Medierne er lynhurtige til at udpege en skurk, og altid den samme, som de politiske autoriteter peger på
Öcalan
Den kurdiske leder, Abdullah Öcalan, er blevet dømt til døden, og verdenspressen er stort set enig i, at han fik, hvad han fortjente. Der henvises til de mange grusomheder i den tyrkisk-kurdiske konflikt, og Öcalan udpeges automatisk som skurken, selv om der ikke foreligger noget bevis for, at det skyldes kurderens planlægning eller strategi
Rigtignok ser mange europæiske lande helst, at straffen over Öcalan bliver omgjort til livsvarigt fængsel. Men dette skyldes uden tvivl frygten for, at de kurdiske flygtninge kan begå hævnaktioner, hvis deres leder bliver henrettet.
Enhver krig består af voldshandlinger, og ikke sjældent begås der grusomheder, som skyldes fejltagelser, uheld eller isolerede enheders brud på krigens regler. Men ingen stormagt ville drømme om at stille deres politiske eller militære ledere til ansvar af den grund.
En gang imellem slippes der også oplysninger ud om tyrkisk barbari, såsom afsvidning af 3.000 landsbyer, den brændte jords taktik, samt udbredt tortur i fængslerne.
Hvem er terrorrist?
Begge parter i borgerkrigen har brugt ekstreme metoder, men på vore breddegrader trives den version, at det er kurderne, der er terrorister. Det var dem, der startede oprøret.
Måske burde medierne beskæftige sig lidt mere med, hvorfor oprøret startede. Undertrykkelsen af kurderne har varet så længe, og er så total, at de end ikke må bruge deres eget sprog. Forsøg på at stifte partier, som ad fredelig vej kunne tale kurdernes sag, er blevet kvalt med forbud. Hvordan kan man så bebrejde de undertrykte masser, at de slutter op om militante ledere?
Det gjorde det såkaldte verdenssamfund heller ikke, da Kosovo-albanerne valgte væbnet kamp for selvstændighed. Her kom man hurtigt til enighed om, at serberne var skurken, fordi de ikke straks gav albanerne en form for autonomi.
Banket på plads
Så voldsomt hastede det, at serberne er blevet udsat for flere måneders bomberegn, fordi de ikke prompte underskrev papirerne i Ramboillet. Da serberne i Bosnien selv sloges for eget land, greb Vesten hurtigt ind og undslog sig ikke for at anvende væbnet magt for at få oprørerne banket på plads.
Da jøderne efter krigen ville oprette Israel, blev også de i begyndelsen kaldet terrorister, især af englænderne, som dengang herskede i Palæstina. Senere blev Israel anerkendt som stat og snart truet af nye terrorister, de oprindelige beboere. Verden havde helt glemt palæstinenserne, da FN proklamerede den israelske stat på deres territorium.
Arafat og respekten
Jo, historien gentager sig. Den, der var terrorist i går, betragtes i dag med respekt, også Arafat.
Hitler kaldte ligeledes danskerne terrorister, da de gik til modstand mod det tyske fremmedvælde. Herhjemme var de helte og frihedskæmpere.
Mon ikke mange som mig er skuffet over mediernes ensidige dækning af etniske konflikter og borgerkrige? Især med Öcalans dom og Kosovo-krisen i frisk minde. De er lynhurtige til at udpege en skurk, og mærkeligt nok altid den samme, som de politiske autoriteter peger på.
Men i det ene land er det oprørene, der er onde, fordi det nu engang koster blod at gøre oprør, mens det i det andet land er myndighederne og deres ledere, fordi de brutalt forsvarer sig mod rebellerne.
Kasketuddeling
Der er tilsyneladende ingen principper mere. Det er snarere vore egne interesser, der er afgørende for, hvilken kasket de stridende parter skal tildeles.
Derimod er det i orden, når stormagterne selv lægger et land i ruiner eller udsulter befolkningen gennem boykot. Journalisterne løber fra deres ansvar, når de bakker dens slags handlinger op.
Medierne bør uddybe konflikternes årsager, ikke belære os om, hvem der er helt eller skurk.
