modsatte af, hvad manden anbefaler. Det er vel ikke for meget forlangt, at den hyppigt omtalte opposition i Serbien nu må demonstrere, at den findes, at det nu er menige serberes tur til at udvise bare et minimum af mod og vælte de ansvarlige galninge eller i det mindste begynde med frigøre hinanden fra den kollektive forestilling, at de er ofre, at Vesten bærer skylden og anden tegneserieretorik. At vælte en despot er naturligvis ikke let, men opgavens størrelse skygger ikke for det rimelige i at forvente civilcourage fra en befolkning, der har været overraskende stille, mens blodet flød i Kosovo, eller ligefrem aktivt deltagende i styrets samvittighedsløse newspeak.
Man får dog nemt indtrykket af, at regimet virkelig har haft held til at ensrette en ellers veluddannet befolkning, sådan at vi skal tilbage til f.eks. Czeslaw Milosz' bog The Captive Mind fra 1953 for at finde en dækkende beskrivelse heraf. I bogen viste Milosz, hvordan menneskets fri vilje altid har været totalitære styreformers værste fjende, og at der ikke er langt til folkemord, når først individet overgiver sig til en kollektiv aura af sandhed. Springet til Serbien anno 1999 synes ikke overvældende langt.
I demokratier samler kravet om fred altid mennesker, mens støtten til nødvendig krig konstant skal forklare sig, hvad måske er rimeligt nok, men resultatet er, at den fred vi vinder, som regel er en fred på lykke og fromme samt, at vi nu forventer, at moderne krige skal være uden tab og føres uden fejl, at teknologien løser alle problemer, og at vi desuden kan få amerikanerne til at gøre det beskidte job.
Bagefter kan vi så risikofrit kritisere dem for det ene og andet; imperialistsvin, som de jo er.
Vort krav om perfektioneret krig er ønsket om det gnidningsløse knald omsat til udenrigspolitik, det er en udløber af forestillingen om, at teknik alene afgør sagen, og dén fejlslutning kan vi roligt lægge på is. Som Poul Erik Tøjner rigtigt skrev for to måneder siden, så ser det ud til, at krig er det eneste civilisatoriske fænomen, der ikke må koste liv, selvom krigen i ex-Jugoslavien længe har gjort det. Pointen er, at ideen om liv præsiderer over alle andre ideer. Vi er alle blevet læger eller patienter for vorherre, politik er en livsstil, samfund betyder livsforsikring. Og krigen, den foregår på tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her