Kronik

Hovmodets barbari

21. juli 1999

Vesten har i århundreder spejlet sig i Orienten, og dermed bekræftet sig selv som en civilisation uden barbari og dæmoner

Tro & Filosofi
Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, Paven og Zaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi."
Som et ekko af Marx og Engels manifest kunne man nævne et andet spørgelse: Dæmoniet, der spøger i oplysningstidens filosofi. Spøgelset er det, der ikke er, men som samtidig vækker både afsky og fascination. Kommunismen er ikke realiseret; det kommunistiske manifest var jo netop et forsøg på at fremmane en ånd, der ikke er. Tilsvarende findes dæmoniet ikke i Europa, men kun i Orienten. Kommunismen og dæmoniet er henvist til at spøge i Europa, fordi det ikke har hjemme her. Men på den anden side er kommunismens revolte og dæmoniets tematik et produkt af den europæiske selvforståelse.
I oplysningstidens skrifter skildres Orienten som stedet for den fuldkomne nydelses realisering. Begæret møder her ingen modstand. Alle goder strømmer mod Sultanens palads. Han kan frit vælge de kvinder, han ønsker. Men ikke kun haremet er hans ejendom. Han har hånds- og halsret over alle sjæle i sit rige; ja over alt, som findes i dette rige. Alt eksisterer for Sultanen, og hans palads er som et sort hul, alt trækkes ned i.

Overfor dette står mådeholdet - livet indenfor lovens grænser. Hvor det politiske princip i Orienten er despotiet, er magten i Frankrig begrænset af dens deling (Montesquieu). Magten er ikke tilfældig, men lyder den almene vilje (Rousseau). Kødets lyst begrænses af ånden/fornuften, og begge mødes de i forestillingen om menneskets anden natur. Den seksuelle kraft perverteres ikke i onani og homoseksu-alitet, men finder sin rette form i den heteroseksualitet, der udøves med forplantning for øje. Den politiske og den seksuelle diskurs følges ad, og begge tematiserer de 'det naturlige liv' indenfor forbudets/lovens grænser.
Man kan belyse forholdet mellem Orienten og Vesten, mellem den uhæmmede nydelse og mådeholdet videre, ved hjælp af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan's tekst om Immanuel Kant og Marquis de Sade. Umiddelbart ville man måske mene, at hvad Kant var for mådeholdet, var de Sade for den uhæmmede nydelse. Det er imidlertid præcist i tilbagevisningen af denne populære forestilling, at Lacan's 'skandale' bestod. Lacan hævder, at Kant er sandheden om de Sade - de Sade's praksis var uselvisk og heroisk. Marquis de Sade var underlagt et strengt princip - hans diskurs var encyklopædisk, hvilket også hans kølige opregninger af perversiteter i værket 120 dage i Sodoma synes at indicere. Marquis de Sade var uselvisk på samme måde som det subjekt, der underlagde sig det kategoriske imperativ, var det. Endnu værre hævdede Lacan, at de Sade er sandheden om Kant. Den moralske lov er, i Lacan's forståelse, at sidestille med et sadistisk overjeg, vi nyder at lyde.

Når man kan tale om despotiet som et spøgelse, er det således ikke uden grund. De filosoffer som mente, at de havde afsværget det dæmoniske, konfronteres konstant med det i deres fantasier om Orienten. Orientalismens dæmoni og oplysningstidens mådehold er som to sider af samme mønt. Analysen af den perverse Orient er således kongevejen til en forståelse af den europæiske 'normalitet'. Lad os begynde vores rejse i Orienten med et lille udpluk af Jean Chevalier Chardin's Voyages en Perse fra 1686. Han skriver:
"Sultanen giver en skriftlig ordre til, at et givet barn skal blindes, og denne ordre gives til den, som tilfældigvis først kommer til stede, for i Persien er der ingen officiel bøddel (....) Når ordren er bragt til serailet (haremsbygningen, CBL) forstås den hurtigt, idet den frembringer råb og gråd, men til sidst må barnet udleveres. Eunukkerne bringer ham til den grusomme budbringer, som kaster ordren til dem (....). Idet han sætter sig på hug, griber han barnet, lægger det over knæene med opadvendt ansigt og griber om barnets hoved med venstre arm. Derpå åbner han med én hånd barnets øjenlåg, holder sin dolk i spidsen og river pupillerne ud, den ene efter den anden, hele og uskadte som åbnede han en valnød. Han lægger dem i sit lommetørklæde og bringer dem til Sultanen."

At man skal lyde sin hersker blindt, blev taget bogstaveligt. Det hedder sig i gammel persisk lov, at en blind mand ikke kan blive sultan. Derfor var det centralt, at blinde potentielle konkurrenter. Sultanens tro tjener demonstrerer sin blinde lydighed ved at vise, at sultanen besidder blikket. Det er derfor normalt, at man bøjer hovedet for sultanen. Forestillingen om seglet svarer til forestillingen om blikket. Sultanens segl, som ordren i citatet er forsynet med, giver dens besidder fuldstændig magt. Men denne magt er samtidig baseret på den totale afmagt. Sultanen 'kommunikerer' gennem et blink med øjet og en let løftet hånd. Det er imidlertid op til den, der tjener sultanen, at fortolke disse tegn. Sultanen står derved ikke til ansvar for, hvad han siger og gør. Dette ansvar er overladt til hans tjenende ånder, der kan imødese strenge straffe, hvis ikke de blindt adlyder Sultanen. Ordren adlydes derfor, som var den lysende klar. At spørge til meningen med ordren ville være ulydighed. Man modtager derfor ofte disse tegn i total tavshed.
Når f.eks. sultanen satte sit segl på et dokument, var det nærmest helligt. At røre ved sultanens segl var udtryk for en manglende respekt. Sultanens ordrer blev derfor båret i særlige tasker. Sultanens magt er ikke delegeret, men snarere transmitteret. Den, der besidder sultanens segl, kan handle som var han sultanen. En transmission der er mulig, fordi den, der bærer seglet, intet er i sig selv. Sultanen er reduceret til sit navn/segl, og sultanens subjekter er reduceret til blotte bærere af dette navn. Dette er formlen for den fuldstændige transmission af magt. Hvad er da prisen for sultanens magt?
At sultanen reduceres til den, der blot udfylder en rolle. Sultanen er så optaget af sin nydelse, at han i realiteten er ude af stand til at regere. Sultanen er sultan, fordi han er almægtig, og som sådan kan hans herredømme ikke være afhængigt af, at han udøver det. Han må derfor nødvendigvis delegere sin magt til viziren. Alt, hvad man behøver for at herske, er et navn (en titel), og det omvendte er også gældende, at den, der hersker, kun er et navn.
Den fuldstændige magt kan ikke besiddes, men det er netop det, der gør den fuldstændig. Magtens økonomi er fuldendt, fordi den reducerer alle til agenter indenfor denne. Gåden bag forestillingen om despotiets stabilitet er, at det hele tiden reproducerer det grundlag, som det baserer sig på. Det er ikke kun forholdet mellem viziren og despoten, der er underlagt denne dynamik. Forholdet gentages i det uendelige på alle niveauer.

Alle medlemmerne af sultanens hof er givet ved en ting. De mangler et eller andet, og de henviser derved til den, der har og er alt - dvs. til sultanen. Det mest åbenlyse eksempel er naturligvis eunukkerne, som er kastrerede. Ved at lide af en værensmangel henviser eunukkerne til den, som er fuldendt. Dette er basalt set funktionen for alle i hoffet. Eunukkernes kastration henviser til sultanens seksuelle omnipotens, de blinde til sultanens allestedsnærværende blik. Dværgene, narrene, de stumme, kvinderne og børnene har tilsvarende funktioner. Enhver identificerer sig således med en af sultanens attributter og danner derved en negativ pol til disse. Normen er monstrøsitet. Disse monstres kvalitet er, at de ikke blot metaforisk henviser til sultanens omnipotens. De blinde adlyder blindt, fordi de er blinde, og de døvstumme siger ikke sultanen imod. De har ikke talens kraft.
Hvilken status har fortællingerne om Sultanens ubegrænsede magt, om hans harem, om enukkerne? Man kunne svare, at de alle er spejlinger af Vestens selvfor-ståelse. Vesten er givet ved forestillingen om loven, mådeholdet, det dydige, det retfærdige, det demokratiske, magtens deling.Excesserne, barbariet, de underkuede subjekter, dæmoniet og det perverse trives kun fjernt fra Europa. Men måske er det netop dette overmod, som har styret Europa mod katastrofe og barbari. Hovmodet sætter os ude af stand til at reflektere kritisk over egen praksis. Excesserne bliver fortolket som afvigelser, som despoters værk. Dæmoniets spøgelse manes bort, men blot for at vende tilbage med fornyet styrke. Tyskland var et særtilfælde. De fulgte en særlig Sonderweg, som ikke var de andre europæiske staters lod. Det Østeuropa, som blev genforenet ved murens fald blev, hvad angår den sydlige del, hurtigt frastødt. Der var krig på Balkan - ikke i Europa. Betyder en erkendelse af, at barbariet og dæmoniet også trives i Europa, at vi må moderere vor kritik af ledere som f.eks. Hussein, Milosevic og Ghadaffi? Langt fra! Det er præcist erkendelsen af, at også vi kunne have produceret disse dæmoner, der sætter os i stand til at handle.

*Carsten Bagge Laustsen er ph.d.stipendiat på Institut for statskundskab, Københavns
Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu