Kronik

Kvindens valg

10. juli 1999

Hvad skal en kvinde vælge, når hun står overfor tilbuddet om en succesfuld karriere, og samtidig har personlige ambitioner om et godt familieliv? Hvordan skal hun handle i forhold til det selvrealiseringsprojekt, som kvindefrigørelsen i årtier har kæmpet for, når hun bliver i tvivl om, hvor realiseringen ligger? En 28-årig kvinde reflekterer over det svære valg

Lørdagskronikken
Forleden modtog jeg en pjece fra universitetet i Oslo, hvor jeg for tiden er hovedfagsstuderende. Universitetet har brug for flere kvindelige lærere og forskere og forsøger nu at vække min og mine kvindelige medstuderendes interesse for karriermulighederne ved universitetet.
Pjecen hedder Ta jentespranget! Å være forsker og kvinne. ('Jentespranget', som er titlen på en bog af Sigbjørn Hølmebakk, betegner i Norge en modig, nærmest umulig handling, foretaget af en pige, red.). Den præsenterer "ni dygtige kvinder, som har formået at bryde gennem kønsbarrieren".
"Kvinder - grib chancen, sats på en akademisk karriere! Universitetet har brug for jer!" hedder det i indledningen. Og den første af de ni dygtige kvinder, som smiler mod mig, lægger vægt på, at "det er lysten, der driver dig, og du skal bruge den, når du træffer dine valg, og ikke bare lytte til fornuften".
Tre af de ni kvinder præciserer, at universitetet giver gode muligheder for at kombinere familie og job.
Samme eftermiddag var jeg et smut på Nasjonalgalleriet i Oslo, hvor jeg endte med at tilbringe det meste af tiden foran maleriet Morgenmad i haven af den norske maler Henrik Lund. Hvad var det, der fascinerede mig så meget ved dette idylliske billede af to kvinder og en lille dreng, som spiser morgenmad ude i en have?
Som kvinde sidst i tyverne - endnu uden børn, med tilbud om at gå videre med en ph.d. i udlandet og med pjecen Ta jentespranget! hjemme på køkkenbordet - gik det op for mig, at jeg stod ansigt til ansigt med et valg og en virkelighed.
Universitetets ligestillingskonsulents lokkende pjece og de "dygtige" kvinders refleksioner over deres karrierevalg overbeviser mig ikke. For inderst inde ved jeg, at jeg er i færd med at fravælge de rolige morgenstunder - i færd med at tage fat på et karriereforløb, som jeg tror vanskeligt lader sig forene med den moderrolle, jeg om få år ønsker at udfylde.
Samtidig har jeg min fulde frihed til at vælge anderledes, sige nej tak til karriereræset inden for det akademiske miljø - publish or perish - og hellere vælge selvrealisering i en form, som muliggør deltidsarbejde og et liv som mere tilstedeværende mor - varme boller & rød saftevand.

Flere artikler i Informations 'Tid eller penge'-serie har fremhævet betydningen af selvrealisering i arbejdslivet som vigtig for kvindens trivsel og overskud. Arbejdspladsen er, i modsætning til det mere ensidige arbejde i hjemmet, langt mere stimulerende og udfordrende for de fleste.
Ifølge enkelte forskningsprojekter kan denne selvrealiseringsgevinst, som arbejdslivet giver, ses som en direkte investering i familien, i og med at trivsel på jobbet giver mere overskud til børn og familie.
Det er ikke til at komme bort fra, at jobbet er vor tids vigtigste sociale arena, som Arlie Hochschilds bog The Time Bind har dokumenteret til fulde. Amerikanerne, (og andre med dem), arbejder ikke på overtid af økonomiske grunde eller af angst for at miste jobbet, men fordi de trives bedre på arbejdspladsen end hjemme. Den norske journalist Sidsel Bennecke Osvold opsummerer udviklingen sådan:
"Det er på jobbet, vi har venner, finder kærester, flirter, samarbejder, får bekræftelse og er betydningsfulde. Hjemme er vi kun nogle ganske få deltagere i et begrænset liv med ubegrænsede og lidet realistiske forventninger om at høste evig lykke i et forarmet nærmiljø. Her er vor indsats anonym og lidet statusgivende, på linje med en dårligt betalt kvindearbejdsplads."
"På jobbet er vi led i en større sammenhæng; vor identitet er koblet til virksomhedens anseelse. Mens privatlivet krymper og slår revner, tilbyder jobbet samhørighed med en dynamisk storfamilie, hvor forpligtelserne er gensidige og omgangstonen uformel." (Dagbladet, den 7. november 1997)

