Læsetid: 4 min.

Kommerciel elitesport

Debat
17. juli 1999

Om erkendelse af en tabt fortid

SPORT
Det siges at det mest traumatiske ved en skilsmisse er tabet af den fælles fortid.
Hvem vil i denne sommer mase sig på som selvbestaltede terapeuter for alle os, der har krav på at få eksistensen bearbejdet efter den bratte opvågning efter års henslumring i eskapismens troløse favntag? Hvor er Weekendavisens halvintellektuelle taskforce af bedrevidende bagkloge og renegater, der aldrig slap 70'ernes venstreintellektuelle, før de i påtvungen bodsgang havde gennemløbet en intellektuel og emotionel Minnesota-kur ? Vi har brug for jer! Vi er en tre-fire mio. danskere, der oplever en apokalypse af historiske dimensioner, langt større end murens fald i 1989.

Min perifere flirt
Forstenede er vi separeret fra ungdommens oplevelser af denne årstid. Åh, hvor det hjalp, sidst I masserede mig. Nej, hvor har jeg, ha, ha, befriende grinet af mig selv over ungdommens tåbeligheder i form af min perifere flirt med en alternativ politisk virkelighedsopfattelse. I gymnasiet skrev jeg geografiopgaver, hvor jeg oprigtigt troede, at Bulgarien i midten af 70'erne havde en årlig økonomisk vækst fem år i træk på otte-ni procent.
Eller hør denne her: Desinformationen slog mig omkuld med oplysninger om, at DDR var verdens syvende største industrimagt - fnis. Og jeg hoppede i med samlede ben - ak ja. Det har taget mig tid at erkende, at jeg var helt derude, hvor jeg troede på ævlet. Hvor har jeg tigget virkeligheden om at blive påtrængende. Efter en kold tyrker af fire-fem års varighed har jeg accepteret, gjort op, erkendt, og er, med en velmenende dansk opinions skånselsløse krav til at jeg tog mig sammen, endelig fri af fortiden som et helt menneske.
Og så nu. Hvad betyder fortidens forblændelse af industristatistikker i forhold til min nuværende nagende tvivl. Forstenet sidder jeg med en eller anden vished om, at Indurain i fem år i træk vandt Tour de France på 'den brune muskel'. Jeg har troet, at Tour'en var en af verdens syv vidundere. Og vi er mange. Rigtig mange, der har det som jeg.

Dialektik og doping
Hvor må det i virkeligheden have været en fattig hedonistisk oplevelse, i årevis at indånde revolutionsromantikkens smægtende, troløse dufte og hensvæve i et bevidsthedsniveau, hvor man drømte om sammenføjningen af den historiske og dialektiske materialisme, sammenholdt med det intravenøse dopingdrop, jeg tog, hvor jeg lullede mig væk i en drømmeverden, hvor man kunne køre 50 km i timen i dagevis op og ned ad bakke på makaroni, nudler og en kæk slurk Fun sommerdrik ved målstregen.
Hvem kan krumme tæer over 14 dages ophold på partiskole i Rostock sommeren '76, sammenholdt med alle os, der svang Acceptcardet og brugte sommeren i Paris '96. Hvem har brug for at gemme de i Berlin selvhentede, uopsprættede en meter Lenin: Gesamte Werke, der tidligere afstivede kollegieværelsets stigereol og det personlige image, væk i en støvet kasse på loftet, når vi andre ved midnatstide kæmper med en spade for at grave års Tour-artefacts ned bagerst i haven?
Kan vi overhovedet få medlidenhed med venner, der prøver at fortrænge, at de efter 21 guldbajere på Land og Folk Festival 1984, proklamerede et lidt tåget verdenssyn om SS-20 raketter, når vi andre slæber rundt på hukommelsen om, at vi i Tivoli for blot tre år siden kneb en tåre, da den tidligere fru Riis proklamerede "jeg er stolt over at være dansker?" Hvem vil hjælpe mig med at myrde min historie, mit livs euforiske tranceoplevelser? Give mig afklaretheden til at leve videre.

Anne Dorthe og Benny
Jeg har ikke i årevis hørt Sangen om merværdi. Omvendt synes jeg også, det er et stykke tid siden, jeg har hørt Anne Dorthe Michelsen hyldestsang til Ørnen i de høje bjerge. Måske kan hun hjælpe os.
Hvor Benny Holst åbenbart har bearbejdet fortiden, så jeg fornyligt, at Anne Dorthe havde lagt den bag sig og med en tidligere Information-chefredaktørs (nu ditto på Danmarks 'fineste' avis) elegance skiftet fagligt fokus, og nu sang og spillede en nydelig kvindelig LO-funktionær ned i EU-Parlamentet på bekostning af inkarnationen af den moderne europæer, den tilsyneladende moralsk ukorrekte Diæt-John.
Der er nogen, der kan det der. Let og behændigt at undslippe livsangstens tag i fortiden og feinschmeckende timing droppe ind i tidsånden uden eksistentielle tømmermænd. Jer med hardcore psyken. Frem på banen. Masserne stander i våde. Tæsk os tilbage til livet.
Tving os til opgøret med os selv.
Både os, der er vågnet op til den kolde tyrker og vandrer apatiske forstenede rundt, i stedet for at se tv og læse Ekstra Bladet, og den altid fodslæbende intellektuelle elite, Verner Møller, Jørgen Leth, Erik Clausen, der i bedste glasnost og perestrojka-stil prøver at relativere og reformere doping-åbenbaringens brutale virkelighed.
Vi må videre.
Hjælp os til at erkende tabet af den fælles fortid med kommerciel elitesport.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her