Kronik

Kærlighedens anatomi

Debat
24. juli 1999

Platons tanke om mandens og kvindens fuldkomne forening er et fantasme. Mand og kvinde passer ikke sammen, men det er til gengæld det fascinerende ved kærligheden, at den altid må blive et kompromis, hvis den skal nå ud over forelskelsens hypnotiske tilstand

Lørdagskronikken
Kærlighed er menneskets tragedie. Romeo og Julie, Tristan og Isolde og Charlotte og den unge Werther fik ingen børn og levede ikke lykkeligt til deres dages ende. De døde af kærlighed. Tragedien ligger i kærlighedens væsen, der er komplekst og både rummer ufor-glemmelig lykke, konflikt, jalousi, had, drab, krig og selvmord, uden at det dog har svækket troen på, at det må være muligt at finde kærligheden uskyldsren.
I sin komplekse form er kærlighed et andet ord for menneskelivet, og historien handler da om kærlighed. Men dermed er der intet sagt om kærligheden, for hvad taler man om, når man taler om kærlighed? Dette spørgsmål besvares meget forskelligt afhængig af tid og sted. En almindelig definition i dag består i at sige, at kærlighed er "en varm og inderlig følelse over for et andet menneske, som man føler sig nøje knyttet til" (Ordbog over det danske sprog). Denne forståelse af kærligheden er cirka 800 år gammel. Men følelser er flygtige og kærligheden som følelse derfor også, så det bliver en utopi at tro, at kærlighed kan være grundlag for et ægteskab af længere varighed, hvis det er det, man ønsker.
Hvordan man end forstår kærligheden, er den imidlertid en social konstruktion opført på et biologisk grundlag.
Det er ganske vist en sen erkendelse, og derfor har sociologien først for nylig begyndt at beskæftige sig med kærligheden. Mennesker, der er lykkelige, har ikke sociologiens interesse, men kærlighedens fallit i form af de mange skilsmisser har medført, at kærligheden er blevet et sociologisk emne. Hvis man skal undersøge, hvad der er årsag til, at kærligheden ikke altid holder i længden, må man begynde med at undersøge, hvad kærlighed er for tiden. Det er gjort med ovennævnte definition fra Ordbog over det danske sprog. Derefter må man overveje, hvad kærlighed kunne være. Hvad skal det betyde, når man siger: "Jeg elsker dig?" Hvad vil det i det hele taget sige at elske et andet menneske? Svaret på disse spørgsmål fører til en overvejelse og en stadfæstelse af en kærlighedens anatomi - den indre, strukturelle opbygning af kærligheden.
Inspireret af sociologen Jean-Louis Genard,1, skal der her beskrives en opfattelse af kærligheden som bestående af tre dimensioner:
*kærligheden som udvekslings- og gensidighedsstruktur,
*kærligheden som begær/sanselig nydelse og
*kærligheden som følelsesmæssigt fællesskab.
Den første af de tre dimensioner er den, der mest direkte har at gøre med noget rationelt i kærlighedsforbindelsen. Her drejer det sig om en relation meller to adskilte subjekter og dermed om lighed, gensidighed og respekt, der vanskeligt kan undgå at få et præg af kalkulation og kontrakt, der modvirker kravet om et fællesskab, hvor subjekternes individualitet er bortvejret til fordel for intersubjektiv tilstedeværen.
Den anden af kærlighedslivets dimensioner betyder, at det i dag er klart, at der findes en snæver forbindelse mellem kærlighed og seksualitet, men sådan har det ikke altid været. Den kristne kirke fordømte tidligt seksuallivet, hvis det havde andet formål end forplantning. Først i det 18. århundrede begyndte man at se seksualiteten som forbundet med kærligheden. Kurmageriet fik den seksuelle forening som sit overordnede mål. Don Juan blev tidens symbol. Den seksuelle akt og især deflorationen blev dengang betragtet som en sakral handling, mens den i det 20. århundrede er blevet banaliseret i og med den seksuelle frigørelse.

Det seksuelle begær er selvcentreret, artsbestemt og uafskaffeligt. Det selvcentrerede ved begæret består i, at den anden er objekt for ens begær for så vidt som den anden udgør en mangel for mig.
Relationen til den anden er en besiddelsesrelation. Man vil besidde den anden som genstand for begæret enten flygtigt eller totalt for sig selv alene. Det selvcentrerede ligger desuden i, at den enkelte selv rummer beviset for den sanselige tilfredsstillelse. Alt dette giver let anledning til misforståelser, usikkerhed og frustra-tion hos en af parterne eller hos begge.
Begærets artsbestemte karakter knytter sig direkte til begærets biologiske foran-kring. Begæret kan stort set tilfredsstilles af enhver anden, og det udgør en modsætning til kærligheden som en relation til en ganske bestemt person - den eneste ene. Begæret gør den anden til instrument for begærets tilfredsstillelse. Begæret modarbejder derfor kærligheden som et eksklusivt fællesskab af to subjekter.
Begærets uafskaffelighed har sin forklaring i seksualiteten som biologisk instinkt. Denne uafskaffelighed og den andens udskiftelighed forenes vanskeligt med kærlighedens eksklusivitet og fører til et spørgsmål om det rimelige ved en troskab, der alene forstås som seksuel troskab og ikke som sindets troskab.
Seksualiteten er næsten det mest problematiske ved kærligheden. I almindelighed anses seksuallivet for at forene to mennesker, men det modsatte er ofte tilfældet, fordi seksualitet kan føre til såkaldt perverse handlinger, neuroser, psykoser og destabilisering af forholdet mellem mennesker, bl.a. fordi alle ikke nødvendigvis i seksuel henseende 'passer sammen'. Nogle får mere ud af deres seksualitet end andre. Men det væsentlige til forståelse af problemerne i ægteskabets samliv består i, som psykoanalytikeren Jacques Lacan har påpeget, at der er en fundamental asymmetri mellem mand og kvinde, så ingen passer sammen i nogen som helst henseende.
Platons tanke om mandens og kvindens forening til en fuldkommen enhed kan aldrig realiseres. Den er og bliver et fantasme. Mand og kvinde passer ikke sammen, som nøglen passer til låsen. I forholdet mand/kvinde passer nøglen tværtimod aldrig. Det er til gengæld det fascinerende ved kærligheden, der altid må blive et kompromis, hvis den skal være en realitet ud over forelskelsens hypnotiske tilstand, der har fået Bernard Shaw til at definere forelskelsen som "en upassende overdrivelse af forskellen mellem en kvinde og en anden."
I den tredje dimension i kærligheden, hvor kærlighed bliver set som et følelsesmæssigt fællesskab, er det selve relationen mellem subjekterne, der får overvægt i forhold til de to subjekter som sådanne. Passionen bringer de elskende på afstand af omverdenen. Det er, hvad der ligger i udtrykket 'leve af kærlighed og kildevand'. Passionen er en følelse af at blive draget ud af sig selv og hen imod den anden. Den er en overgivelse af sig selv og en åbning mod den anden, og den er sårbarhed. Ens vilje og selvkontrol er svækket, og man drømmer ikke om beviser på den andens kærlighed. De er i passionens gensidighed.
Denne dimension i kærligheden rummer - som de to øvrige - modsætninger til de andre dimensioner, dels på grund af dens eksklusive karakter, der ofte er forbundet med en afvisning af det sociale element i tilværelsen, dels fordi dybden i fællesskabet er forbundet med det umiddelbare, spontane og ureflekterede.
Som allerede nævnt er det eksklusive i passionen en modsætning til det seksuelle behov, hvis tilfredsstillelse ikke er afhængig af en bestemt person. Dertil kommer, at det også står i modsætning til den reflekterende dimension i kærligheden.
Intersubjektiviteten og dermed fællesskabet i kærlighedsforbindelsen forudsætter en subjektivering af mennesket - en bevidsthed om og forståelse af sig selv som subjekt for sine egne handlinger, sådan som Michel Foucault har vist det i sine bøger om seksualitetens historie. Omvendt sker denne subjektivering i høj grad i forbindelse med kærligheden, idet mennesket her får mulighed for at opleve sig selv som subjekt for begæret. Det er det, der sker i det antikke Grækenland, hvor en egentlig kærlighedsforbindelse etableres for første gang i Europa.
Kærligheden forudsætter en intensivering af det enkelte menneskes forhold til sig selv, men vel at mærke en intensivering, der i sin grund er afhængig af en åbning over for den anden. Kærlighedsforbindelsen forudsætter, at man er helt og holdent i forbindelsen uden ethvert forsøg på at bringe sig selv på afstand af den anden eller på at objektivere den anden og forbindelsen som sådan. Det drejer sig således ikke om en selvcentreret subjektivitet. Jeg'ets intensivering er uadskilleligt forbundet med billedet af du'et som et andet jeg. Begge er eksklusive subjekter i fællesskabet, men sådan at der bliver tale om et intersubjektivt fællesskab.