Udfordringen består naturligvis i at finde den rette balance mellem selvrealisering og familie. I mange fag er det muligt at arbejde på deltid, men der er professioner, hvor karrierepresset er så stort, at det vanskeligt lader sig gøre at skære ned på arbejdstiden, eller hvor man mentalt lever med jobbet alle døgnets timer.
Dilemmaet for mange kvinder er, at de gerne vil arbejde og i vid udstrækning gør det, men det er ikke altid det, de inderst inde synes, de burde gøre. Når man taler om kvinders selvrealisering i arbejdslivet som et gode for både hende selv og børnene, må man derfor tage skyldsfølelsen med. Selvrealisering og skyldsfølelse hører alt for ofte sammen, og ingen af delene kan udelades fra debatten om karrierevalg, familie og livsprojekter.
Så når forskningsleder på Socialforskningsinstituttets børne- og familieafdeling Vita Pruzan i Information den 14. januar 1999 argumenterer for, at forældre skal holde op med at have dårlig samvittighed og give slip på idealbilledet af 1950'ernes husmor, bagatelliserer hun ikke kun skyldsfølelsen som fænomen. Hun fremstiller den også som en svaghed og en hang til nostalgi.
Hun opstiller det moderne billede af kvinden som superkvinde: Kvinden, der suverænt tackler balancen mellem karriere og moderrolle; kvinden, der ryster skyldsfølelsen af sig som en hvilken som helst anden dårlig vane; kvinden, der ikke bliver blød foran et idyllisk maleri, som minder om varme boller & rød saftevand og hverdagstimer i sagte tempo...

