Læsetid: 4 min.

Et grumme ufolkeligt foretagende

Debat
27. juli 1999

Kulturministeriets Udviklingsfond er ufolkelig

KUNSTPOLITIK
Kritikken af den statslige kunstpolitik bølger frem og tilbage -vistnok mest tilbage. Man kan læne sig til Ekstrabladet eller Leo Tandrup - det har jeg nu ikke lyst til. Men derfor synes jeg alligevel, der er noget uldent i sagen.
Jeg har arbejdet indenfor dansk biblioteksvæsen siden engang i 50'erne og altid syntes, det var vigtigt, at der var et sted, hvor almindelige mennesker kunne møde kulturen. Det var i starten kun bøger, nu er det musik, kunst og EDB og megen gøgl. Men jeg har altid syntes, at kunst ikke var noget med høje haller, at den helst skulle være der, hvor folk var. Jeg har siden Kong Volmers tid arbejdet i Bramming, som kendere af danmarkskortet vil placere mellem Esbjerg og Ribe - men Bramming har unægtelig ikke sidstnævnte bys kulturhistoriske bagage.

Bramming rykker
For tre år siden satte byens kulturelle græsrødder sig sammen og sagde: Nu laver vi sgu et billedhuggersymposium i denne gudsforladte by. Vi vil vise, at Bramming har udviklet sig siden Bramming-ulykken i 1913, hvor Peter Sa-broe omkom.
Billedhuggersymposiet i Bramming kørte så over tre uger i eftersommeren '97, med billedhuggere fra landene omkring Østersøen. Vi havde købt gode danske marksten, som isen havde bragt til os i sin tid - ellers mest kendt fra kvadre til kirker og skærver til veje. Sådan en halv snes à fem tons. Det havde vi skrevet et smukt koncept over. Der blev hugget og diskuteret, der blev kigget på, vi viste kunstnerne vores kulturskatte i omegnen, husmødre fra byen lavede mad til dem, en cykelhandler lånte dem cykler o.s.v. En god og folkelig event i en by, der bestemt ikke er vant til sådan noget. Og bagefter fik vi solgt stenene, i hvert fald de fleste af dem, måske ikke til toppriser, men sådan en 30-40.000 pr. stk. - og byen er langsomt ved at ændre præg. Bramming ender med at blive byen med stenene - sådan som Brande var byen med de kunstneriske gavle dengang i 60'erne.

Det myldrer ind
Det 2. symposium løber af stabelen om en måneds tid. Otte kunstnere (fra Norge, Finland, Rusland, Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Spanien) mødes i Bramming. Vi betaler mad, ophold og rejse plus en sjat lommepenge. Der kommer til at ske en masse med kunstnerne - det ved vi fra første gang. Nogle har mødt hinanden før, andre møder ny inspiration. Nogle arbejder intenst sammen. Flere kommer til at lære Danmark at kende (vi er jo så gode, ved du). Byens indbyggere valfarter til pladsen ved museet, hvor stenene har været opstillet i en smuk halvbue det sidste halvår - et varsel om, at her kommer til at ske noget stort. Og de kører forbi, alle de der handler i Fakta og Aldi, og de ser det.
I '97 og nu betalte amtet og kommunen det meste af gildet, men også rigtige lokale spyttede i bøssen. Vi har som sidst også i år søgt Kulturministeriets Udviklingsfond. Og som sidst har vi fået afslag. Nederst på brevet står med småt, at fonden skal støtte "nyskabende initiativer indenfor dansk kunst- og kulturliv", forstås på baggrund af "kulturel og kunstnerisk kvalitet, på det banebrydende og eksemplariske." Det er vi med på: ingen støtte til trommesalsmalerier og Morten-Korch-idyl.

Hvad er der galt?
Men man hører så, at udvalget har problemer med at få brugt pengene. Fondens formand, Uffe Elbæk, har udtalt, at "der er få ansøgninger, som reelt er udviklet i samarbejde med partnere uden for landets grænser. Jeg så gerne, at vi fik flere internationale projekter." (Dagbladet Politiken den 25. juni '99).
Hvad er der så i vejen med vores projekt? Ja, det fik vi ikke at vide, bare den sædvanlige lirum-larum om at "det samlede behov langt overstiger de økonomiske rammer." (Kulturministeriets skrivelse til os af 16. april).

Ting med pelsværk
Det er jo rigtigt nok, at Det 2. Internationale Stensymposium i Bramming ikke er installationskunst. Vores censurkomite afviste sidste gang en baltisk kunstner, der syntes, det var bedre at male på sten end hugge i dem. Og i år var der en dame, der smykkede genstande med pelsværk - det fandt altså heller ikke nåde her i det vestjyske. Måske er det vores fejl? Men jeg synes nu, at den udviklingsfond er et grumme ufolkeligt foretagende - og sådan skal det nok være i en tid, hvor kunstens sammenhæng med publikum er out of the question visse steder. Og så var der jo de, der kunne undre sig over, at formandens hjemby, Århus, løb med 60 procent af midlerne - men det er jo nok kun de mest smålige!
Således har Udviklingsfonden været med til selv at bære ved til de hetzkampagner, der af og til er dukket op siden salig Rindals dage!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her