Kronik

Krimien der ikke ville dø

Debat
19. juli 1999

Dashiell Hammets første krimi, er en sejlivet historie
om den ensomme mandlige helt, der kun tør stole på sig selv

Historisk set

Traditionelt regnes krimier for afslappende læsning på regnfyldte sommerhusferier. Det er imidlertid kun en del af sandheden. Her følger historien om krimien, som ikke kunne slås ihjel...
I 1929 udkom kriminalromanen Red Harvest af Dashiell Hammett (1894-1961). Den er blevet ved med at udkomme siden, under nye navne, og i atter nye forklædninger. Måske er den dette århundredes bidrag til mytologien om den ensomme, mandlige helt. Dette århundredes Robinson Crusoe. Det kan måske lyde mærkeligt, for det er vel de færreste ordene 'rød høst' umiddelbart siger noget. Jeg skal derfor forsøge mig med et resume af handlingen. Den navnløse detektiv, blot kendt som the Continental Op, ankommer til byen Poisonville. Egentlig hedder byen Personville, men Poisonville er bedre - byen har et højt niveau af akut blyforgiftning.
Poisonville er en mineby west of the Mississippi med omkring 40.000 indbyggere. Bogen udspiller sig altså ikke, som det så ofte er tilfældet med de hårdkogte krimier, i Los Angeles (Chandlers Philip Marlowe), San Francisco (Hammetts anden detektiv Sam Spade) eller New York (Hammetts tredie detektiv Nick Charles). Og det er der en god grund til: Poisonville er nemlig en by, der kan ejes af en enkelt mand. Han hedder Elihu Wilsson.
Denne bykonge har en redaktør-søn, som egentlig er opdragsgiver for the Op. Redaktøren bliver skudt, inden de når at mødes, og Elihu hyrer the Op til at opklare mordet. Men det er ikke nok for ham; han vil rydde op i byen i samme omgang. Det er også tiltrængt, for efter arbejdskampe mellem minearbejdere og hired thugs (lej-en-bandit), har sidstnævnte overtaget byen. Angiveligt er Poisonville inspireret af byen Anaconda. Her opererede Hammett i sin tid som Pinkertondetektiv - på arbejdsgivernes side. Tre gangstere udgør det alternative byråd i Poisonville: Pete the Finn, der har specialiseret sig i spritsmugling (handlingen udspilles under forbudstiden), gambleren Whisper og pengemanden Lew Yard.
Af de tre regnes finske Pete for at være stærkest. Whisper er den mest brutale; han går ikke af vejen for at myrde en af sine egne folk. Det er som regel en sikker måde at udpege en superskurk på. Men det gælder ikke i dette tilfælde. Bogens superskurk er heller ikke anonyme Lew Yard, men derimod hans ven Noonan. Noonan er Poisonvilles gennemkorrumperede politichef, og i bogens optik er korruption den værste forbrydelse af alle.

For at slippe af med alle disse skurvede hoveder, er vores helt nødt til at indgå forskellige alliancer. Bogen igennem er the Op fast allieret med bogens femme fatale, Dinah Brand, som er specialist i at skaffe en meget farlig ting - information. (Det vil sige, indtil hun bliver dræbt ved hjælp af en issyl). Informationerne bruger the Op til skiftevis at spille de forskellige banditter ud mod hinanden. Han indgår og bryder alliancer i et forrygende tempo, og spiller alle ud mod hinanden. På den måde bliver alle Poisonvilles ledende gangstere dræbt (og en hel del andre ryger naturligvis også med - der bliver dræbt cirka 20 navngivne og en hel del unavngivne). Den eneste the Op personligt sætter en stopper for, er ironisk nok en politimand. Af slyngler er det kun bykongen Elihu Wilsson, som overlever. The Op kan vende tilbage til San Francisco, hvor han kom fra.
Bogen er filmatiseret på forglemmelig vis tre gange (Road-house Nights i 1930, Ciudad Maldita i 1978 og Last Man Standing i 1996). To andre filmatiseringer er til gengæld værd at huske. Den første er Akira Kurosawas mesterværk Yojimbo (Livvagten, 1961). Filmen foregår i en anden kultur (Japan), og i en anden tid (cirka 1860) end romanens. Alligevel er det essentielt den samme historie: En mand ankommer til en by, som er hærget af kriminalitet. I åbningsscenen ser man en hund med en afhugget hånd i flaben.
I byen er det kun to bander, som bekæmper hinanden. Men ellers er mønsteret det samme; helten (i Toshiro Mifunes skikkelse) tilbyder sine tjenester som samurai til de to sider - og udmanøvrerer begge. Enkelte scener i filmen er let genkendelige i forhold til forlægget, blandt andet der hvor Seibei ryges ud af sit hus. Det svarer til Pete the Finns endeligt i Red Harvest - men hvor han beskæftigede sig med whiskey, er Seibei naturligvis sakéfabrikant. Det er en skæg lille pointe, men filmen igennem er der faktisk en del komik. Yojimbo er actionkomedie på japansk.
Den anden film er Sergio Leones Per un pugno di dollari (En nævefuld dollars, 1964). Handlingen er tilbage i USA, nu på grænsen til Mexico. Men det er jo en såkaldt spaghettiwestern, lavet i Italien og Spanien - og så stærkt inspireret af Yojimbo, at 15 procent af filmens indtægter gik til Kurosawa. Men selv om historien er vendt tilbage, hvor den kom fra, er der jo sket lidt. Krimien er blevet til en western. Men det er måske ikke skudt så meget ved siden af. Eks-sherif Wyatt Earp dør eksempelvis samme år Red Harvest udkommer. Når man tænker på en western uden indianere, så er det altid noget med et shootout på byens hovedgade - det er tilfældet, uanset om helten er Gary Cooper i High Noon eller hedder Lucky Luke. Et shootout hører med. I Leones film hedder helten Clint Eastwood.
BådeYojimbo og Per un pugno di dollari blev så populære, at der blev lavet opfølgere til dem. Det er et godt vidnesbyrd om grundfortællingens gennemslagskraft.

Men Red Harvest er ikke kun blevet til film. På pladen Glad i åbningstiden (1996) af Dan Turèll og Halfdan E. findes således nummeret Rød Høst . Det er således det eneste spin-off fra bogen, som bærer dens navn. Halfdan E. kalder nummeret for en privat vittighed. Det er i så fald en inter-tekstuel vittighed. For det er ikke kun titlen, der er magen til Hammetts bog. Også en stor del af indholdet er hentet fra den. Digtet, eller teksten, be-står simpelthen af sætninger fra Red Harvest taget ud af deres oprindelige sammenhæng og sat ind i en ny - og det fungerer overraskende godt. Der er ikke tale om cut up-teknik i traditionel forstand, for citaterne er ikke valgt ud fra et tilfældighedsprincip. Som Turèll selv skrev: "Det er svært at citere Hammett. Det sér ikke ud af noget." Det var i 1984. Men han havde selv en heldig hånd med at citere Hammett nogle år senere. Se som eksempel vers 6-7 i Rød Høst :
Jeg trak mig ind i en snæver gyde og fandt pistolen
det gik hurtigt; der var en tåge for øjnene af mig
Hos Hammett lyder det sådan her:
I backed into an alley entrance and slid my gun loose.
Everything was blurred in front of my eyes (...)
Selv om det er cirka de samme ord, så er der alligevel en væsentlig forskel. Hos Hammett er der 40 sider mellem de to linier - og den sidste linie kommer først. For at få det til at hænge sammen var Turèll da også nødt til at tilføje nogle af sine egne ord som klister. Men hvor filmmagerne især har interesseret sig for historien, så er det stemningen som Dan Turèll og Halfdan E. har kælet for.

Jeg kan ikke påstå, at jeg med sikkerhed kender grunden til historiens store popularitet og overlevelsesevne, men har dog en anelse. Og anelsen går på to klassikere, eller gamle travere om man vil, i europæisk tankegang. Dualismen og individualismen. (At filmene med afsæt i Red Harvest er drejet på tre forskellige kontinenter, kan måske virke paradoksalt i denne forbindelse, men viser blot, at det vitterlig er en god historie).
Dualismen betyder, at vi opfatter verden som par af modsætninger: sort vs. hvidt, oppe vs. nede, FCK vs. Brøndby - og godt vs. ondt.
Det interessante ved Red Harvest er, at handlingen viser, at det er illusorisk at skelne mellem godt og ondt. Der er ikke gode mennesker i Poisonville, blot forskellige grader af ondskab. Denne pointe tydeliggøres i filmene, fordi de stridende parter netop er reduceret til to - og disse er præcis lige onde.

Og individualismen. Den er så stort et nummer, at den bliver taget for givet og ikke skænket mange bevidste tanker. Alligevel kan vi godt lide forbilleder for, hvordan individualismen skal forvaltes. Den fuldstændige foragt for andre individer, som skurkene i Red Harvest udviser, er af det onde. Den fører til opløsning og atomisering. Ironisk nok er det den stærke individualist the Op, der både kan se, at noget er galt - og gør noget ved det.
Og det er da en god historie. I en tid, hvor de fleste har en klar opfattelse af, at noget er galt, og at noget bør gøres (men ikke altid ved, hvad der er galt, og aldrig hvad der bør gøres) - er løsningen tilsyneladende forbavsende enkel: Du kan kun stole på dig selv; du skal ikke regne med at få noget forærende, og så må du ellers få det bedste ud af, hvad der nu måtte byde sig.
Det er den umoralske morale i Red Harvest, Dashiell Hammetts første kriminalroman og den første hårdkogte krimi i det hele taget. Udover de seks meget forskellige gendigtninger jeg har omtalt, kan man også sige, at historien lever videre i hver eneste hårdkogte krimi...
En historie lige så sejlivet som skvalderkål i en sommerhushave.

Christian Ryser
læser litteraturvidenskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her