Det er for enkelt at forklare skyldsfølelsen ene og alene som et resultat af falske rollemodeller. Ej heller lader det sig gøre at reducere den til et socialt og kulturelt fænomen: En indbildt konflikt mellem erhvervskarriere og moderrolle, som vi bare skal blive os bevidst for så at skaffe os af med.
For skyldsfølelsen kan også være en naturlig og på mange måder sund reaktion på et valg og en virkelighed. I skæringspunktet mellem situationsforståelse, forskellige handlingsalternativer og det frie valg er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem det, man kan, bør, vil og gør.
For den, der oplever kombinationen familie og erhvervskarriere som problematisk og har en reel mulighed for at vælge anderledes - skære ned på arbejdstiden eller vælge et andet job - giver det grobund for skyldsfølelse, hvis man handler på tværs af det, man inderst inde føler man burde gøre. Og det er en berettiget skyldsfølelse.
For når jeg kender skilsmissestatistikken, når jeg er bekymret over konsekvenserne af, at en ny generation af problembørn vokser op i ressourcestærke hjem, men uden andre værdier end tid og tempo, og når jeg ved, hvilket bombardement af indtryk og påvirkninger man udsættes for i det moderne samfund - ja, hvordan kan jeg da vælge et krævende karriereliv uden at føle en vis skyld over for mine børn?
En skyldsfølelse, fordi jeg vel vidende om de samfundsmæssige realiteter og de udfordringer, det indebærer at vokse op i vore dages hæsblæsende samfund - uden storfamilier og et godt udvalg af rollemodeller - alligevel vælger karrieren frem for samværet med mine nærmeste.
En skyldsfølelse, der har rod i det at fravælge alle de hverdagsstunder og de fællesskabsformer, som kun vokser frem mellem børn og forældre, når de deler meget tid sammen. Tid, som kan bruges til at gå på opdagelsesfærd og udforske verden, til en sund 'opvækstcensur', til at sætte grænser og filtrere indtryk.
Derfor lader jeg mig ikke overbevise af forskningsleder Pruzan, når hun henviser til, at børn aldrig har fået så meget opmærksomhed som i dag, og bruger det som argument mod den dårlige samvittighed.
Når hun argumenterer med, at det for et par generationer siden handlede om hurtigst muligt at få børnene i vej, at børnene havde mange pligter, at de store børn måtte passe de små, fordi mor havde for travlt, og at det at lege med børn er et moderne fænomen - ja, så overser hun fuldstændig, hvordan den sociale kontekst har ændret sig siden dengang.
Tidligere havde børn mange rollefigurer omkring sig i hverdagen. De havde opgaver og pligter, og de deltog i fællesskabet på en helt anden måde, end børn i vore dages samfund får lov til.
I dag bliver barndommen stadig mere institutionaliseret. Få af os har storfamilier og fællesskabsarenaer uden om institutionerne, som vi kan dele meget af ansvaret for børnene med. Og meget af den opmærksomhed, som vore dages småbørn får fra deres forældre, finder sted i børnefamiliernes åbningstid mellem 17 og 19. Men hvilken slags opmærksomhed er der da tale om i disse korte, hektiske timer, hvor alt skal ske?
Efter mange timer på daginstitution eller i arbejdslivet skal kvaliteten blomstre. Og allerhelst skal børnene være vellykkede og lykkelige, så man som travl karrieremor kan legitimere sit valg og affærdige dem, der måtte påstå, at kvalitetstid blot er en dårlig undskyldning for travle forældre.
Forskningsresultater, der viser, at jo bedre kvinderne klarer sig på arbejdsmarkedet, jo bedre mødre er de for deres børn, er totalt intetsigende. Både i danske og norske aviser henvises der til undersøgelser, hvor man sammenligner karrierekvinder med arbejdsløse og ser på, hvor stort overskud de har til deres børn.
Den slags resultater kan let bruges til at legitimere karrierekvinders valg af selvrealisering - eller som de helst vil se det: en indirekte investering i en velfungerende familie.
Selv om enhver karrieremor tager sådanne undersøgelser til sit hjerte, kan det hele naturligvis koges ned til spørgsmålet om trivsel og frihed i de valg, man har truffet. Den marginaliserede kvinde er i en uønsket situation, og hendes utilfredshed vil smitte af på børnene.
Kun ved at sammenligne karrierekvinder med kvinder, som i fuld frihed og efter grundige overvejelser har valgt familien frem for karrieren, kan man sige noget om, hvordan børns opvækstvilkår kan påvirkes af forældrenes karriereambitioner.
Følelser, fornuft og valg. En pjece udsendt af ligestillingskonsulenten ved universitetet i Oslo opfordrer mig til at tage jentespranget og serverer solstrålehistorier om dygtige kvinder for mig. Men inden for mit eget akademiske miljø har jeg få kvindelige forbilleder, der ser ud til at mestre kombinationen vellykket akademiker og mor. Ganske mange er barnløse eller fraskilte. Mange ser temmelig udslidte ud.
Jeg er ikke romantiker eller naiv, når jeg sætter rollen som mor med varme boller & rød saftevand op mod karriereambitioner. Jeg er heller ikke desillusioneret, for jeg har aldrig haft en ambition om, at livet som succesfuld akademiker og livet som mere tilstedeværende og mindre skyldbetynget mor let lader sig kombinere.
Jeg tager bare ved lære af den verden, der omgiver mig, sådan som jeg oplever den - som ung kvinde ved indgangen til et nyt årtusind. Med min tro på, at det er meget vigtigt med velfungerende familier, hvis samfundet skal fungere; med min overbevisning om, at det at vælge at blive mor indebærer et stort ansvar; og med min vished om, at frihed fra skyldsfølelse er vigtig for min trivsel.
Ja, Bertrand Russell, du har ret, når du i bogen The Conquest of Happiness (1930) siger: "Den voksne, der gerne vil have et godt forhold til sine børn eller give dem et lykkeligt liv, må reflektere grundigt over forældreskabet og derefter handle klogt."
Et maleri af en rolig morgenstund fik mig til at standse op og reflektere over valg af livsstrategier og det ansvar, vi har for de valg, vi træffer.

Siri Haavie er Master of Arts, Social and Political Thought, University of Sussex.

Oversat af Birgit Ibsen.

Dette er den tredie kronik i serien om kærlighed, I kærlighedens navn.
Tidligere bidrag blev bragt den 26. juni og den 3. juli. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu