Læsetid: 4 min.

Lad guitaren overtage maskingeværet

12. juli 1999

Tony Blair er med sin strategiske håndtering af den irske konflikt blevet min helt

Irland
Tony Blair har ikke tidligere været min type. Jeg syntes, han grinede for manisk, som en amerikansk vækkelsesprædikant. Men nu er han blevet min helt. Det er han, fordi han prøver at skabe fred i Irland. Det er nemlig svært.

Begravelsesplads
Irland bliver tit kaldt en begravelsesplads for britiske premierministre, begyndende med Gladstone. De er gået ned på det. Eller de - som f.eks. premierminister Ha-rold Wilson, der var premierminister i London, da den nuværende irske runde startede - valgte at undervurdere problemet. Det havde så lidt at gøre med det, premierminister Wilson i øvrigt prøvede på dengang i 60'erne. Så han fattede aldrig striden, skønt han havde mange irske vælgere i sin nordengelske valgkreds. En anden variation er at prøve hårdt på at løse problemet. Det prøvede Edward Heath, det prøvede James Callaghan og Margaret Thatcher. Men da det så ikke lykkedes, så mistede de interessen for det irske spørgsmål. John Major havde på sin egen stilfærdige facon en ret heldig, snu hånd. Det var under ham, den fredsproces, der nu hænger i en tynd tråd, begyndte.
Men Blair traver trodsigt videre imod vinden, der hver dag kan blive et uvejr. Og han gør det, skønt der ikke er en eneste stemme i det for ham og hans parti. Interessen i Det forenede Kongerige for det irske spørgsmål er minimal, igen fordi det har så lidt med hverdagen at gøre i London og Leeds. Der handler politik om det, det også handler om i Danmark eller Tyskland: Jobs, velfærdsstatens inskrumpning, udvidelse af individets råderum i forhold til staten etc. I Irland handler det om ikke at blive skudt på gaden eller sprængt i luften.

Blair har stemmer nok
Tony Blair er ikke, som f.eks. forgængeren John Major, afhængig af nordirske stemmer i det britiske Underhus, Blair har stemmer nok, på den måde kunne han også være ligeglad med nordirerne og deres - i de andre briters øjne - eksotiske, anakronistiske konflikt. Ikke blot er det altså en utaknemmelig opgave, den er heller ikke nødvendig for ham at kaste sig ud i. Tidligere premierministre har ikke mistet moralsk standing ved at overlade problemet til poli-tiets og hærens opretholdelse af lov og orden.
Men Tony Blair har med dødsforagt kastet sig ud i det.

En sær fornemmelse
I sidste uge var han en uge i Nordirland og forhandlede stort set i døgndrift. Det fandt sted i en meget grim bygning. Udenfor regnede det - som altid - i Irland. Jeg var der og tænkte, at han må have haft det sært med de folk, han sad derinde og vred armen om på. Blair er fra den dannede, engelske øvre middelklasse. Uddannet på private skoler og på Oxford Universitetet. Hans kone kommer fra en kendt teaterfamilie og er dommer. De er noble kosmopolitiske typer. Da Tony Blair gik på Oxford og spillede guitar i et poporkester, da lå hans jævnaldrende irske politikerkolleger, nogle af dem, mange af dem, i grønne irske grøfter langs snoede, irske landeveje og snigskød britiske soldater. Eller de puslede med fremstilling af bomber, der kunne myrde så mange uskyldige som muligt. Eller de sad i fængsel. I årevis.
Eller de stod og så sig i spejlet i deres fine orange festtøj forud for en af de store parader, hvor orangeordnen fejrer sig selv som ret-skaffenhedens bolværk imod papismen og imod terrorismens moralske pragmatisme gående ud på, at hvis man betragter sig selv som undertrykt, og det gør ens stamme også, så er det ok at tage andres liv, også uskyldiges. Så var det alligevel bedre, som Blair gjorde det, at spille guitar og blive moderne liberalistisk socialdemokrat. Sikrere i hvert fald.

De anderledes
Nu skal han prøve at løse det indviklede, trættende, ondskabsfulde problem, der er blevet lidt mindre eksotisk, efter verden er begyndt at interessere sig for Balkan. Der er det det samme - at folk finder det uhyre belastende at bo sammen med nogen, der er anderledes. Selv når de - som i Irland - allesammen er ret fattige, kristne, utroligt morsomme og utroligt hadefulde.
Irland kaldes tit alle konflikters moder. Hvis man forstår den konflikt og dens mellemregninger og filigranagtige subgrupperinger og metastaser, så forstår man alle de andre også.
Blair er jo en kvik person, så han forstår det, han virker også besat af den. Den irske konflikt er af den slags, der får tag i folk. Hans smil i forbindelse med den irske konflikt blev endnu mere manisk end ellers, da han forleden trådte ud i regnen og sagde, at man ikke var kommet helt i mål, men lidt henad vejen.

Manden med guitaren
Senere kom de irske politikere ud, alle eks-terroristerne, siger de i hvert fald (det med 'eks'), alle de hånlige o-rangemænd. De skottede til Blair. Det lignede en samling mænd, der havde skumle planer. En af dem gik ud på at lave sjov med gæsterne, med englænderne, og især med hovedgæsten, med den søde guitarspillende Blair fra livets solside. De så ud, som om de havde tænkt sig at trække ham midlertidigt ind i det 'keltiske tusmørke', fordi det - måske i al evighed - kunne få ham til at holde sig væk. Så kunne de nemlig uforstyrret gå i gang igen med deres krig. Lad os håbe, at manden med guitaren vinder over mændene med maskingeværerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu