Læsetid: 4 min.

Import af 'den tredje vej' en dårlig idé

Debat
22. juli 1999

Af DAVID GIBSON,formand for SID Belysningsarbejdernes fagforening,København og omegn,og formand for SID's landsklub for kommunale ansatte

Måske burde vi generelt være mere kritiske overfor de normer og værdier, som sælges 'vestfra'

POLITIK
Jeg er netop hjemvendt fra en smuttur til England, hvor jeg besøgte mine forældre.
Det har været lærerigt i en tid, hvor meget af den hjemlige politiske inspiration hentes fra Blair og Clinton. De herrers 'socialliberalisme' og 'tredje vej' (der er tænkt, som en eksportvare til resten af Europa) har ved gennemgang af engelske aviser givet god grund til at stoppe op og sætte flere spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi ønsker en tilsvarende politisk og kulturel udvikling i Danmark.
Lad mig nøjes med at fremhæve tre historier, som konkurrerede med den nordirske fredsproces og Posh Spice's bryllup med fodboldsstjernen David Beckham, i de engelske aviser:
*Fødselsvægten for nyfødte i Storbritannien er lig med den i Albanien og lavere end i Slovenien. FN vurderer Storbritannien, som værende et af de mest socialt ulige samfund i verden.
De sidste 20 år er den sociale uretfærdighed vokset i Storbritannien svarende til det, man tidligere har beskrevet under de syd-amerikanske bananrepublikker. Fra 1975 - hvor englænderne oplevede den største sociale lighed og bedste sundhedstilstand - til i dag, hvor ulighederne er større end for et hundrede år siden! Til trods for at mange af de fattige kan gemmes væk i betonbyggeri, kan konsekvenserne læses i elendige kriminal- og sundhedsstatistikker. Det er den samme mekanisme, der hersker i USA, hvor vi oplever at verdens rigeste nation - på papiret- bruger de fleste penge på hospitaler og sundhedssystemer, samtidig med at USA fortsat er at finde på samme niveau, som den tredje verden, når snakken falder på resultaterne.
*The British Medical Journal (BMC) advarede om, at privatfinansiering af nybyggeri af hospitaler, private drifts- og vedligeholdelsesaftaler (hvor leasing indgår i aftalen, som f.eks. i Farum-modellen) suger alle pengene til patientbehandling ud af de engelske velfærdsbudgetter. BMC mener, at modellen ganske enkelt er en fidus, hvorpå man kan få bygget og drevet hospitaler uden at belaste det offentlige budget her og nu . Man laver dem om til selvejende institutioner. Et forslag der vel at mærke har vundet gehør i LO her i Danmark.
På den måde kan politikerne undgå at konfrontere vælgerne med de reelle omkostninger for den service, som vælgerne ønsker. Det kan sammenlignes med, at man på kreditkontoen - her og nu - køber noget skinnende og flot, når man har betalt regningen, har man betalt meget mere. Det vil igen være de kommende generationer, som skal betale.
Regeringens tavshed
The British Medical Journal er ikke just kendt for at være dem, som kommer med 'kioskbaskere' eller sensationsjournalistik. Derfor vejer det tungt, når de i detaljer forklarer, hvordan forslaget vil forstærke processen, hvor de fattige områder får de dårligste hospitaler.
Det er nok forklaringen på Blair-regeringens tavshed. Hvad forklarer LO's ditto?
*De private jernbaneselskaber, som har ansvaret for drift af gods, passager samt vedligeholdelse af sporene, kunne fremvise profitter på 1.2 milliard pund. Det skal sammenholdes med, at der aldrig før har været så mange aflysninger, forsinkelser og uheld forbundet med den engelske jernbanedrift. Jernbanedriften blev privatiseret i 1997. Den daværende borgerlige regering indførte under stor fanfare et regulatorsystem, som skulle sikre, at alt gik ærligt til.
Det har senere vist sig, at det lykkedes for de private selskaber at jonglere og fuppe med tallene, således at de kunne fremvise en 'tog til tiden'-statistik, som var 40 procent bedre end det tidligere statsdrevne selskabs. Det resulterede i, at selskaberne fik en bonusudbetaling på 125 mio pund. Et nyt sporsystem på Englands vestkyst, som var stærkt tiltrængt, er nu udsat til år 2011. Ni år efter den deadline som var beskrevet i kontrakten med Richard Bransons 'Virgin rail'. Formanden for forbrugergruppen 'Save our railways', (red vores jernbanesystem), påpeger, at hvis den gamle statsdrevne virksomhed kunne have fortsat sine planer om iværksættelse inden privatiseringen, ville der allerede i dag køre tog på de nye spor. Hver enkelt historie burde få nakkehårene til at rejse sig på Danmarks nuværende statsminister. Finansministeren må synes at være opgivet på forhånd.
Det er naturlovstridigt, når en politik lanceres som værende ny, da den så sit endeligt ved dette århundredeskifte. Socialliberalisme og den dertil hørende hatte-dame-kultur kunne ikke engang magte de udfordringer, som industriens fremmarch medførte sidst i 1800-tallet. Blair og Clintons socialliberalisme bærer os ikke ind i det næste millennium! At bruge det som løsning på den nuværende komplicerede og globaliserede verdensorden vil være som - på udebane - at sende Greve Fodboldklub ud til kamp mod Manchester United.

Uligheden stiger
Arbejderbevægelsen og den demokratiske socialisme blev født ved århundredskiftet som modsvar til den elendighed og fattigdom, som var vilkårene for de fleste, og et modangreb på den grådighed og begærlighed som blev udvist af den daværende herskende klasse.
Tilsyneladende har vi ikke 'sejret ad helvede til'. Uligheden stiger, også i Danmark. I et 'Mac Marked'-samfund er profit det eneste succeskriterium. Danmarks politikere, medier og befolkning må gøre op med sig selv, hvorvidt de ukritisk skal modtage den eksportvare, som Blair og Clinton har gjort sig til talsmænd for? Måske burde vi generelt være mere kritiske overfor de normer og værdier, som sælges 'vestfra'. Et kig i historien ville måske hjælpe. Mange historikere er enige om, at solidaritet med de svageste og en god, stærk, offentlig sektor er et udmærket tegn på et civiliseret samfund. Det har ikke været gældende for Storbritannien eller USA siden cirka 1977.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her