Hver enkelt af kærlighedens tre dimensioner er problematisk, og i realiteten bliver enhver kærlighedsforbindelse et skrøbeligt kompromis mellem de tre dimensioner: refleksivitet, erotik og emotionalitet. En kærlighedsforbindelse, der konstitueres alene på en enkelt af de tre dimensioner, er næppe troværdig. Hverken en gensidig forøgelse af hensynsfuldhed og elskværdighed eller et mere intenst forsøg på fuld seksuel tilfredsstillelse eller et stærkere følelsesmæssigt fællesskab udgør alene fuld og helt et kærlighedsforhold. Til gengæld kan de tre dimensioner forenes i forskellige indbyrdes forhold, som tilsammen bliver til adskillelige former for kompromiser.
Derfor er denne opfattelse af kærligheden måske ikke helt utopisk som et bud på, hvordan kærlighed må forstås i dag og i den nærmeste fremtid, hvis kærlighed skal have noget at gøre med ægteskab og være andet og mere end sex og erotik. Det er naturligvis ikke at foragte, men fører alligevel kun til en mere sublim oplevelse som et led i den større helhed, som kærligheden er i dens tredimensionale form, hvor kærlighed ikke er en følelse
alene, men en livsform.
Kærlighed må derfor defineres som to menneskers indbyrdes komplekse livsform, hvor refleksivitet, erotik og emotionalitet er knyttet sammen i et intersubjektivt fællesskab. Som en livsform er kærlighed derfor krævende. I dag er mennesket en af de mest truede arter - truet af sit eget vanvid og sin ubesindige adfærd i industri- og informationssamfundet med dets selvdestruktive tendenser.
Overlevelse afhænger af, om vi selv formår bevidst at lede vor egen forandringsproces ved at lade kærligheden blive en altomfattende åndelig kraft, der menneskeliggør mennesket gennem forvandling af 'Homo sapiens et demens' (det vidende og vanvittige menneske) til en ny art: 'Homo amans' (det elskende menneske.)
Men er der tid nok til det? Vil skabelsen af 'Homo amans' gå tilstrækkeligt hurtigt, eller vil Paul Valéry (1871-1945) få ret i sin påstand om, at umenneskeligheden har en stor fremtid foran sig? Det er den historiske tids væsentligste problem, og den begyndte i Europa med Antikkens grækere og romere.

*Kai Aalbæl-Nielsen er historiker og forfatter

Dette er den sidste kronik i serien om kærlighed, I kærlighedens navn. De sidste fem lørdage har Information sat fokus på kærligheden, hvor forskellige forfattere har skrevet om den moderlige cirkel, om at være fader på orlov, om det svære valg mellem karriere og moderskab og om det komplicerede spil mellem kønnene, der ikke altid behøver at ende i erotik. Baggrunden for serien er Kai Aalbæk Nielsens nye bog, 'Kærlighed i Antikken', der udkom i juni.
1. Se Madeleine Moulin et Alain Eraly (eds.): Sociologie de l'amour. Institut de Sociologie. Ed. De l'Université de Bruxelles, 1995.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her